Erhvervsdrivende i Aalborg går sammen med Lær for Livet om at støtte børn og unge i udsatte positioner

Lær for Livet sætter sammen med lokale virksomheder i Aalborg spot på vores fælles ansvar for at slå ring om børn og unge, der vokser op i svære livsvilkår. Der er nemlig brug for flere voksne, som har lyst til at være en betydningsfuld rollemodel for børn, der har brug for det.

I en ny kampagne er lokale erhvervsdrivende i Aalborg Kommune gået sammen om at løfte børn og unge i udsatte positioner i deres nærområde. Det sker gennem et partnerskab med organisationen Lær for Livet. Nu ruller kampagnen ud i gadebilledet – og budskabet er klart: Lokale kræfter gør en forskel for de børn, der har allermest brug for det. Nu mangler vi bare dig.

Se kampagnefilmen nedenfor (artiklen fortsætter under filmene)

 

Bag kampagnen står Lær for Livet, der i samarbejde med Aalborg Kommune og LB Foreningen vil styrke læring og trivsel for børn og unge, der vokser op med svære vilkår.

“I Lær for Livet arbejder vi for at give børn og unge med svære livsvilkår både faglig ballast og menneskelig støtte. Det gør vi bl.a. gennem vedvarende, trygge relationer, fordi vi ved, at det forandrer liv. Det kan kun lade sig gøre, fordi der findes mennesker og virksomheder, som vil tage medansvar. Kampagnen i Aalborg viser netop det – og nu håber vi, at endnu flere vil være med,” siger Karen Haumann, direktør i Lær for Livet.

En investering i både fællesskab og fremtid
Vi ved, at uddannelse er en vigtig beskyttelsesfaktor mod udsathed senere i livet. Men ikke alle børn og unge har lige gode forudsætninger for at klare sig igennem folkeskolen og senere en ungdomsuddannelse. Ifølge Social- og Boligstyrelsen er det kun 50 pct. af unge, der er anbragt udenfor eget hjem, som gennemfører folkeskolens afgangsprøve (FSA), og kun 63 pct. af elever med en social indsats, som gennemfører. Af øvrige børn og unge er det hele 93 pct., der gennemfører FSA. Den forskel vil Lær for Livet, LB Foreningen og Aalborg Kommune gøre op med.

“Uddannelse er en af de stærkeste beskyttelsesfaktorer mod udsathed. Når så mange udsatte unge ikke gennemfører folkeskolens afgangsprøve, er det ikke de unge, der har svigtet – det er fællesskabet. Med dette samarbejde investerer vi tidligt i børn og unges læring fordi uddannelse ikke bare er nøglen til job, men til et liv med muligheder, tilhørsforhold og håb. Det er både sund fornuft og et klart socialt ansvar,” siger Peter Larsen, rådmand for Job og Social i Aalborg Kommune.

Dokumenteret effekt – og behov for flere hænder
En analyse fra Kraka Economics viser, at Lær for Livet øger anbragte børns trivsel markant, øger deres chance for at bestå folkeskolens afgangsprøve og senere starte på en ungdomsuddannelse. Det skyldes blandt andet børnenes deltagelse på såkaldte læringscamps, og så skyldes det hjælp fra en frivillig mentor, som har et par timer om ugen til at støtte børnene fagligt og socialt. Det er netop de voksne, som kampagnefilmen sætter fokus på sammen med de lokale erhvervsdrivende i lokalområdet.

”I GAME tror vi på fællesskaber, hvor børn og unge oplever at høre til og blive taget alvorligt. Derfor har vi valgt at støtte børnene i Lær for Livet, som arbejder langsigtet med relationer, læring og stabile relationer – værdier, der flugter tæt med vores eget arbejde,” siger Anja Lyngsø, leder af GAME Streetmekka i Aalborg.

”I Aalborg Zoo ligger det os rigtig meget på sinde at støtte udsatte børn, unge og deres familier. Lær for Livet er et super vigtigt initiativ, som giver børn og unge fra svære livsvilkår mulighed for at få støtte fra nærværende og omsorgsfulde voksne. Aalborg Zoo er et sted, hvor børn, unge og voksne kan få sjove og spændende oplevelser sammen, som kan være udgangspunkt for gode samtaler og læring. Vi er stolte af at bakke op om Lær for Livet og håber at se mange af de tilmeldte børn og deres mentorer her i haven,” siger Susanne Solskov, ansvarlig for events, presse og kommunikation i Aalborg Zoo.

