Lokale klubber

 

Har du mod på at gøre en forskel, og har du lyst til at planlægge og gennemføre sjove og lærerige aktiviteter med børn i udsatte positioner i dit lokalmiljø? Meld dig som frivillig i en af Lær for Livets lokale klubber!

 

Lær for Livet ønsker med lokale aktiviteter for børnene i programmet at støtte op om deres generelle trivsel og livsduelighed ved at give dem mulighed for at være en del af et fællesskab, der hvor de bor.

Børn og unge i udsatte positioner deltager langt mindre i lokale fællesskaber end andre børn og unge. Som frivillig i en af vores klubber, hjælper du dem med at blive en del af et fællesskab. Du vil, ligesom børnene, få fyldt rygsækken med gode og lærerige minder og samtidig få lidt ekstra krymmel til dit CV. Du vil komme på et kursus, hvor du vil blive klædt godt på til opgaven som frivillig i Lær for Livet.

Du vil blive klædt på til opgaven af erfarne kræfter i Lær for Livet, ligesom vi løbende tilbyder arrangementer af faglig karakter, der kan give nye og spændende perspektiver. Du vil være en del af et team, der samarbejder om at give børn i udsatte positioner minder for livet, nye venskaber og gode læringsoplevelser.

 

Spørgsmål og svar om Lær for Livets klubber

Hvad går Lær for Livets klubber ud på?
Vi leger, mens vi lærer, og vi skaber nye venskaber og gode læringsoplevelser for både børn og frivillige i Lær for Livets lokale klubber. Aktiviteterne, du skal være med til, kan være alt fra brætspilsaftener, friluftsture og fællesspisning. Vi sætter samvær og meningsfulde oplevelser højt på dagsordenen, hvad enten det er i naturen, i køkkenet eller i samtalen. Vi forsøger altid at integrere sjov læring i aktiviteterne, da Lær for Livets hovedformål er at styrke børnenes livsduelighed. Vi bygger desuden bro til det lokale foreningsliv, og klubbens aktiviteter kan derfor også være at besøge fx en badmintonklub eller spejderkorps. Formålet er at få børnene integreret i allerede eksisterende børnefællesskaber. .
Hvad bliver min opgave i Lær for Livets klubber?
Som frivillig har du i høj grad selv mulighed for at have indflydelse på, hvilke aktiviteter I vil have fokus på i klubben. Klubbens indhold skal gerne tilpasses de børn, der deltager og imødekomme deres interesser og behov. Som team planlægger I aktiviteter, der tilgodeser både de børn, der fortrækker aktiviteter med fart på, mens andre er mere til de rolige og hyggelige aktiviteter. I kan også benytte de lokale tilbud, der allerede eksisterer i jeres lokalmiljø. Med andre ord er der frihed under ansvar, og vi står klar på Lær for Livets sekretariat til at bistå med planlægningen.
Hvilke kompetencer skal jeg have?
Vi stiller umiddelbart ikke krav om en specifik uddannelse, men har du arbejdet med børn, selv haft børn, eller er uddannet inden for børneområdet, vil det være en fordel. Men du er også velkommen uden! Det vigtigste er at du nyder at være sammen med børnene og hjælpe dem til at danne venskaber, indgå i fællesskaber, at turde afprøve det lokale foreningsliv mv. Du vil under alle omstændigheder blive klædt på med viden om vores børn og introduktion til vores pædagogiske tilgang. Derudover forventer vi, at du er klar til at tage ansvar med et tålmodigt, rummeligt og empatisk sind, samt at du vil bidrage til at skabe gode forudsætninger for børnenes læring og trivsel. Alle frivillige i Lær for Livet skal indsende deres straffe- og børneattest.
Hvor ofte skal jeg deltage?
Vi afholder klub hver 14. dag. Om du deltager hver eller hver anden gang, eller endda sjældnere, aftaler du med dit team. Vi håber, at du også vil bidrage med dine gode idéer til aktiviteter og planlægning. Jeres lokale team kan selv beslutte hvilken ugedag og tidspunkt, der passer bedst for jer og børnene.
Hvor søger I frivillige?
Vi søger pt frivillige til de lokale klubber i: Vordingborg, Odsherred, Helsingør, Høje Taastrup, Skanderborg, Aalborg og Esbjerg.
Hvad er Lær for Livet?
Lær for Livet er et langsigtet og helhedsorienteret læringsprogram, der skal styrke børn og unge i udsatte positioner både fagligt og socialt, så de på sigt kan gennemføre en ungdomsuddannelse. I Lær for Livet får barnet mulighed for at knytte nye venskaber med andre børn på Learning Camps og i de lokale fællesskaber. Barnet får også en frivillig mentor, der kan støtte op om skolearbejdet og barnets tro på egne evner. Mentor bliver informeret om klubaktiviteterne og er en vigtig samarbejdspartner i klubben, da de kan hjælpe med at motivere barnet til at dyrke foreningslivet. Til nogle klubgange inviteres mentorerne med.

Information og kontakt
Er du interesseret, så send en ansøgning via linket her Ansøg her

Har du andre spørgsmål, er du velkommen til at kontakte frivilligkonsulent Gunver Christy Justesen på 2492 2923

Vi glæder os til at høre fra dig.