Ni ud af 10 mentorer vil anbefale andre at blive mentor

En ny undersøgelse blandt Lær for Livets mentorer viser, at 91 procent af mentorerne er så glade for at være mentor, at de vil anbefale andre at blive mentor.  Til gengæld savner flere at mødes med andre mentorer og deres mentorbørn lokalt. En ny frivilligstrategi i Lær for Livet baner vejen for flere lokale arrangementer.

Jeg synes det kunne være sjovt at lave noget fælles, men det er svært at starte op selv.”

Sådan skriver en af Lær for Livets mentorer i den seneste undersøgelse blandt Lær for Livets frivillige mentorer. Faktisk er der i undersøgelsen stor efterspørgsel på fælles aktiviteter, hvor mentorer og børn kan mødes med andre børn og mentorer fra Lær for livet.

Lær for Livets nye frivilligchef, Thomas Lynderup Kirkeskov, fortæller om arbejdet med at skabe lokale fællesskaber blandt mentorer, andre frivillige og Learning Kids:

”Vi vil i de kommende år arbejde hårdt for at skabe en langt større, lokal forankring af vores eksisterende aktiviteter i Lær for Livet, ligesom vi vil arbejde for at brede paletten af aktiviteter ud. På den måde skal vi sikre, at vi slår en så stærk ring omkring børnene som overhovedet muligt med både nationale såvel som lokalt forankrede aktiviteter, fortæller frivilligchefen, og uddyber

”En vigtig del af dette arbejde er, at frivillige mentorer såvel som interviewere, camp medarbejdere og klubfrivillige, får mulighed for at mødes på tværs og skabe et lokalt fællesskab omkring den fælles sag – omsorgsfuld læring for anbragte og udsatte børn. Herunder at skabe klubaktiviteter eller andre aktiviteter, hvor mentorer og børn kan mødes i mindre grupper på tværs.”

Thomas Lynderup Kirkeskov fortæller samtidig, at Lær for Livets ambitioner om mere lokal forankring betyder, at der er brug for lokale ildsjæle, der har lyst til at bidrage til at skabe den lokale udbredelse af Lær for Livets aktiviteter. Og han opfordrer alle interesserede til at ringe eller skrive til Lær for Livets frivilligteam og høre mere om, hvordan man kan bidrage til den lokale forankring. Kontaktoplysninger findes nederst i denne artikel.

Savner kontakt til skolen
Nogle mentorer efterlyser mere kontakt og dialog med mentorbarnets skole, mens andre, er tilfredse med at står helt uden for det etablerede system. Lær for Livet arbejder i flere partnerkommuner på en ny model, der skal gøre samarbejdet med skolen nemmere.

Lær for Livets frivilligchef understreger, at samarbejdet med skolen altid skal ske efter aftale med barnets voksne i hjemmet. Men lige nu arbejder Lær for Livet med at gøre sig erfaringer med et mere formaliseret samarbejde mellem mentor og lærer, som nogle skoler og nogle af Lær for Livets mentorer efterspørger.

”I samarbejde med Esbjerg, Aalborg og Odsherred kommune har Lær for Livet siden efteråret haft fokus på, hvordan parterne sammen kan formalisere rammerne for et styrket samarbejde mellem mentor og lærer. I den proces har kommunerne bistået med relevante kontaktoplysninger på de af børnenes lærere, som ønsker mentorkontakten, mens Lær for Livet har stået for kontakten ud til de enkelte mentorer,” forklarer projektleder på pilotprojektet Josephine Lykke Rasmussen.

At gøre en forskel
Når mentorerne bliver bedt om at svare på, hvad de finder mest væsentligt ved mentorrollen, så svarer den ene halvdel af mentorerne, at de ser deres opgave som primært faglig, mens den anden halvdel (inkl. andet) opfatter deres rolle som værende primært social/personlig/kulturel. ​Under ”andet” lægger det overvejende flertal vægt på at være en ”voksenven” og generelt at være en stabil person i barnets liv.

​På spørgsmålet om, hvad de selv får ud af at være mentorer, svarer flertallet, at de gør en forskel for barnet, mens mange også angiver, at de udvikler sig selv og bliver klogere på udsatte børn. En mentor svarer således:

Jeg bruger nogle af de ting, jeg har lært og erfaret i Lær for Liver i mit arbejde som folkeskolelærer.”

En anden mentor beskriver sin mentorrolle som ”En som støtter og bidrager til, at mentorbarnet oplever sig værdifuld og værdsat. Bidrager til selvværd, selvtillid og tro på sig selv.”

Efterlyser hurtigere hjælp
Mens hele 94 pct. oplever at få den nødvendige hjælp fra Lær for Livet, når de har brug for det, er der alligevel en gruppe mentorer, som har oplevet, at det var svært at komme igennem til Lær for Livet eller at hjælpen ikke er kommet prompte nok. Frivilligchef Thomas Lynderup Kirkeskov fortæller, at det giver anledningen til et kvalitetstjek.

”Vi gør alt, hvad vi kan for at understøtte mentorernes arbejde så godt som muligt. Men en gang imellem kan det kikse i kommunikationen eller i koordinationen internt. På baggrund af svarene fra surveyen vil vi tage et kvalitetstjek på vores opfølgning og tilbagemelding på de henvendelser, vi får – også dem der er lidt svære,” forklarer han.

Om undersøgelsen
Lær for Livet har i december 2021 i samarbejde med Oxford Research udsendt en survey til 193 mentorer fra årgang 2016-2020, hvoraf 130 færdiggjorde undersøgelsen. Det giver en svarprocent på 67.

Kontakt til Lær for Livets frivilligteam:

+ 45 29 90 83 28

kontakt@laerforlivet.dk

Flere nyheder