Mentorer giver udsatte børn selvtillid og mod på livet

Frivillige mentorer i Lær for Livet giver anbragte og udsatte børn større tro på sig selv og mod til at forfølge deres egne drømme, fastslår ny rapport fra DPU, Aarhus Universitet. Lær for Livet søger mentorer, der vil støtte et barn mellem 9 og 13 år i deres skolegang et par timer 2-4 gange om måneden.

”Lær for Livet gav mig nogle voksne der troede på, at jeg godt kunne. Det gav mig motivation til at gøre mit bedste.” Sådan siger 20-årige Zacharia Grønkvist, der har været en del af Lær for Livets læringsprogram fra 2014-2019. Zacharia er anbragt, og han har gennemført en HF og arbejder i dag som lærervikar, men han drømmer på sigt om at læse til socialpædagog.

Forskere fra DPU, Aarhus Universitet har de seneste otte år fulgt læringsprogrammet Lær for Livet. Deres seneste rapport viser, at Zacharia er undtagelsen fremfor reglen. Anbragte børn og unge klarer sig nemlig markant dårligere i både 9. klasse og videre i uddannelse end deres jævnaldrende ikke-anbragte.

”Når vi sammenligner udviklingen blandt de unge fra Lær for Livet med andre anbragte unge, så er det et meget positivt billede, vi kan se. Markant flere af de unge består folkeskolens afgangsprøve, og langt hovedparten af Lær for Livet-unge kommer videre på ungdomsuddannelser i de følgende år. Det er faktisk imponerende”, siger Søren Langager, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet og har stået i spidsen for følgeforskningen af Lær for Livet siden 2013.

Frivillige mentorer motiverer børnene
En af hovedkonklusionerne fra følgeforskningen er, at det kan betale sig at være ambitiøse på børnenes skolegang. Det er det lange, seje træk, der støtter de unge i deres uddannelsesdrømme, men også troen på at de kan lykkes i fremtiden, og her spiller mentorrelationen en afgørende betydning.

”Den langvarige mentorordning er med til at skabe sammenhæng gennem børnenes liv og ind i ungdommen. Mentorerne i Lær for Livet har fungeret som en stabil og gennemgående voksen, som har fulgt børnene i livets små og store begivenheder. Der sker så at sige en bevægelse fra at være mentor et par timer om ugen til også at være en ’voksenven’ for de unge,” siger lektor Søren Langager.

De nye resultater vækker stor begejstring hos LB Forsikring. LB Forsikring har støttet Lær for Livets mentorordning siden 2018.

”Det nytter at give udsatte børn en hjælpende hånd. Ny forskning viser, at de frivillige mentorer har en afgørende og positiv betydning for udsatte børn, og at en mentor øger sandsynligheden for, at de består folkeskolens afgangseksamen,” siger Mikkel Klausen, chef for kommunikation- og CSR i LB Forsikring.

Overvejer du at blive mentor?
Du kan selv være med til at støtte en udsat målgruppe. Denne sommer starter nemlig 125 nye børn mellem 9-13 år i Lær for Livets læringsprogram, og de skal tilknyttes en mentor i løbet af efteråret. Det er rekordmange, og derfor har Lær for Livet og børnene brug for dig som rollemodel og faglig støtte. Som mentor får du en signifikant betydning for et udsat barn ved at mødes med barnet et par timer 2-4 gange om måneden for at støtte op om barnets skole og uddannelsesdrømme.

Vil du vide mere?

I samarbejde med en lang række kommuner og fonde indgår anbragte børn i Lær for Livets læringsprogram i seks år. Som en del af Lær for Livet skal de på Learning Camps og de får tilbudt en frivillig mentor, der kan støtte barnet fagligt og være en god rollemodel. 

Læs mere på: Bliv mentor! Følgeforskningens resultater

Flere nyheder