Læringsulighed er et såkaldt vildt problem, der ikke findes simple løsninger på. Men Lær for Livet er på 10 år lykkedes med at skabe markante positive resultater for målgruppe i en meget udsat position. Hvad kan vi lære af det?
I juni i år var der en helt særlig fodboldkamp på Folkemødet på Bornholm. Her spillede anbragte og tidligere anbragte børn og unge en fodboldkamp for lige muligheder med politikere, meningsdannere, kunstnere, organisations- og erhvervsfolk. Anders Lund Madsen og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt kommenterede og dømte undervejs. Da kampen er fløjtet af, kommer en pige løbende op til Helle Thorning-Schmidt og tager megafonen ud af hendes hånd for at føre an i et kampråb for børnene og de unge. ”1, 2, 3, 4. Skal de ha’ et tak for kamp? De skal ha’ et tak for kamp.”
Pigen hedder Jasmin og er vokset op i en plejefamilie. Hun er et af de anbragte børn, som ifølge statistikkerne ikke har gode chancer for at klare sig godt i livet. Kun tre ud af ti udsatte, herunder anbragte børn, består folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse, mod ni ud af ti af deres ikke-udsatte kammerater. Kun to ud af 10 anbragte børn har seks år efter grundskolen gennemført en ungdomsuddannelse mod 7 ud af 10, der ikke er anbragte. Rent statistisk har Jasmin derfor betydeligt sværere odds end mange af sine jævnaldrende, når det handler om at få en uddannelse, hvilket taler ind i det såkaldte wicked problem eller vilde samfundsproblem, der handler om ulighed i læring. Det er wicked eller vildt, fordi der ikke findes kendte løsninger på det og det ikke bare lader sig løse af velfærdsstaten eller en enkelt aktør, men kræver samarbejde på tværs af sektorer – over lang tid. Og det er et samfundsproblem, fordi uddannelse ifølge forskningen er den vigtigste beskyttelsesfaktor mod udsathed i livet. Men Jasmin repræsenterer også en succeshistorie. Sidste år bestod hun sin studentereksamen og brød dermed den negative samfundsstatistik. Samtidig indgår hun nu i en positiv statistik fra læringsprogrammet Lær for Livet, hvis kampråb hun lod gjalde ud over fodboldbanen den dag på Folkemødet.
Lær for Livet blev sat i verden i 2012 som Egmont Fondens signaturprogram. Formålet var at styrke anbragte børns læring og livsduelighed. Afsættet var social indignation over, at vi som samfund lod en udsat gruppe børn i stikken ved at lade dem stå på perronen, når uddannelsestoget kørte. Her ti år efter har forskningen dokumenteret resultaterne af programmet. De anbragte børn, der, som Jasmin, har været en del af Lær for Livet, har markant bedre chancer for at klare sig i uddannelsessystemet, end en sammenlignelig gruppe børn, der ikke har været en del af programmet. Således består otte ud af ti folkeskolens afgangseksamen efter at have været en del af Lær for Livet og næsten otte ud af ti kommer videre på ungdomsuddannelser i de følgende år.
Lær for Livet har altså vist sig at kunne bidrage til løsningen af et vildt samfundsproblem. Og derfor vil vi som initiativtagere benytte programmets 10-års fødselsdag til at reflektere over, hvilke elementer af programmet, der har været særligt vigtige – og hvad vi har lært undervejs. For at vores erfaringer kan komme andre til gode og inspirere flere til at bidrage til at løse nogle af de andre vilde samfundsudfordringer, vi står over for lige nu.
Helt konkret er Lær for Livet bygget op omkring tre indsatsområder: Learning Camps, som er særligt tilrettelagte læringsforløb, en frivillig mentorordning og en brobygningsindsats, der forankrer børnenes læring fra camps i deres hverdag. Børnene starter i programmet, mens de er mellem 9 og 13 år og er en del af det i seks år. Under de tre indsatsområder er et fundament, som består af fire elementer:
1. Viden: Programmet blev skabt med afsæt i en grundig analyse af årsagerne til læringsuligheden for børn i udsatte positioner, og der blev fra starten afsat penge til følgeforskning. Dette for at sikre, at indsatsen kunne vokse ud fra det, der dokumenteret virkede – også selv om det krævede tid og tålmodig finansiering. Igennem årene blev vi bestyrkede i, at den valide dokumentation var afgørende for at sikre langsigtet forankring i en periode, hvor der er pres på velfærdskronerne.
