Nyhed

10. juli 2017

75 anbragte børn mellem 9 og 13 år har brugt 14 dage af deres sommerferie på Lær for Livets Learning Camp for at blive styrket fagligt og personligt. Takket være IBM Danmarks Community Grant blev det muligt for vores Learning Kids at udfordre sig selv kreativt og fysisk i en cirkusskole på Learning Camp.

”Du skal bare tro på sig selv,” siger et af de seje Learning Kids opmuntrende til en voksen, der forsøger sig med en af de akrobatiske øvelser, som underviserne fra Cirkus Panik er ved at lære børn og voksne på Learning Camp.

”På Learning Camp handler det ikke kun at blive bedre til dansk og matematik, men også om at styrke børnenes sociale og personlige kompetencer,” forklarer Lær for Livets direktør Illa Westrup Stephensen.

Det kan blandt andet ske ved at lave kreative workshops med fokus på at give børnene succesoplevelser og prøve kræfter med kreative sider af sig selv i forhold til at generere ideer, udvikle løsninger og arbejde sammen i et team.

Vi bliver ved
Lær for Livet har tre mottoer: Vi udfordrer os selv, Vi bliver ved og vi gør det sammen.

”På campen arbejder vi med, at børnene skal udfordre sig selv og blive ved, selvom det er svært. Vedholdenhed er nemlig et af de karaktertræk, der har stor betydning for, om man ender med at gennemføre en uddannelse,” fortæller direktøren.

Og vedholdenhed er der behov for hos de anbragte børn og unge. De halter nemlig langt efter deres kammerater i skole og uddannelse.
Kun 30 procent af tidligere anbragte børn og unge har som 25-årige taget en ungdomsuddannelse i form af for eksempel en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse. Til sammenligning har 79 procent af deres ikke-anbragte kammerater taget en ungdomsuddannelse som 25-årige. Den markante ulighed i uddannelse skyldes ifølge forskning bl.a. børnenes mange miljø- og skoleskift, men også det faktum, at de anbragte børn bliver mødt med lave krav og forventninger.

Vi udfordrer os selv
Takket være IBM Danmarks Community Grant var det i år muligt at hyre Cirkus Paniks cirkusskole, som arbejder med at give den enkelte elev en succesoplevelse, og få evner og kompetencer frem, der ikke bruges i det daglige. Eleverne skal arbejde sammen om et konkret mål, nemlig en cirkusforestilling. Arbejdet med at skabe en cirkusforestilling viser i praksis, at samarbejde og tillid er nødvendige elementer i at få et stort projekt til at fungere.

Vi gør det sammen
Og de yngste børn på campen i Balle fik i høj grad mulighed for at udfordre sig selv for at præsentere en cirkusforestilling med både akrobater, vilde tigre, mini-cykler, hullahop-tricks, devil-sticks, diablo og linedans. Oplevelsen gik rent ind hos både børn og voksne. “Det var den bedste dag i dag,” lød dommen fra flere børn. Børnene gav deres cirkus navnet: “Leg for Livet”.

Behov for mentorer
Til efteråret skal alle børnene have en frivillig mentor, der kan støtte op om den lyst til læring, som barnet har fået på camp. Børnene mødes igen på camp i efterårs- og Kristi Himmelfartsferien, og derefter skal de på en weekend-camp om året i de sidste fem år af deres deltagelse i programmet.