Nyhed

24. november 2019

Når du er ti år og skal forklare dine kammerater, hvorfor du er anbragt, så er det svært. Fordi du måske ikke engang selv ved, hvorfor du er anbragt. Det er meget tabu. Det er ikke sikkert, du fortæller om det.

Vi er vokset op med folk, hvor vi er deres arbejde. Vi vidste, at vores plejeforældre fik penge for at have os boende. Nogle af os var heldige og havde plejeforældre, som var der for os og støttede os. Nogle af os kunne indimellem føle os som et stykke papir, der gav folk en indtægt. Vi stolede ikke på voksne. Heller ikke på sagsbehandleren eller pædagogerne. Vi manglede nogen, der forstod os og så tingene ud fra vores perspektiv.

Nogle af os har oplevet, at de andre børn i klassen ikke måtte lege med os, fordi vi var anbragt. Vi har følt skam, fordi vi tænkte, at det var os, den var gal med. Fordi alle andre boede hjemme hos deres forældre.

Mette Frederiksen siger, at hun gerne vil være børnenes statsminister. Og at hun vil gøre noget for anbragte børn og børn, der er udsatte i skolen. Vi er dem, hun taler om. En gruppe unge, der har været anbragte. Ifølge statistikkerne er der 75 pct. af os, som ikke vil have gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter, vi er gået ud af folkeskolen. Det vil vi gerne ændre.

Vi har mødt hinanden i Lær for Livet. Det er et læringsprogram, som vi har været en del af i seks år. I Lær for Livet har vi været på camps sammen og vi er blevet hinandens bedste venner. Vi har lært at tro på os selv og at vi ikke er alene. Selv om årsagerne til vores anbringelser er forskellige og vores familiesituationer er det. Nogle af os er vokset op i plejefamilier, nogle på døgninstitutioner.

Det har givet os en masse erfaringer med systemet. Dem vil vi gerne fortælle Mette Frederiksen om, og give hende ti gode råd til, hvad hun kan gøre bedre for børn som os. Ikke for vores egen skyld. Men for at hjælpe andre. For vi har selv været anbragte og ved, hvor hårdt, trist og nederen, det kan være. Vi ved også, at man har brug for hjælp. Og at det er vigtigt, man får den hjælp for at kunne finde sin vej i livet. Derfor skriver vi denne kronik – for at skubbe til systemet og hjælpe andre til at bryde den sociale arv, de har med sig fra deres mor og far.

Vores 10 gode råd

OM FORDOMME

  1. Hjælp med at bryde fordommene

Vi har oplevet, at vores klassekammerater ikke måtte lege med os – fordi vores forældre ikke var i stand til at tage sig af os. Men vi er jo ikke vores forældre. Det er ikke os, der er problemet. Vi vil gerne bryde den sociale arv, vi har med os. Fordommene ødelægger vores sociale liv. Vi skal være vores egen advokat, også når vi er helt små.

Normale børn forstår ikke altid, hvad det er, vi er i. De spørger fx, om vi kun spiser havregrød, når vi bor på døgninstitution. Men vi forstår heller ikke dem. Vi forstår ikke, at de kan blive sure over, at de skal gå med hunden. Eller at de ikke får et Rolexur i konfirmationsgave. Måske kan skolen hjælpe ved at fortælle de andre forældre i klassen om, hvad det vil sige at være anbragt? Og at det ikke er os, som er børn, der er noget galt med.

Måske kan det hjælpe at skabe relationer til andre anbragte? Da vi startede i Lær for Livet mødte vi andre børn, der var anbragt. Vi fandt ud af, at vi ikke er vores negative sociale arv. Vi følte os normale og som en del af samfundet, fordi vi mødte andre, der havde det ligesom os.

OM STABILE RELATIONER

  1. Alle skal have en mentor

I Lær for Livet har vi haft en mentor. En mentor er en frivillig voksen, som er sammen med dig, fordi hun eller han gerne vil. Og ikke fordi, hun eller han får penge for det. En mentor er et trygt rum og en stabil voksen, der er der, når du har brug for det. En mentor kan også være der, hvis du flytter til en ny plejefamilie, flytter hjem eller på institution.

Vores mentorer har hjulpet os, når det var svært at se meningen med skolen. De har været med til vores konfirmationer og fødselsdage, og de har hjulpet os igennem eksaminerne.

