Kommunikationspraktikant med flair for sociale medier

Drømmer du om at arbejde med kommunikation og sociale medier i en NGO? Og mangler du en praktikplads i foråret 2024 i København? Så kan du blive Lær for Livets nye praktikant.

Som praktikant i Lær for Livet indgår du i et dynamisk sekretariat, der arbejder for, at flere børn og unge i udsatte positioner kan gennemføre folkeskolen og en ungdomsuddannelse. Det gør vi blandt andet via en mentorordning og Learning Camps.

Som kommunikationspraktikant vil du få erfaring med en bred vifte af kommunikationsdiscipliner, herunder sociale medier. Derudover vil du få erfaring med at skrive tekster til Lær for Livets hjemmeside, til nyhedsbreve såvel som udvikling af kampagner til rekruttering af frivillige. Desuden vil du få opgaver i forbindelse med Lær for Livets deltagelse på folkemødet 2024.

Som praktikant hos Lær for Livet kommer du til at prøve kræfter med:

  • At arbejde med rekruttering af frivillige mentorer.
  • At producere indhold til sociale medier
  • At teste og afsøge nye tendenser på sociale medier.
  • At udarbejde og idéudvikle indhold til kampagner.
  • Projektkoordinering i fm. Lær for Livets deltagelse på Folkemødet 2024
  • At vinkle, skrive og afsætte pressehistorier.
  • At gøre en forskel for en god sag.

Vi forventer, at du:

  • Er initiativrig.
  • Skriver et korrekt og godt dansk.
  • Har lyst til at formidle de gode historier.
  • Arbejder selvstændigt og struktureret.
  • Er i gang med en uddannelse inden for kommunikation.

Praktikken:

Som praktikant bliver du en del af Lær for Livets sekretariat på Hejrevej 43, 2400 København NV, hvor et engageret team af erfarne medarbejdere, studentermedhjælpere, andre praktikanter og frivillige er klar til at tage godt imod dig. Praktikken løber fra den 1. februar til 1. juli 2024 eller efter aftale. Arbejdstiden er 30-37 timer om ugen. Praktikken er ulønnet, men du får gratis frokostordning og fleksibilitet i arbejdet. Derudover får du løbende vejledning og feedback samt en udtalelse efter endt praktik.

Ansøgning og kontakt:

Har du spørgsmål til stillingen, så ring til kommunikationschef Dorthe Pihl på telefon 41 25 02 25. Læs mere om Lær for Livet på www.laerforlivet.dk. Send din ansøgning og CV senest den 4. januar 2024. Vi afholder samtaler umiddelbart herefter.

Om Lær for Livet
Lær for Livet er et seksårigt læringsprogram, der støtter børn og unge i udsatte positioner både fagligt, personligt og socialt gennem Learning Camps og en frivillig mentorordning. Vi har til huse i Nordvest i København, hvor du bliver en del af et lille, men stærkt sekretariat, der brænder for den fælles sag.