Alexander Engel er ny ambassadør i Lær for Livet

Lær for Livet byder velkommen til Alexander Engel, som nu er del af Lær for Livets ambassadørhold.

Alexander Engel besøgte første gang Lær for Livets Learning Camp i 2020, hvor han var med til at afholde en lærerig musikworkshop for vores børn og unge. Alexander Engel udfordrede børnene og de unge med rap, rim, billedsprog og ordlege. Det indgik alt sammen i en alternativ danskundervisning på campen for fire år siden.

Nu er Alexander tilbage i Lær for Livet som en af vores ambassadører.

”Jeg har valgt at blive ambassadør her i Lær For Livet, fordi jeg synes det er vigtigt, at der bliver støttet op omkring børn og unge, og at de får den rigtige hjælp, som de skal bruge, i blandt andet deres skole, da det ikke er alle, der har de samme vilkår,” siger Alexander.

Alexander Engel arbejder til daglig med at øge repræsentation og diversitet i musikbranchen og kultursektoren, og har over 10 års erfaring i brancherne med blandt andet talentudvikling, oplæg, kurser og som musikcoach.

Alexander afholder rap-workshops for særligt børn og unge i udsatte positioner for at skabe fællesskaber, give de unge en stemme og selvtilliden til at bruge den. Som 18-årige stiftede han en af Danmarks første rapskoler i Furesø Kommune, og for sit arbejde modtog han i 2014 kommunens Integrationspris.

”Alexanders arbejde med at styrke og inspirere unge passer enormt godt til vores arbejde i Lær for Livet med at styrke børn og unge, der vokser op i svære livsvilkår. Hans engagement i at gøre en forskel for dem, der har brug for det, og skabe lige muligheder for alle uanset nationalitet, social status, religion og kultur vinder stor genklang med vores værdier,” siger Karen Haumann, direktør i Lær for Livet.

Alexander glæder sig til at støtte op om børn og unge i Lær for Livet og samtidig få spredt kendskabet til Lær for Livet.

”Jeg glæder mig først og fremmest til at møde alle børnene i Lær for Livet, og samtidig være med til at skabe noget awareness og sprede budskabet omkring organisationen, da Lær for Livets arbejde er ekstremt vigtigt,” siger han.

Alexander Engel er også kursusleder på talentforløbet Restage, som kæmper for en styrket minoritetsetnisk repræsentation i den danske musikbranche. I 2018 blev han medstifter af det uafhængige musikselskab Affilliated, som arbejder med en vision om at gøre musikbranchen mere transparent.

Flere nyheder