Nogle gange har lærerne sagt, at vi må få hjælp til lektierne derhjemme. Men vi kan ikke altid få hjælp derhjemme. Pædagogerne på et opholdssted kan fx ikke altid hjælpe med matematik. De har jo ikke valgt at arbejde med matematik, de har valgt at være pædagoger. Derfor har vi brug for en mentor. En mentor handler også om at have en rollemodel – hvis du har forældre, som er misbrugere eller er syge, så tror du heller ikke, at du kan gøre det bedre, men du er jo ikke dine forældre. Du skal finde en person at se op til.

  1. Sørg for stabile sagsbehandlere, vi kan have tillid til

Mange af os oplever, at vores sagsbehandlerne ikke kender os og ikke lytter til os. Det er som om, at vi bliver interviewet hele tiden. Mange af os ved ikke, hvad vores sagsbehandlere hedder. Vi får hele tiden nye. Man kan godt føle, at sagsbehandlerne stikker af fra en. Man mister tilliden til dem. Tit går der meget lang tid før sagsbehandleren svarer tilbage. Og de fortæller ting videre til plejefamilien eller til kommunen. Så kan en fjer bliver til fem høns, fordi man kom til at sige ting, der blev misforstået. Og man holder op med at sige tingene som de er.

Sagsbehandlerne skal kunne se barnets behov og det større billede rundt om barnet – familien og plejefamilien. Nogle af os har haft sagsbehandlere som kendte os, lyttede til os og hjalp os. Fx når vi skulle skifte plejefamilie. Et godt råd er, at sagsbehandleren skal se børnenes behov. Og skal have tid til at lytte. For mange gange siger sagsbehandlerne, at de er pressede og ikke har tid.

OM SKOLEN

  1. Skolens lærere skal have positive forventninger til os

Skolen kan være et helle. Det kan være det eneste sted, hvor vi føler os normale, som andre børn. Det kan også være svært at være i skolen. Fordi der er noget andet, der trykker, så man let bliver distraheret – og man kan sidde og tænke på, om ens mor nu drikker derhjemme. Skolen skal vide, hvad det betyder at være anbragt. Måske skal lærerne have nogle særlige kurser i, hvad det vil sige? Eller noget efteruddannelse?

Vi har oplevet at have lærere, der ikke havde nogle forventninger til os, når vi fortalte, at vi var anbragte. Så har vi heller ikke forventninger til os selv. Det slukker vores flamme. Og når klassekammeraterne tænker, at man er dømt til at fejle, så tror man heller ikke selv, at man kan noget. Man bruger det at være anbragt som en undskyldning for at springe over, hvor gærdet er lavest – omverdenen forventer heller ikke, at du er så god – og så lader de dig slippe.

Nogle af os har mødt lærere, der forstod os og troede på os. De hjalp os fx til at fortælle de andre børn, hvad det vil sige at være anbragt. Eller de hjalp os med at finde ud af, hvad vi var gode til og gav os et mål at stræbe efter og løbe imod. Hvis man kommer fra en familie, hvor det har været løst i forhold til skolen, så skal der være nogen, der skubber lidt til en. Vi har brug for hjælp til at finde vores vej til at sigte efter noget, vi drømmer om. Et kærligt skub i ryggen.

  1. Ingen skolepauser

Mange af os flytter meget. Vi skifter plejefamilier eller institution og så skifter vi også skole. Og vores venner skifter ikke med. Nogle af os har skiftet skole fem gange eller mere. Nogle gange flytter vi til en anden kommune, og så er der ikke lige en skole parat med plads til os. Så har vi pause fra skolen og kan ligge på sofaen hele dagen. Men det hjælper os jo ikke. Derfor skal der være en form for skoletilbud til os, hvis vi har pause mellem skoler. Det kan være en person som en mentor, der hjælper os.

OM PLEJEFAMILIEN

  1. Uddan plejefamilierne

Nogle af os har haft plejeforældre, der støttede og hjalp os. Andre af os har haft plejeforældre, der sagde, at når vi var plejebørn, skulle vi være ekstra opmærksomme på, hvad vi gjorde, fordi kommunen holdt øje med os. Og de advarede om, at det ville den også gøre, når vi selv fik børn. Vi har fået at vide, at plejefamilien gjorde os lidt værre end vi var, når kommunen kom på besøg, for så ville de få flere penge for at have os boende. Vi har oplevet plejefamilier, der var pressede, fordi de havde alt for mange plejebørn boende på én gang.

