Lær for Livet sætter sammen med lokale virksomheder i Esbjerg spot på vores fælles ansvar for at slå ring om børn og unge, der vokser op i svære livsvilkår. Der er nemlig brug for flere voksne, som har lyst til at være en betydningsfuld rollemodel for børn, der har brug for det.
I en ny kampagne er lokale erhvervsdrivende i Esbjerg Kommune gået sammen om at løfte børn og unge i udsatte positioner i deres nærområde. Det sker gennem et partnerskab med organisationen Lær for Livet. Nu ruller kampagnen ud i gadebilledet – og budskabet er klart: Lokale kræfter gør en forskel for de børn, der har allermest brug for det. Nu mangler vi bare dig.
Se kampagnefilmen nedenfor (artiklen fortsætter under filmene)
Bag kampagnen står Lær for Livet, der i samarbejde med Esbjerg Kommune og LB Foreningen vil styrke læring og trivsel for børn og unge, der vokser op med svære vilkår.
“I Lær for Livet arbejder vi for at give børn og unge med svære livsvilkår både faglig ballast og menneskelig støtte. Det gør vi bl.a. gennem vedvarende, trygge relationer, fordi vi ved, at det forandrer liv. Det kan kun lade sig gøre, fordi der findes mennesker og virksomheder, som vil tage medansvar. Kampagnen i Esbjerg viser netop det – og nu håber vi, at endnu flere vil være med,” siger Karen Haumann, direktør i Lær for Livet.
En investering i både fællesskab og fremtid
Vi ved, at uddannelse er en vigtig beskyttelsesfaktor mod udsathed senere i livet. Men ikke alle børn og unge har lige gode forudsætninger for at klare sig igennem folkeskolen og senere en ungdomsuddannelse. Ifølge Social- og Boligstyrelsen er det kun 50 pct. af unge, der er anbragt udenfor eget hjem, som gennemfører folkeskolens afgangsprøve (FSA), og kun 63 pct. af elever med en social indsats, som gennemfører. Af øvrige børn og unge er det hele 93 pct., der gennemfører FSA. Den forskel vil Lær for Livet, LB Foreningen og Esbjerg Kommune gøre op med.
Dokumenteret effekt – og behov for flere hænder
En analyse fra Kraka Economics viser, at Lær for Livet øger anbragte børns trivsel markant, øger deres chance for at bestå folkeskolens afgangsprøve og senere starte på en ungdomsuddannelse. Det skyldes blandt andet børnenes deltagelse på såkaldte læringscamps, og så skyldes det hjælp fra en frivillig mentor, som har et par timer om ugen til at støtte børnene fagligt og socialt. Det er netop de voksne, som kampagnefilmen sætter fokus på sammen med de lokale erhvervsdrivende i lokalområdet.
“På Esbjerg Kunstmuseum støtter vi Lær for livet, fordi vi tror på, at i kunstens rum vokser vi allesammen. Her er noget nyt at være fælles og samtale om, her er ingen forkerte svar, man får vakt friske tanker og finder ord og mod. Man får ganske enkelt nye billeder på verden og på sig selv,” siger Birgitte Ørum, museumsinspektør på Esbjerg Kunstmuseum.
“Vi har hos GAME Streetmekka valgt at støtte op om Lær for Livet, fordi vi tror på vigtigheden af fællesskaber, hvor unge føler sig set og hørt. Igennem gadeidræt og kultur vil vi være et trygt sted, hvor unge kan mødes på tværs af baggrund, kultur og identitet – et sted, hvor der kan opstå relationer, rollemodeller og den vigtige følelse af at høre til,” siger Robert Hansen, husleder i GAME Esbjerg.
“Hos Nordisk Film Biografer BROEN Esbjerg ser vi biografen som mere end et sted at se film. Vi ønsker at tage socialt ansvar og gennem samarbejder med blandt andet Lær for Livet og fx Børns Voksenvenner bidrage til fællesskaber, hvor børn og unge får positive oplevelser, stabile relationer og adgang til kultur. På den måde kan vi åbne biografen som et trygt og inkluderende rum, hvor alle børn får mulighed for at være en del af fællesskabet – uanset deres baggrund,” siger Finn Hansen, biografchef i Nordisk Film Biografer Esbjerg BROEN.
“Vi har en masse erhvervsdrivende i Esbjerg Kommune, som gerne vil bidrage med det, de kan, men vi mangler stadig frivillige mentorer i lokalområdet. Det kræver ikke en pædagogisk baggrund, bare lysten til at gøre en forskel for et barn, som har brug for en stabil voksen. Med en lille indsats kan man faktisk ændre et liv,” understreger Karen Haumann.
Udover at sætte spot på manglen af mentorer til børn og unge, bidrager de lokale erhvervsdrivende, som er med i kampagnen, også med donationer, som kommer børnene og de unge i Lær for Livet til gode. I 2026 afholder Lær for Livet nogle lokale events, hvor børn og unge kan få oplevelser doneret af Esbjerg Kunstmuseum, GAME og Nordisk Film Biografer i Esbjerg.
For mere information, kontakt:
Om Lær for Livet
Lær for Livets mission er at styrke læring, livsduelighed og fællesskaber for og med børn og unge i udsatte positioner. Vi anvender en evidensbaseret tilgang til at styrke den sociale mobilitet og sikre, at flere børn og unge i svære livsvilkår lykkes med at gennemføre folkeskolen og senere en ungdomsuddannelse. Det sker i tæt samarbejde med kommuner og med finansiering fra fonde. Vi slår ring om børn og unge i en langsigtet og helhedsorienteret indsats, hvor faglig, personlig og social udvikling sker via støtte fra frivillige mentorer, på såkaldte læringscamps og i lokale klubfællesskaber. Lær for Livets arbejde har dokumenteret positiv effekt for både det enkelte menneske og for samfundet.
Fakta om Lær for Livet i Esbjerg Kommune:
Bliv mentor:
Lær for Livets resultater:
Flere nyheder