10 GODE RÅD TIL BØRNENES STATSMINISTER

10 gode råd til børnenes statsminister

Seks nuværende og tidligere anbragte unge fra Lær for Livet har i en kronik i Politiken den 24. november 2019 formuleret 10 gode råd til børnenes statsminister. Rådene skal bidrage til, at flere anbragte børn og unge kan realisere deres potentiale. Her er et uddrag fra kronikken, der desuden dannede afsæt for statsministerens nytårstale.

1. Hjælp med at bryde fordomme
”Vi har oplevet, at vores klassekammerater ikke måtte lege med os, fordi vores forældre ikke var i stand til at tage sig af os. Men vi er jo ikke vores forældre.”
2. Alle skal have en mentor
“Vores mentorer har hjulpet os, når det var svært at se meningen med skolen. De har været med til vores konfirmationer og fødselsdage, og de har hjulpet os igen – nem eksaminerne.”
3. Sørg for stabile sagsbehandlere, vi kan have tilid til
“Mange af os oplever, at vores sagsbehandlerne ikke kender os og ikke lytter til os. Det er som om, at vi bliver interviewet hele tiden. Mange af os ved ikke, hvad vores sagsbehandlere hedder.”
4. Skolens lærere skal have positive forventninger til os
“Vi har oplevet at have lærere, der ikke havde nogle forventninger til os, når vi fortalte, at vi var anbragte. Så har vi heller ikke forventninger til os selv. Det slukker vores flamme. Og når klassekammeraterne tænker, at man er dømt til at fejle, så tror man heller ikke selv, at man kan noget.”
5. Ingen skolepauser
“Mange af os flytter meget. Vi skifter plejefamilier eller institution og så skifter vi også skole. Og vores venner skifter ikke med. Nogle af os har skiftet skole fem gange eller mere. Derfor skal der være en form for skoletilbud til os, hvis vi har pause mellem skoler.”
6. Uddan plejefamilierne
“Alle voksne, der har kontakt til anbragte, skal vide noget mere om, hvad det vil sige at være anbragt. De skal have opmærk – somhed på vores psyke. Vi har let ved at bebrejde os selv, fordi vi tror, det er vores skyld, at vi ikke kan bo hos vores egen familie.”
7. Sæt tidligt ind
“Vi har tit tænkt på, hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget før? Mange af os er blevet anbragt, da vi var omkring 10-11 år. En af os har oplevet, at der kom en sagsbehand – ler hjem til hende om morgenen klokken otte, hvor hun var på vej i skole og hendes mor var stangbarcardi.”
8. Sørg for lige vilkår i alle kommuner
“Der er for meget forskel på, hvordan det er at være anbragt i forskellige kommuner. Fx når det handler om at komme på efterskole. Nogle af os kom på efterskole. Andre fik at vide, at det kunne vi ikke, for så kunne vi ikke længere bo hos vores plejefamilie eller på vores opholdssted.”
9. Hjælp os med overgangen til voksenlivet
“Når vi fylder 18 og skal forberedes til voksen – livet har vi ikke forældre, der hjælper os med at lægge et budget. Eller søge en lejlighed. Vi ved ikke noget om forsikringer. Der skal være nogle, der har styr på det. For vi har det ikke af os selv.”
10. Inddrag os
“Man anbringer jo et barn for at hjælpe det, men det er ikke altid, man som barn forstår, hvorfor tingene sker. Vi får ikke at vide, hvorfor vi pludselig skal flytte væk fra vores familie. Selvom små børn ikke altid ved det hele, betyder det ikke, at de ikke har noget klogt at sige.”