Mens de fleste børn holder sommerferie, starter 125 børn i denne uge på en såkaldt ”Learning Camp”, hvor dansk, matematik og personlig udvikling er på skemaet. Campen er startskuddet på børnenes seks-årige forløb i Lær for Livet, der styrker læring, livsduelighed og fællesskaber for og med børn, der vokser op med svære livsomstændigheder. Siden Egmont Fonden etablerede Lær for Livet i 2013 har over 1000 børn startet deres sommerferie på samme måde. Egmont har fornyet partnerskabet med Lær for Livet de næste fire år.
Klokken har netop ringet ud til sommerferie, og mens 9 ud af 10 af eleverne i 9. klasse kan gå på sommerferie med ro i maven over at have bestået folkeskolens afgangseksamen, er det tilfældet for under halvdelen af børn, der er enten er anbragte eller har andre sociale foranstaltninger i kommunen. Den sociale skævhed er grunden til, at Egmont Fonden for over 10 år siden startede Lær for Livet.
Denne sommer starter 125 nye børn i deres seksårige forløb i Lær for Livet, blandt andet takket være en ny fireårig økonomisk bevilling fra Egmont Fonden.
”Mange børn og unge i svære livsvilkår kommer ud af grundskolen uden de kompetencer, der skal til for at komme videre i uddannelsessystemet. Det kan påvirke deres livsbane negativt. Hos Lær for Livet får de en unik mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt, så de får bedre forudsætninger for at bestå folkeskolens afgangseksamen og komme videre i uddannelse. Derfor glæder vi os over at kunne fortsætte vores partnerskab med Lær for Livet”, siger direktør i Egmonts Fondssekretariat, Heidi Sørensen.
En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at danske børn og unge klarer sig dårligere i dansk og matematik end før coronakrisen – andelen, der ikke får minimum 02 i både dansk og matematik er steget fra 8,6 pct. i 2016-2019 til 11,5 i 2023. Ifølge Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd er det især børn, der mistrives og som vokser op under svære livsvilkår, der klarer sig dårligt fagligt.
”Det er et samfundsmæssigt svigt, at så mange børn ikke består i dansk og matematik. At kunne læse, stave og regne er en vigtig forudsætning for at komme videre i ungdomsuddannelse, og det er både dyrt for samfundet og for de unge, som risikerer at havne på kanten af samfundet som voksne. Derfor er vi meget glade og taknemmelige for, at Egmont Fonden fortsat vil støtte op om Lær for Livets arbejde med at slå ring om de børn, der har mest brug for en ekstra hånd i ryggen,” udtaler Lær for Livets direktør Karen Haumann.
Egmont støtter Lær for Livet med 28,2 mio. i perioden 2024-2027. Bevillingen betyder, at Lær for Livet kan optage flere børn og styrke kapacitetsopbygningen, blandt andet ved hjælp af digitalisering.
Brug for flere voksne rollemodeller
Efter sommerferien skal de 125 nye børn tilknyttes en frivillig mentor, der vil bruge et par timer 2-4 gange om måneden for at hjælpe barnet med fx lektier og med at give barnet alment dannende oplevelser.
Få mere information om at være frivillig mentor i Lær for Livet: Bliv mentor | Vær med | Lær for Livet – Klik her og læs mere (laerforlivet.dk)
Om Lær for Livet
Lær for Livet er en organisation, der siden 2013 har arbejdet med at skabe lige muligheder for børn, der vokser op med svære livsvilkår. Børnene er mellem 9 og 13 år, når de starter et seksårigt forløb i Lær for Livet, hvor de får faglig og social støtte fra en frivillig mentor, og børnene samles også på såkaldte ”Learning Camps”, hvor de får nye venner, bliver en del af et stærkt fællesskab og får hjælp til at klare sig bedre i dansk og matematik. Lær for Livet er finansieret ved hjælp af private fonde og børnenes kommuner.
Om Egmont Fonden
Egmont er en erhvervsdrivende fond med et dobbelt formål: At udvikle medier og støtter børn og unge i svære livsvilkår i Danmark, Norge og Sverige. Egmont arbejder for et godt børne- og ungdomsliv, der ruster alle børn og unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse og skabe et godt liv.
For mere information kontakt:
Egmonts Fondssekretariat: Kommunikations- og pressechef Tine Pind Jørum, tlf. 2711 6896.
Lær for Livet: Kommunikationschef Dorthe Pihl, telefon: 41 25 02 25
Flere nyheder