2. Et stærkt børneperspektiv: De anbragte børn er en gruppe, som ofte går under radaren – i den enkelte klasse, i uddannelsessystemet og i den offentlige debat og det var fra starten en særskilt ambition at give børnene en stemme. Programmet blev designet på baggrund af input fra børnene, og de var med til at døbe sig selv Learning Kids og deres læringscamps Learning Camps. Undervejs blev vi mere og mere klar over, hvor afgørende vigtigt, det er at lytte til børnene som eksperter i deres eget liv. De har indsigter, som voksne omkring dem ikke har. Og de er i stigende grad blevet taget med på råd, i rapporter og på ministres kontorer. En af de helt store milepæle var, da en gruppe børn fra Lær for Livet – heriblandt Jasmin – skrev den kronik, som statsministeren siden brugte som afsæt for sin nytårstale i 2020. Ligesom det var en milepæl, da et barn fra Lær for Livet skrev forordet til regeringsudspillet Børnene Først (2021).
3. Partnerskaber: Ingen kan løse vilde problemer alene og tæt samarbejde med kommuner var helt afgørende for, at Lær for Livet overhovedet kunne komme i gang. Med tiden lærte vi, at vi opnåede den bedste effekt ved at indgå tættere partnerskaber med nogle kommuner, som kom helt ind i ”maskinrummet” og dermed kunne tænke Lær for Livet ind i deres pallette af indsatser, ligesom de kunne bidrage til løsninger i vores indsatser. Fx i forhold til brobygning mellem børnenes læring på camp og i skolen i hverdagen. Civilsamfundet spillede fra starten en vigtig rolle i og med, at hvert barn tilknyttes en frivillig mentor. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at mentorer ikke kommer af sig selv, men kræver tid og ressourcer at rekruttere og fastholde. I årenes løb er vi blevet klar over, at også gensidigt forpligtende partnerskaber med private virksomheder, fonde og civilsamfundsorganisationer er værdifulde og nødvendige i forhold til at løse et komplekst samfundsproblem. Et godt eksempel på, hvordan et partnerskab kan give værdi for både sagen, samfundet og virksomheden er vores partnerskab med forsikringsselskabet LB Forsikring, som vi indgik i 2018. LB Forsikring rekrutterer mentorer blandt både medarbejdere og medlemmer, som har en perfekt baggrund for mentoring. For børnene i Lær for Livet giver det større sikkerhed for, at de får en kompetent mentor. For LB Forsikring giver det mulighed for at tage et helt konkret socialt ansvar, som er i tråd med selskabets værdier og giver en tydelig profil overfor nuværende og fremtidige medarbejdere, medlemmer og andre interessenter. Andre vigtige partnerskaber for os er med Bikubenfonden – vi udvikler sammen et program, der skal støtte unge fra Lær for Livet i overgangen til voksenlivet – og med Lauritzen Fonden, hvor vi har særligt fokus på større grupper af børn i udsatte positioner fra Aalborg, Esbjerg og Helsingør.
4. Justeringer undervejs: Uanset hvor forberedte vi var, og hvor meget viden, vi baserede indsatsen på, kunne vi ikke være sikre på, hvordan børnene ville reagere på indsatsen, eller hvordan rammebetingelserne omkring dem ville udvikle sig (fx lovgivning). Derfor italesatte vi fra starten programmet som et laboratorium, hvor vi ville tilrette og åbent formidle indsigter og forandringer undervejs. Og der har været behov for at justere.
Et af mange eksempler er, at vi med tiden har lagt større og større vægt på børnenes personlige og sociale udvikling. Allerede de børn, der var en del af første årgang udtrykte, at det vigtigste for dem i Lær for Livet var ”at få venner” og ”at møde nogen som sig selv”. Men det tog os tid at forstå, hvad der lå i det. At det handlede om ikke at føle sig alene i verden, at lære at tro på sig selv, turde at række hånden op i klassen, og sige, hvad man mente. Ultimativt at gribe megafonen – også hvis den er i hånden på en tidligere statsminister. Hvor vi i starten altså havde fokuseret på børnenes faglige udvikling, lærte vi altså undervejs, at udvikling af sociale og personlige kompetencer er helt afgørende for dannelsen hos et barn i en udsat position.
