De to markante kræfter, Jacob Bundsgaard og Morten Høyer, træder ind i Lær for Livets bestyrelse og skal nu være med til at udvikle Lær for Livet de kommende år.
Lær for Livet udvider sin bestyrelse med to kompetente profiler nemlig tidligere borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, og politisk direktør i DI, Morten Høyer. Begge bringer solid erfaring fra det politiske system, kommunale beslutningsprocesser og arbejdet med børne- og socialområdet.
Jacob Bundsgaard og Morten Høyer skal bidrage til at styrke Lær for Livets strategiske arbejde og understøtte organisationens fortsatte udvikling af indsatser for børn og unge i udsathed. Det skal bidrage til, at endnu flere børn og unge kommer igennem folkeskolen og får en ungdomsuddannelse.
Bestyrelsesformand i Lær for Livet, Henrik Mulvad, der er partner i Kraka Economics, ser stor værdi i de to nye medlemmer:
“Med Jacob Bundsgaard og Morten Høyer får vi to stærke profiler ind i bestyrelsen, som både har dyb indsigt i de kommunale og politiske beslutningsprocesser og samtidig et indgående kendskab til de områder, der er afgørende for vores målgruppe. De kommer til at bringe nye stærke kompetencer ind i bestyrelsen, og deres erfaring bliver en vigtig styrke i arbejdet med at udvikle Lær for Livet i de kommende år,” siger Henrik Mulvad.
Jacob Bundsgaard og Morten Høyer bliver en del af bestyrelsen – med Henrik Mulvad som formand – sammen med resten af bestyrelsen bestående af: næstformand Gurli Martinussen, formand for Rådet for Sociale Investeringer, Heidi Sørensen, direktør i Egmonts Fondssekretariat, Jan Dehn, velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune samt Helene Bækmark, strategisk konceptudvikler og bestyrelsesmedlem.
“Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsfuldt, end at give udsatte børn og unge en bedre livschance. Vi ved, at uddannelse er helt afgørende for at kunne klare sig godt. Lær for Livet har siden 2012 givet anbragte og andre udsatte børn og unge et rygstød til at kunne vokse og realisere deres drømme. Det vil jeg gerne være med til at bære videre og forhåbentligt give endnu flere muligheden for at opleve,” udtaler Jacob Bundsgaard.
“Alt for mange børn og unge i udsatte positioner får ikke de samme muligheder som andre for at lykkes i skolen og komme videre i livet. Det er både et menneskeligt og et samfundsmæssigt tab. Lær for Livet arbejder ambitiøst og konkret med at give børnene troen på egne evner, faglig styrke og adgang til fællesskaber, der kan bære dem videre. Det arbejde vil jeg meget gerne bidrage til med min erfaring fra politik, uddannelse og samfundsudvikling,” siger Morten Høyer.
Jacob Bundsgaard: stærk kommunal og socialfaglig profil
Jacob Bundsgaard har været borgmester i Aarhus Kommune i perioden 2011-2024 og er i dag selvstændig rådgiver samt direktør i Modus Advisory. Han har tidligere været formand for Kommunernes Landsforening fra 2018-2022 og næstformand i samme organisation i perioden 2022-2024.
Bundsgaard har desuden erfaring som rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune (2010-2011) og har dermed et indgående kendskab til både målgruppen for Lær for Livets arbejde og de kommunale rammer, organisationen opererer i. Jacob Bundsgaard er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
Morten Høyer: tung erfaring fra politik, interessevaretagelse og uddannelsesområdet
Morten Høyer er politisk direktør i Dansk Industri og har gennem en lang karriere arbejdet tæt på både det politiske system og civilsamfundets organisationer.
Han har tidligere været direktør for politik og kommunikation i Landbrug & Fødevarer samt særlig rådgiver i Justitsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Social- og Integrationsministeriet. Derudover har han været politisk rådgiver i Socialdemokratiet og konsulent i KL.
Morten Høyer har også en baggrund som lærer på Ribe Statsseminarium og er uddannet i Public Administration fra Roskilde Universitet. Hans erfaring spænder bredt over både børne- og socialområdet samt strategisk politisk interessevaretagelse.

Lær for Livets bestyrelse og direktør Karen Haumann. Jacob Bundsgaard ses yderst til højre, og Morten Høyer yderst til venstre.
Om Lær for Livet
Lær for Livets vision er, at alle børn og unge i udsathed kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Vores mission er at styrke deres læring, livsduelighed og fællesskaber, så de står stærkere i skolen og i livet. Det gør vi i tæt samarbejde med kommuner og fonde. Lær for Livet arbejder ud fra et ressourceorienteret børne- og ungesyn. Det betyder, at vi er ambitiøse på alle børns vegne og fokuserer på deres styrker, potentialer, drømme og håb. Lær for Livets arbejde har dokumenteret positiv effekt for både det enkelte menneskes trivsel, selvtillid og fremtid og for samfundet som helhed.
Læs mere på www.laerforlivet.dk
For yderligere information kontakt:
Dorthe Pihl, kommunikationschef i Lær for Livet
Tlf.: 41 25 02 25