Lån bøger af Lær for Livet

International forskning viser, at jo mere børn læser (og forstår det, de læser), jo større succes får de i skolen. Fx har børns læsekompetencer også betydning for, om de kan læse og forstå opgaverne i problemregning. Her kan du møde en mentor og en plejemor og plejebarn, der fortæller om deres erfaringer med Læs sammen-konceptet.

Lær for Livet valgte i 2020 at igangsætte et nyt koncept ”Læs Sammen”, som er støttet af Novo Nordisk Fonden. Konceptet er inspireret af den anerkendte amerikanske metode ”Guided Reading”, der styrker børns læselyst og læsekompetencer, fordi de får struktureret hjælp undervejs. Målet er at give børnene nogle gode læseoplevelser med deres mentor eller nærmeste voksen. Metoden er særligt effektiv for de børn, der ikke i forvejen læser i hjemmet.

Nadia og Mette læser sammen

En stor læseindsats fra plejemor Mette og udvalget af spændende bøger fra Lær for Livets ”Læs Sammen- projekt”, har gjort 14-årige Nadia til en læsehest, som selv opsøger bøgernes verden.

Nadia og hendes plejemor Mette er hjemme en mandag formiddag i juni, fordi der er udbrudt Corona på Nadias skole, så der er tid til en snak over telefonen om ”Læs Sammen”- projektet.

Nadia har boet hos Mette i fire år. Da Nadia flyttede ind, var hun ikke glad for at læse. Mette læste meget med Nadia. I starten  brugte de læsekort, så Nadia kunne se, hvilken linje hun var kommet til. Mette brugte tid på at snakke om teksterne og forklare de svære ord.Det syntes Nadia var lidt irriterende. Men så fik Nadia øje på noget spændende på Lær for Livets Instagram.

Bøger gør det nemmere at tale om følelser

Nadia følger Lær for Livet på Instagram og læste derfor selv om initiativet med at læse sammen. Hun foreslog Mette, at de skulle låne nogle bøger, og så lånte de ”Jagten” af Anne-Marie Donslund. De blev begge tændte. ”De bøger er så spændende,” siger de i munden på hinanden.

”Vi læser i samme bog og skiftes til at læse kapitler højt for hinanden. Serien har været god for os at læse, fordi der er mange følelser involveret, den rammer tit noget i mig – det betyder, at vi kan snakke om følelser, og hvorfor jeg bliver ked af det og rørt,” siger Nadia. Bøgerne handler om emner som svigt, vold, venskaber og forelskelser.

”Hvornår udkommer bind nr. 8? Bøgerne er så spændende, at vi dårligt kan vente,” siger Mette. Nadia følger trop ”Jeg håber det bliver i år, det må det næsten blive”.

Efter afslutningen af serien fortsætter Nadia med Spektrum-serien alene. Den handler om en ødelagt familie, venskaber, kærlighed og skæbnesvangre valg. Nogle  af de samme temaer som i ”Jagten” med spænding og svære følelser.

 

Jonas og Annette læser sammen

Annette er mentor for 15-årige Jonas. Det har hun været siden 2018 – særligt hjælper hun Jonas med læsning, og siden 2020 har de gjort brug af bøger fra Lær for Livets ”Læs sammen-projekt”.

Annette fortæller over telefonen, at hun henter Jonas hver mandag, når skolen slutter. De kører hjem til Jonas´ plejeforældre og hygger lidt, inden de går i gang med læsningen.

Tidligere gik Annette og Jonas på biblioteket for at finde bøger. Annette fortæller, at det godt kunne være lidt svært at finde lige de bøger, som Jonas havde lyst til at læse. Med ”Læs Sammen-projektet” får Annette tilsendt bøgerne. Hun kan skrive til Lær for Livet, hvilke bøger hun ønsker, og om hun ønsker at fortsætte med den serie, som hun måske har fået 1. bog af, eller ønsker materialer med andre lixtal etc.

Nemt og skønt med nye bøger

”Det er bare så nemt,” siger Annette. Yderligere roser hun projektet, fordi bøgerne er nye, som hun siger ”det betyder noget, at bøgerne er nye, at man ikke får noget gammelt skrammel, og praktikken er så fin, jeg har bøgerne få dage efter, jeg bestiller dem.”

En dannelsesrejse at læse

Annette har i mange år undervist i dansk i gymnasiet og på HF. ”Det vigtigste for mig er ikke lixtallet, jo selvfølgelig vil jeg gerne have, at Jonas bliver bedre, men for mig er det i lige så høj grad en dannelsesrejse at læse,” forklarer Annette og fortsætter.

”Man kommer til at diskutere alt muligt. Fx har vi været på nettet for at kigge på indfødsretsprøven og læse om børnehjem i andre lande, men måske allervigtigst, så kommer vi til at tale om følelser, fordi det bliver legitimt at tale om dem, når vi læser om dem. Vi kommer også til at snakke om, hvordan man forholder sig til andre mennesker”.

Læsestunder er et trygt rum

Sidste forår havde de en død læseperiode på grund af Corona, men hen over sommeren kom de i gang igen. Der bliver læst mange bøger, fordi Jonas får lektier for. Jonas er god til at huske at læse, men plejefamilien hjælper også med at minde Jonas om læsningen. Jonas og Annette har blandt andet læst ”Hitman”, som Annette absolut ikke kan anbefale. Den handler om en familie af lejemordere. Men Jonas har insisteret, så de har læst bøgerne.

”Mørkeræd” er en anden serie, som Jonas også synes om, en rigtig gyserserie. Den handler om pigen Krathulhu, der kan forvandle sig til en kæmpe blæksprutte.
”Her er vi mere ovre i fantasygenren, det synes jeg er meget bedre at læse,” siger Annette.

Generelt har Jonas stor glæde af serier, fordi de giver så stor genkendelighed både med hensyn til miljøer og personer.

Annette betragter deres ”Læs sammen”-stunder, som et trygt rum for Jonas, og som hun siger ”der kommer mange spørgsmål op at vende, når man sidder sammen sådan en mandag eftermiddag”.

Fakta om Læs sammen

Lær for Livet udsender bogpakker med ca. tre bogtitler samt opgaver og/eller læseguides til hver bog. Både mentorer og børnenes hjem kan være tilmeldt sammen med deres børn. Den voksne læser typisk sammen med barnet. Barnet kan også læse alene, hvis ikke der er mulighed for at læse sammen. Når bøgerne er læst, sendes de retur, og en ny bogpakke sendes afsted. Der er returlabel i pakkerne, så de sendes tilbage uden omkostninger.

Lær for Livet har bøger indenfor alle genrer og niveauer og indkøber løbende bøger, så det er muligt at komme med ønsker. Skriv til lars@laerforlivet.dk for mere information og tilmelding.

Flere nyheder