Opsummerende har de ti års arbejde med Lær for Livet givet os den erfaring, at løsningen af et vildt samfundsproblem som læringsulighed, kræver mod og ydmyghed. Mod til at binde an med at forsøge at løse et problem, som alle erkender, men som ingen endnu er lykkedes med at løse. Ydmyghed over for, at problemet ikke er muligt at løse alene – men kræver samarbejde, tålmodighed og en vilje til at blive klogere og justere undervejs.
Vi er selvsagt glade og stolte over, at forskningsresultaterne understøtter, at det er muligt at lykkes. Lær for Livets model virker. Vi har partnerskaber med 47 kommuner, 350 frivillige mentorer og positive statistikker for børnene. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Læringsulighed er stadig et vildt problem, der påvirker alt for mange børn og unge. Mange børn i udsatte positioner får stadig ikke den nødvendige støtte. 45.000 unge 25-årige står stadig uden job og uddannelse.
Lær for Livet har for sin del udvidet sin målgruppe til ud over de anbragte børn også at omfatte børn med sociale foranstaltninger i hjemmet. For vi mener, at vi har en etisk forpligtelse til at udbrede Lær for Livets model. Vi kan bare ikke gøre det alene. Derfor er denne 10-årsstatus og succeshistorie også en appel. Til os alle sammen som borgere, til private virksomheder, kommuner og stat samt de danske fonde.
Som borgere kan vi alle tage et socialt ansvar. Give en time af vores tid en gang om ugen til at være mentor for og læse lektier med et barn i en udsat position. Ved at have blik og drage omsorg for de børn i ens eget barns klasse, som har brug for en hjælpende hånd med det faglige eller med det praktiske og sociale, når klassen skal på tur eller har projektuge.
Som privat virksomhed kan man inkorporere det sociale ansvar i sin forretning. Engagere sine medarbejdere, sine brugere, sine kunder i et formål, der rækker ud over dem selv og den økonomiske bundlinje. Det giver mening for både medarbejdere, virksomhed og samfund.
Som fond kan man understøtte Lær for Livets videre udvikling og udbredelse til gavn for mange flere børn og unge med stort støttebehov.
Som kommune kan man investere i løsninger, der langsigtet bidrager til et bedre liv for borgerne og ikke blot symptombehandler. Også selv om det indledningsvist kræver mere administration og etablering af samarbejdsstrukturer på tværs af forvaltninger.
Som stat kan man understøtte udviklingen ved at anerkende de modeller, der virker, og medfinansiere deres drift. Kort sagt sætte dem på finansloven, når de har bevist deres værd. Og dermed geare den investering af tid og ressourcer, der ligger fra de øvrige partnere. Her går Den Sociale Investeringsfond foran, og vi er i Lær for Livet i gang med et spændende samarbejde med Aarhus Kommune, som strækker sig over mange år med blandt andre Den Sociale Investeringsfond og Lauritzen Fonden. Men hvis vi skal blive bedre til at løse vilde problemer, er der brug for, at det offentlige i langt hørere grad end det sker i dag tænker løsning af vilde problemer i et investeringsperspektiv.
Igen – det kræver ydmyghed og mod. Til gengæld er det værdifuldt for både den enkelte og for samfundet, når vi lykkes. Zacharia, tidligere anbragt, deltager i Lær for Livet, som i dag har gennemført en HF og læser til socialpædagog, får det sidste ord.
”Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke have mødt så mange voksne gennem Lær for Livet, som troede på mig og støttede mig i forhold til uddannelse. Mange anbragte havner i dårlige statistikker – størstedelen har ikke 9. klasses eksamen. Det er en kæmpe frihed, at man kan få en uddannelse og kan klare sig selv.”
Kronikken blev bragt i Politiken den 6. august.
Flere nyheder