Er du Lær for Livets nye kommunikationskonsulent?

Vil du arbejde med kommunikation i en organisation, der arbejder for at styrke den sociale mobilitet for børn og unge i udsatte positioner? Har du en skarp pen og evnen til at få de gode historier ud over rampen? Så er du måske Lær for Livets nye kommunikationskonsulent. 

Som kommunikationskonsulent skal du være med til at skabe synlighed om Lær for Livets arbejde og resultater både i pressen, i trykte materialer, i præsentationer og på Lær for Livets digitale platforme.  

Lær for Livet samarbejder med mange interessenter i både kommuner, fonde og familier, som har forskellige behov for information via forskellige kanaler – derfor søger vi dig, der har erfaring med at formidle historier i både tekst, grafik og billeder.  

I Lær for Livet vægter vi børne- og ungedeltagelse højt, og vi arbejder blandt andet for, at børn og unge i udsatte positioner har en stemme i deres egen sag og i den offentlige debat. Derfor er det en fordel, hvis du har politisk forståelse og interesse i at styrke børn og unges demokratiske deltagelse.   

Kommunikatør med skarp pen
Vi forventer, at du er en formidabel formidler med en flydende pen, der kan vinkle en historie og ramme mange forskellige målgrupper. 

Du skal kunne agere med hjerne og hjerte og finde glæde i at møde børn og voksne på fx camps, uddannelsesweekender og andre events, hvor du er med til at formidle de gode historier fra børn og frivillige.  

Som kommunikationskonsulent i Lær for Livet skal du bl.a. arbejde med: 

  • Pressekontakt, pressemeddelelser og debatindlæg 
  • Formidling af de gode historier om børn og frivillige 
  • Indhold til sociale medier og web 
  • Artikler til nyhedsbreve og informationsmateriale 
  • Afdække policy-forslag med betydning for Lær for Livets målgruppe 
  • Deltagelse i events – fx på camps og workshops. 

Om dig
Du trives i et sekretariat, hvor opgaverne er alsidige, og hvor vi løfter i flok. Du bliver en del af et lille kommunikations-team, som ud over kommunikationschefen består af en kommunikationskonsulent og en studentermedhjælper. Du vil referere til Lær for Livets kommunikationschef Dorthe Pihl. 

Det er en fordel, hvis du har erfaring med journalistisk formidling og lettere grafisk arbejde i fx Indesign eller Canva.  

Din uddannelsesbaggrund er formentlig inden for journalistisk eller kommunikation fx fra DMJX eller RUC. Du kan være nyuddannet, men gerne med nogle års erfaring som journalist eller kommunikatør i mediebranchen, bureau, virksomhed eller NGO.  

Ansøgning og kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kommunikationschef Dorthe Pihl på mail: dorthe@laerforlivet.dk eller telefon: 41250225. 

Send din ansøgning og CV via dette link til ansøgning senest mandag den 4. marts 2024 kl.12.00.

Vi afholder samtaler umiddelbart herefter. Stillingen er fuldtid og ønskes besat snarest muligt.  

Om Lær for Livet
I Danmark har vi lige og fri adgang til uddannelse, men ikke lige muligheder for at gennemføre den. Kun 27 procent af de unge i udsatte positioner har gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter folkeskolen. Det gælder for 77 procent af deres ikke-udsatte kammerater.  

Lær for Livets mission er at styrke læring, livsduelighed og fællesskaber for og med børn og unge i udsatte positioner. I Lær for Livet tror vi på, at alle børn har styrker og ressourcer. Derfor møder vi alle børn og unge med anerkendelse, krav og positive forventninger.  

Børnene er en del af Lær for Livet i seks år, hvor de kommer på Learning Camps, får tilknyttet en frivillig mentor, og vi bygger bro til barnets nærmiljø. Indsatsen er finansieret af fonde, virksomheder og kommuner med deltagende børn og unge.  

Vi bor på Hejrevej 43, 2400 København NV. Læs mere på www.laerforlivet.dk 

Søg jobbet