Simon Kvamm

Musiker Simon Kvamm er ambassadør for Lær for Livet. Det har han været siden 2017, og har gennem årene bidraget med at bringe mere musik ind i Lær for Livets camps. Om sin rolle som ambassadør fortæller han:

”Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at hjælpe med at forbedre udsatte børns fremtidsmuligheder, kunne jeg ikke sige nej. Fra mit arbejde med Musikstarter ved jeg, hvor meget det rykker at være sammen med andre på camp, og hvor pissesjovt det er. Det burde flere få mulighed for.”

Simon Kvamm har brugt sin musikkarriere som afsæt for projektet Musikstarter. Formålet med Musikstarter er at få flere børn og unge til at opleve glæden i at være sammen omkring musik. Det koncept har Simon medbragt på Learning Camp, hvor han har afholdt musikworkshops for børnene.

Lær for Livets direktør, Illa Westrup Stephensen, er meget glad for at have Simon Kvamm med som ambassadør:

”Vi ser Simon Kvamm som en ambitiøs, engageret og yderst troværdig person med en høj grad af integritet. Det er egenskaber, som spejler de værdier, vi ønsker at lære vores børn og unge. Det handler om at udfordre sig selv, blive ved, selvom det er svært og gerne gøre det sammen med andre,” fortæller Illa Westrup Stephensen og tilføjer:

”På vores Learning Camp oplever vi ofte, hvordan musikken forløser, opmuntrer og bringer sammenhold og fællesskab mellem vores Learning Kids, og det bidrager Simon Kvamm om nogen til.”

Ud over Simon Kvamm, er den tidligere landsholdsanfører Daniel Agger, skuespillerinden Lise Baastrup samt forfatter, debattør og lærer Geeti Amiri med på ambassadørholdet.

Læs om dem her