Ferie, faglighed og fællesskab 

 ”Jeg elsker den magi, der opstår på camp. At være sammen døgnet rundt giver et helt særligt udgangspunkt for at skabe gode relationer og for at både børn og voksne udvikler sig,” fortæller 33-årige Julie Hardbo Larsen, der har deltaget som underviser på knapt 50 korte og længere camps med Lær for Livet.

Camp giver energi
Julie har en kandidatgrad i pædagogik og journalistik, og via Teach First Danmark har hun fra 2015-2017 gennemført en meritlæreruddannelse, så hun i dag er folkeskolelærer. Ved siden af jobbet har hun brugt sin fritid på at gøre en forskel for hundredvis af anbragte og udsatte børn og unge, der har brug for at blive styrket fagligt og socialt.

”Jeg bliver ved at lave camp, fordi det giver mig et kæmpe energiboost og et stærkt socialt fællesskab med både børn og voksne – og så er det vildt inspirerende fagligt,” fortæller Julie, som i dag fungerer som campchef.

Faglig inspiration

Som underviser på camp er man med til at planlægge, gennemføre og evaluere en undervisning præget af leg og bevægelse.  Hvor Julie i starten fik inspiration af erfarne undervisere til, hvordan hun skulle være lærer, er hun i dag med til at uddanne og sparre med nye og erfarne camp-medarbejdere.

“Hos Lær for Livet er der mulighed for at udvikle sig fagligt og få kompetencer, man også kan bruge i sit primære job. Jeg har fået lov at udvikle mig fra at være undervisningsassistent til i dag at være campchef og ansvarlig for udviklingen af vores matematikundervisning,” fortæller hun.

”Vi har en stærk kultur for videndeling, og selv med flere år som underviser i bagagen, kommer jeg altid klogere hjem fra camp. Det er utroligt motiverende at gøre en forskel for nogle børn, der har brug for ekstra støtte, sammen med andre, der brænder for sagen.”

Julie fortæller, at man på Learning Camp i højere grad kan målrette undervisningen til den enkelte elev, fordi der er flere voksne til eleverne sammenlignet med en almindelig folkeskoleklasse.

”På camp kan vi lave nogle andre aktiviteter, end jeg kan, når jeg står alene med 25 børn i folkeskolen. Det giver mig mulighed for at prøve en masse ting af, som jeg efterfølgende kan bruge til hverdag sammen med mine elever i folkeskolen,” fortæller Julie.

Venner for livet
I dag betragter Julie kollegaerne, som hun har mødt via Lær for Livet, både som venner, men også som et stærkt fagligt netværk.

”Når man er på camp, kommer man hurtigt tæt ind på livet af hinanden, fordi man oplever hinanden i pressede situationer. Det giver et særligt sammenhold,” fortæller Julie.

”Jeg er heldig at være landet hos Lær for Livet. Jeg kan bruge weekender og ferier på at gøre noget godt for en flok unger, jeg holder utroligt meget af. Samtidig har jeg det sjovt, styrker mit netværk og udvikler mig både som lærer, leder og som menneske,” slutter Julie.

Bliv en del af et lærerigt fællesskab – kom med på camp
Du kan også komme med på camp som underviser eller socialpædagog. Lær for Livet holder både korte og længere camps for anbragte og andre børn i udsatte positioner. Disse børn halter nemlig langt efter deres ikke-udsatte kammerater i skole og uddannelse. Som camp-medarbejder styrker du børn og unge, der har brug for ekstra støtte til at klare sig fagligt og socialt. Børnene er mellem 9 og 13 år, når de starter deres seks år i Lær for Livet.

Du bliver klædt på til opgaven med kurser og uddannelse – og du kommer til at møde andre stærke undervisere og socialpædagoger, som kan inspirere dit arbejde med børn og unge.

Hvornår?
Den længste camp er 10 dage fra den 29. juni til den 8. juli 2022. Men du kan også opleve camp-livet på kortere weekend-camps med fx matematik eller personlig udvikling som tema – det kan du læse mere om her: Bliv campmedarbejder | Vær med | Lær for Livet – Klik her og læs mere (laerforlivet.dk)

Få mere information hos projektkonsulent Jens Bonde Mikkelsen på 2990 2441/ eller mail: jbm@laerforlivet.dk

Flere nyheder