Alexander Engel

Alexander Engel blev ambassadør i Lær for Livet i 2024. Han arbejder til daglig med at øge repræsentation og diversitet i musikbranchen og kultursektoren, og har over 10 års erfaring i brancherne med blandt andet talentudvikling, oplæg, kurser og som musikcoach.

Alexander afholder rap-workshops for særligt børn og unge i udsatte positioner for at skabe fællesskaber, give de unge en stemme og selvtilliden til at bruge den. Som 18-årige stiftede han en af Danmarks første rapskoler i Furesø Kommune, og for sit arbejde modtog han i 2014 kommunens Integrationspris.

Nu glæder Alexander sig til at støtte op om børn og unge i Lær for Livet.

”Jeg glæder mig først og fremmest til at møde alle børnene i Lær for Livet, og samtidig være med til at skabe noget awareness og sprede budskabet omkring organisationen, da deres arbejde er ekstremt vigtigt,” siger Alexander Engel.

Alexander Engel er også kursusleder på talentforløbet Restage, som kæmper for en styrket minoritetsetnisk repræsentation i den danske musikbranche. I 2018 blev han medstifter af det uafhængige musikselskab Affilliated, som arbejder med en vision om at gøre musikbranchen mere transparent.

Alexander Engel slutter sig til Lær for Livets hold af ambassadører, som også består af musiker Simon Kvamm, musiker JJ Paulo, forfatter og debattør Geeti Amiri, skuespillerinde Lise Baastrup, og tidl. fodboldspiller Daniel Agger.