Geeti Amiri vil sætte fokus på anbragte og udsatte børn

Geeti Amiri er ny ambassadør for organisationen Lær for Livet, som er et læringsprogram for anbragte og udsatte børn og unge. Geeti Amiri er kendt som forfatter, foredragsholder og skolelærer, og så har hun netop vundet Hørups debatpris 2020.

”Jeg har takket ja til at være ambassadør for Lær for Livet, fordi de omsorgsfuldt kæmper for at give anbragte og udsatte børn og unge en bedre fremtid. For et tidligere anbragt barn som mig selv, er det en kæmpe ære at være en stemme for børn, som vokser op i skyggen i verdens lykkeligste land,” udtaler Geeti Amiri om sin nye ambassadørrolle for Lær for Livet, der er et læringsprogram for anbragte og udsatte børn og unge. Som ambassadør skal hun blandt andet bidrage til at skabe synlighed om behovet for frivillige mentorer.

”I Danmark er der en tendens til at glemme de anbragte børn og unge, som lever med at være mærket af deres opvækst langt inde i voksenlivet, hvis de ikke får den nødvendige hjælp og støtte. Derfor synes jeg, det er så vigtigt at udbrede kendskabet til Lær for Livet, fordi mentorordningen består af dig og mig, som gerne vil gøre en forskel for børn, som har haft svære vilkår. Særligt udsatte unge udenfor storbyerne har brug for, at ressourcestærke mennesker melder sig på banen. Og jeg ved, at vi danskere er gode til at løfte i flok, uanset, hvor vi befinder os i landet,” siger Geeti Amiri.

Stærk og inspirerende rollemodel
Lær for Livets direktør, Illa Westrup Stephensen, er meget glad for at have Geeti Amiri med som ambassadør.

”Vi ønsker at styrke vores ambassadørhold med endnu en stærk person, som repræsenterer Lær for Livets værdier. Og vi ser Geeti Amiri som en modig, engageret og inspirerende rollemodel. Det er egenskaber, som vi ønsker at bringe videre til vores børn og unge i programmet,” fortæller Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet.

Ud over Geeti Amiri er skuespillerinden Lise Baastrup, musiker Simon Kvamm og tidligere landsholdsanfører Daniel Agger med på Lær for Livets ambassadørhold.

Foto: Marie Hald

Flere nyheder