Nyhed

25. september 2020

Det højloftede stuehus i Brenderup på Fyn dufter af nybagte pizzasnegle og pølsehorn. Her bor 17-årige Nadja med sin plejefamilie. Hver tirsdag henter Nadjas mentor, Sanne Feldt-Rasmussen, hende fra skole. – Hej, råber de med glade stemmer ude fra gangen, da de kommer hjem. Sanne og Nadja virker som nogle, der kender hinanden godt.

Der er meget ordløs kommunikation, skævt løftede øjenbryn, glimt i øjet og store smil. Det er helt tydeligt, at de har gensidig respekt for hinanden. – Sanne bliver ikke sur, når der er ting, jeg ikke forstår, eller når jeg er træt. Uanset hvad har hun positiv energi.

En mentor er lidt som en blanding af en lærer og en mor eller en far. En person, der er der for at hjælpe dig og støtte dig, forklarer Nadja. Før hun og Sanne skal åbne matematikbøger og grammatikapps, slår de sig ned ved langbordet i familiens køkken og får lidt at spise og en snak med Nadjas plejeforældre, Lars og Vivi, og familiens andre børn. Det er en fast tirsdagstradition.

En at spille fagligt op til
Nadja har boet hos plejefamilien i otte år. Hun var ni år, da hun flyttede ind. Hendes plejemor, Vivi, fortæller:

– Fagligt overgår Nadja langt det, jeg nogensinde selv har kunnet. Hun er grundig, pligtopfyldende og nørder med detaljerne. Vi er utroligt stolte af hende. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Nadja kommer til at klare sig godt. Så når Sanne kommer, er det også, for at Nadja får en at spille fagligt op til, siger Vivi og tilføjer med et smil: – Det er også utrolig rart, at Nadja får den ekstra hjælp med lektierne af en anden end mig, så hun og jeg ikke bliver uvenner. Nadja nikker og fniser: – Ja, jeg tror, at vi to har lavet lektier sammen to gange, og begge gange blev vi totalt uvenner.

De er alle sammen enige om, at det er godt, at Sanne kommer udefra. – Når hun kun er her én gang om ugen, så er Nadja nødt til at blive i det og kan ikke bare sige ’nej, jeg gider ikke lige nu!’. Sanne kører som mentor heller ikke op i en spids, som jeg som mor måske ville gøre. Når det gælder lektier, har Nadja nok også en anden respekt for Sanne end for os, forklarer Vivi. Nadja er enig. – Det er noget andet, når det er en person, der ikke er her hele tiden. Sanne er her jo kun for at hjælpe mig. Hun skal ikke sørge for andre ting i huset og bliver ikke forstyrret af de små. Vi har fokus på lektierne og kan koncentrere os, forklarer hun.

Jeg blev ikke mentor for at få noget ud af det, men fordi jeg gerne ville hjælpe nogen med det, jeg kan. Men nu har jeg fået mig en ekstra familie herude, hvis liv jeg kan følge med i og som følger med i mit liv. Det er da helt vildt dejligt. Sanne Feldt-Rasmussen, mentor for Nadja Sanne og Nadja skal lige sige hej til Nadjas hest, Langley, inden de går i gang med lektierne.

Lektierne er naturligt centrum
Det er syv år siden, at Sanne og Nadja holdt deres første mentormøde. – Jeg var lidt spændt og nervøs, for jeg tænkte, at det måtte være mærkeligt for Nadja, at der kom et andet menneske, som ville et eller andet med hende. Der er jo mange mennesker i hendes liv, og det var ikke givet, at hun havde lyst til det, husker Sanne. Men det gik faktisk nemt, er de enige om. – Vi er nok begge to sådan nogle, der prøver at få det bedste ud af tingene uden egentlig at snakke om det. Og når begge gerne vil, så lykkes det jo, siger hun.

Det har hele tiden været lektierne og det faglige, der har været omdrejningspunktet. – Det har været meget stille og roligt, for vi har mødtes, og så har vi lavet lektier. Det har ikke været sådan, at vi har sat os ned og sagt ’nu skal vi lære hinanden at kende!’. Det har handlet om lektierne, og så er vi kommet til at snakke stille og roligt. På en naturlig måde. Jeg har hele tiden haft fokus på, at jeg skal hjælpe med lektier og det faglige og ikke være psykolog. Det gør det nemmere for alle, forklarer Sanne, der er uddannet lærer og til dagligt underviser på læreruddannelsen.

