Nyhed

22. september 2017
Linda har været mentor for en 15-årig pige i snart fire år. Efter sommerferien fik Lær for Livet en mail fra Linda, hvor  hun fortæller lidt om hvad hun og mentorbarn laver når de er sammen. Læs Lindas beretning her.
 
Her hvor vi netop er startet på et nyt skoleår, føler jeg, det er tiden at fortælle lidt om, hvad jeg og mit mentorbarn laver, når vi er sammen. Det er næsten fire år siden, at hun kom her første gang, og hvor er der sket meget hen over disse fire år. Vi mødte en dejlig stille forsigtig pige (11år), som hen over de fire år der er gået har udviklet sig til en flot selvstændig ung kvinde.
 
Vi har gennem årene kørt meget fast med, at hun er kommet hos os en gang i ugen. De fleste gange har plejefaderen kørt hende hertil efter skoletid, og vi har afleveret hende ved 21-tiden om aftenen, efter hun har været til FDF.
 
Hun afsluttede 9 klasse før sommerferien og er netop startet på Campus 10, så hun med denne form for 10. klasse kan blive mere moden og bogligt stærkere, inden hun starter på en erhvervsuddannelse.
 
I foråret planlagde vi ud fra hendes største faglige problemer at fordybe os i fagene et af gangen. Ligeledes mødtes vi dagen før alle mundtlige eksamener og gik eksamensmåde og eksamensstof igennem. Jeg har en klar fornemmelse af, at dette gav lidt ro og fornemmelse af sikkerhed til at stole på, at hun selv kunne fremføre stoffet i eksamenssituationen. De mundtlige karakterer blev til Dansk 7, Engelsk 4, Historie 10 og Fælles Faglig Fordybelse 4. De skriftlige karakterer og årskarakterer ligger fra et enkelt 0-2, mange på 4 og 7, et 10-tal og et 12 i dansk. Alt i alt en rimelig gennemsnitlig 9. klasses eksamen. Det vigtigste er dog, at hun selv har sagt, at nu vil hun gøre sig umage i 10. klasse og forbedre karaktererne.
 
Den første uge af sommerferien var hun med vores FDF kreds på sommerlejr. Min mand og jeg samt vores to børn med deres familie var ligeledes med på lejren. Lejren med 160 deltagere var delt op i to afdelinger, hvor vores familie var ledere/deltagere blandt de små 0-til 5. klasse, men mit mentorbarn var hos de store, hvor alt foregik udendørs. Hun klarede alt strålende inklusiv at svømme over en å i nattens mørke. Det var tredje år hun deltog.
 
Jeg ved tiden nærmer sig, hvor hun skal på Learning Camp igen, og jeg ved, at hun glæder sig vildt, og jeg tror virkelig det er af stor værdi, at børnene får lov at mødes en gang om året. Jeg har lovet hende, at jeg vil give udtryk for dette, hver gang jeg er i kontakt med Lær for Livet!
 
Jeg tillader mig at komme med et par emner, som jeg tænker mit mentorbarn (og måske de unge generelt) kan have gavn af at få støtte omkring, når de mødes på camp:
  • Arbejde efter skoletid. Hvor meget er det klogt det fylder i forhold til lektier og skole?
  • Tjener man penge betaler man skat. Italesætte dette som positivt, da det jo er fordi, man har ressourcer til at støtte det samfund, vi lever i.
  • Brug af NemID.

Med venlig hilsen

Linda Eriksen

 
  • Følg os