Alle voksne, der har kontakt til anbragte, skal vide noget mere om, hvad det vil sige at være anbragt. De skal have opmærksomhed på vores psyke. Vi har let ved at bebrejde os selv, fordi vi tror, det er vores skyld, at vi ikke kan bo hos vores egen familie. Det er jo ikke vores skyld. Men hvis du først er flyttet fra din familie og til en plejefamilie – så tænker du, at du sagtens kan blive flyttet igen, hvis det bliver lidt svært. Det med kvalitet i plejefamilierne er vigtigt.

 OM KOMMUNERNES INDSATS

  1. Sæt tidligt ind

Vi har tit tænkt på, hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget før? Mange af os er blevet anbragt, da vi var omkring 10-11 år. En af os har oplevet, at der kom en sagsbehandler hjem til hende om morgenen klokken otte, hvor hun var på vej i skole og hendes mor var stangbarcardi. Men alligevel skete der ingenting. Hvorfor vente til det går helt galt? Man siger, det er dyrt at sende børn i plejefamilie, men det er jo endnu dyrere, hvis de skal være på kontanthjælp resten af livet.

  1. Sørg for lige vilkår i alle kommuner

Der er for meget forskel på, hvordan det er at være anbragt i forskellige kommuner. Fx når det handler om at komme på efterskole. Nogle af os kom på efterskole. Andre fik at vide, at det kunne vi ikke, for så kunne vi ikke længere bo hos vores plejefamilie eller på vores opholdssted. Og vi kunne ikke komme hjem til jul eller i weekenden. Vi kan føle os som kastebolde mellem kommunerne. Fordi de tolker reglerne på forskellig måde. Nogle af os bor i én kommune, og er anbragt fra en anden kommune. Så er det vigtigt, at de to kommuner samarbejder.

  1. Hjælp os med overgangen til voksenlivet

Når vi fylder 18 og skal forberedes til voksenlivet har vi ikke forældre, der hjælper os med at lægge et budget. Eller søge en lejlighed. Vi ved ikke noget om forsikringer. I nogle kommuner kan man få hjælp af en ungekonsulent. Det har hjulpet nogle af os. Men måske burde alle have et fag i skolen, der hedder voksenlivet, hvor man lærer om skat, SU, forsikring, NemID og økonomi? Eller også skal vores plejefamilier uddannes til at kunne hjælpe os. Eller vide, hvem der kan. Der skal være nogle, der har styr på det. For vi har det ikke af os selv.

 OM AT BRUGE VORES ERFARING TIL AT HJÆLPE ANDRE

  1. Inddrag os

Når man bliver anbragt, bliver man en brik i et større spil. Man anbringer jo et barn for at hjælpe det, men det er ikke altid, man som barn forstår, hvorfor tingene sker. Vi får ikke at vide, hvorfor vi pludselig skal flytte væk fra vores familie.

Selvom små børn ikke altid ved det hele, betyder det ikke, at de ikke har noget klogt at sige. Børn kan tale ud fra det, de observerer. Og de kan fortælle, hvad der betyder noget, også i forhold til søskende eller hvor de gerne vil bo. Derfor er det vigtigt, at man taler med barnet og lytter til det.

Vi er eksperter i vores eget liv. Vi ved, hvad det vil sige at vokse op på døgninstitutioner og i plejefamilier. Vi har prøvet at føle os alene i verden. Men vi har også lært, at vi ikke er alene. At vi er gode til noget. Og at hvis man finder en glæde i det, man laver, så skal man nok klare sig i livet.

Vi vil gerne bruge vores erfaringer til at hjælpe andre. Vi vil gerne tale med regeringen, når den skal lave en anbringelsesreform. Det er en underlig følelse at vide, at man har en stemme. Og at den kan blive hørt. Men fedt at kunne gøre det med sine bedste venner. Fedt at være en del af noget større og gøre en indsats.

Fakta om Lær for Livet

Lær for Livet er et 6-årigt helhedsorienteret læringsprogram for anbragte børn og børn i udsatte positioner. Programmet bygger på tre indsatsområder: Learning Camps, som er særligt tilrettelagte læringsforløb, en frivillig mentorordning og en brobygningsindsats, der forankrer børnenes læring fra camps i deres hverdag. Lær for livet samarbejder med 47 kommuner. Børnene starter i programmet, når de er mellem 9 og 13 og er der i seks år.

Sådan er kronikken blevet til

Kronikken er skrevet af seks unge fra den første årgang, der har gennemført seks år i Lær for Livet. De unge mødtes på en workshop, hvor de delte deres oplevelser og nedfældede deres pointer. Pointerne blev skrevet sammen af journalist Trine Beckett, men ordene er udelukkende de unges egne.