“I biografen rummer vi alle slags mennesker, og især børnene har en særlig plads i vores hjerte. Biografen er et frirum, og filmoplevelsen kan give dig alt fra et godt grin til en dyb spejling af dine følelser. Og så er det selvfølgelig altid lækkert at sidde i et blødt sæde med fødderne oppe og gumle popcorn. Det er vigtigt med hyggen! Og det er det, vi gerne vil give alle, der besøger os,” siger Josefine Stilling Sandahl, Operations Manager i Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy.

“Vi har en masse erhvervsdrivende i Aalborg Kommune, som gerne vil bidrage med det, de kan, men vi mangler stadig frivillige mentorer i lokalområdet. Det kræver ikke en pædagogisk baggrund, bare lysten til at gøre en forskel for et barn, som har brug for en stabil voksen,” siger Karen Haumann og understreger: ”Med en lille indsats kan man faktisk ændre et liv.”

Udover at sætte spot på manglen af mentorer til børn og unge, bidrager de lokale erhvervsdrivende, som er med i kampagnen, også med donationer, som kommer børnene og de unge i Lær for Livet til gode. I 2026 afholder Lær for Livet nogle lokale events, hvor børn og unge kan få oplevelser doneret af Aalborg Zoo, GAME Streetmekka og Nordisk Film Biografer i Aalborg.

For mere information, kontakt:

  • Dorthe Pihl, Kommunikationschef i Lær for Livet
    Tlf.: 41250225
    Mail: dorthe@laerforlivet.dk
  • Peter Larsen, rådmand for Job og Social i Aalborg Kommune.
    Tlf. 99312500
  • Anja Lyngsø, Leder, GAME Streetmekka Aalborg
    Tlf.: 31410020
    Mail: anly@game.ngo
  • Susanne Solskov, ansvarlig for events, presse og kommunikation, Aalborg Zoo
    Tlf.: 96312930
    Mail: solskov@aalborgzoo.dk
  • Josefine Stilling Sandahl, Operations Manager i Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy
    Mail: josefine.sandahl@nordiskfilm.com

Om Lær for Livet
Lær for Livets mission er at styrke læring, livsduelighed og fællesskaber for og med børn og unge i udsatte positioner. Vi anvender en evidensbaseret tilgang til at styrke den sociale mobilitet og sikre, at flere børn og unge i svære livsvilkår lykkes med at gennemføre folkeskolen og senere en ungdomsuddannelse. Det sker i tæt samarbejde med kommuner og med finansiering fra fonde. Vi slår ring om børn og unge i en langsigtet og helhedsorienteret indsats, hvor faglig, personlig og social udvikling sker via støtte fra frivillige mentorer, på såkaldte læringscamps og i lokale klubfællesskaber. Lær for Livets arbejde har dokumenteret positiv effekt for både det enkelte menneske og for samfundet.

Fakta om Lær for Livet i Aalborg Kommune:
• De tre erhvervsdrivende i kampagnefilmen i Aalborg Kommune er:
– Aalborg Zoo
– GAME Streetmekka, Aalborg
– Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy
• Lær for Livet har samarbejdet med Aalborg Kommune siden 2013
• I Aalborg Kommune har Lær for Livet også en etableret klub for børn og unge i Lær for Livet. De mødes ca. 1 gang om måneden, og klubben drives af klubfrivillige
• Lær for Livets mentorordning er støttet af LB Foreningen

Bliv mentor:
• Min. 18 år
• Kan mødes et par timer og ugen 2-4 gange om måneden
• Forpligter sig i mindst 18 måneder
• Har som minimum gennemført en ungdomsuddannelse
• Har en ren straffe- og børneattest
• Skal deltage i en obligatorisk mentoruddannelse og to ud af tre årlige mentorsparringer

Jeg er interesseret i at blive mentor

Lær for Livets resultater:
• Øger sandsynligheden for at bestå folkeskolens afgangsprøve med 30%.
• Løfter anbragte børn og unge med mere end et helt karakterpoint fra 5 til 6.2 i gennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve.
• Øger trivslen hos anbragte børn og unge i så høj grad, at de kommer på niveau med øvrige børn og unge.
• Øger sandsynligheden for at starte på en ungdomsuddannelse.
• Mindsker kriminalitet og træk på offentlige budgetter.
• I gennemsnit forbedrer de offentlige finanser med minimum 158.000 kr. for hvert barn Lær for Livet hjælper.

Flere nyheder
Støt os