Balloner og tabeltæpper
Da Nadja var yngre, brugte Sanne forskellige lege og metoder til at gøre det sjovt at lære. De hoppede tabeller på et tæppe, som de selv havde lavet. De havde også selv fundet på en tabelhuske-leg, hvor man skulle skyde til en ballon og sige det næste tal i tabellen, inden den ramte jorden.

Sanne og Nadja synes begge, at de er bedst til dansk og det sproglige. Matematikken arbejder de sammen om. – Det er faktisk lidt hyggeligt, at vi har svært ved de samme ting, for så kan vi lykkes ved fælles hjælp. Vi prøver os frem og finder ud af det sammen, forklarer Sanne. Indimellem er de også på ture sammen, fx til zoologisk have i Odense, og så tager de hvert efterår ud og spiser og går i teateret, når Nadja har fødselsdag. – Det er gode minder, smiler Nadja. For hende betyder det noget, at Sanne er hendes mentor uden at få penge for det. – Det, synes jeg, er rart at tænke på, siger hun.

I dag er hun for længst vokset sin mentor over hovedet, og det er hende selv, der planlægger, hvad hun og Sanne skal arbejde med, når de mødes. – Det kan godt være lidt svært en gang imellem at komme i gang efter en lang skoledag. Men når vi først er i gang, så er vi i gang, fortæller Nadja. Nogle gange dykker de ned i afleveringer eller fremlæggelser, andre gange er det matematikopgaver eller noget stof, der skal øves.

Hvis hun fx skal til terminsprøve i matematik, så er det det, de fokuserer på. – Nadja er rigtig god til selv at have overblikket. Hun er dygtig i hverdagen til at se, hvad hun har brug for hjælp til, og hvad hun kan klare selv. Det, synes jeg, er megasejt, siger Sanne, der meldte sig som mentor, fordi hun havde lyst til at hjælpe nogen med noget af det, som hun kan fagligt.

Nu tør Nadja springe
Udenfor på gårdspladsen går en langhåret lille pony frit rundt. – Den løber ikke væk. Den er lidt ligesom en hund, forklarer Nadja. Bag stalden ligger åbne græsmarker, hvor tre heste går rundt og græsser. Den ene er Nadjas hest, Langley. Hun har reddet dressurridning i nogle år, men nu er det spring. – Og hun er virkelig god til det, oplyser Sanne. En meterlang række af farvede rosetter langs hele den ene væg på Nadjas værelse vidner om, at det er der også andre, der synes.
Og det med at komme i gang med at springe med hesten var faktisk vildt.

Nadja havde i mange år redet dressur, men ville virkelig gerne dyrke spring. Hun turde bare ikke. Men så pludselig, fra den ene dag til den anden, gjorde hun det bare. Dén øvelse og dét mod har hun taget med sig ind i skolearbejdet, mener både hendes plejemor, Vivi, Sanne og hun selv. – Det er som om, at efter jeg begyndte at springe med min hest, synes jeg ikke, at der er noget, der er rigtig svært længere. Jeg tror, at jeg har taget den følelse og overført den til skolen og lektierne. Jeg ville bare, forklarer Nadja.

Flyttet sig mentalt
Lige nu går Nadja i 10. klasse på Nr. Aaby Realskole. Hun og Sanne har talt om at fortsætte mentorforløbet, når Nadja skal i gymnasiet. For det er hun helt sikker på, at hun skal – enten hhx eller stx.

– Det er jo det gode ved, at det er frivilligt at være mentor. Det er ikke en kontrakt med en slutdato. Man kan fortsætte, så længe man har lyst. Og i hvert fald én ting har jeg fundet ud af som mentor: Man får mere, end man giver. Man får lov at få en relation med et andet menneske og en anden familie. Det udvikler sig til et venskab. Så jeg bliver gerne ved, siger Sanne og tilføjer: – Jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan blive ved med at hjælpe, for Nadja er virkelig dygtig! Sanne oplever egentlig ikke, at mentorforholdet har løftet Nadjas faglige niveau.

– Jeg tror faktisk ikke, Nadja har flyttet sig fagligt, for hun har altid været rigtig god. Men jeg synes, hun har flyttet sig mentalt. I starten var hun mere usikker på, om hun virkelig var god til tingene. Det, tror jeg, hun har lært efterhånden, at det er hun. Og hun har også lært, at der er noget, hun skal arbejde hårdt med, som ikke bare er så nemt. Hun har en vilje til at kæmpe og ville gøre det, siger Sanne.

Det kan Nadja godt genkende. – Jeg føler ikke selv, at jeg længere har brug for, at nogen skal læse og anerkende det, jeg skriver. Nu afleverer jeg bare, forklarer hun.