Lise Baastrup

Skuespillerinden Lise Baastrup er ambassadør for Lær for Livet. Det har hun været siden 2016, og har gennem årene besøgt Lær for Livets børn og unge på Learning Camp til stor glæde og gavn for alle. Om sin rolle som ambassadør fortæller hun:

”Jeg er stolt af at være ambassadør for Lær for Livet. Det er faktisk en kæmpe ære at være det. Jeg synes, at vi alle sammen skal gå i skole. Jeg synes alle skal være glade for at gå i skole og jeg synes ikke, at det skal være besværligt at gå skole. Vi er bare ikke alle sammen så heldige. Derfor er det rigtig fedt at være med til at fortælle, at alt kan lade sig gøre ligegyldigt, hvem du er og hvor du er, og at fremtiden er lige over på den anden side.”

På camp inspirerer og hjælper hun børnene ved at fortælle om sin egen skolegang og vejen mod at blive en af landets mest efterspurgte skuespillerinder på både film, tv og teater. Lise Baastrup kommer med et eksempel fra sin egen læringsrejse:

”Det at lave fejl. Det har været det bedste, jeg nogensinde har lært mig selv. Sådan en stor opfinder som Edison, der lavede vores elpære, han brugte mange år på at fejle. Han lavede 2000 eksemplarer inden han kom til nummer 2001, der er den elpære vi bruger i dag. Edison mente ikke, han fejlede. Han mente derimod, at han kom frem til 2000 måder, hvorpå det ikke skulle gøres.”

Senest har Lise Baastrup med inspiration fra sin deltagelse i tv-programmet STORMESTER udfordret alle Lær for Livets børn og unge til en omgang kreativ problemløsning, hvor der skulle findes skøre løsninger på vanvittige opgaver.

Ud over Lise Baastrup, er musikeren Simon Kvamm, tidligere landsholdsanfører Daniel Agger samt forfatter, debattør og lærer Geeti Amiri med på ambassadørholdet.

Læs om dem her