Når I sidder med dette brev i hånden, har julefreden forhåbentlig sænket sig over landet, og I nyder en velfortjent juleferie med jeres kære og nærmeste.
Jeg vil først og fremmest takke jer for jeres uvurderlige indsats som mentorer. I er den slags helte, som ikke bærer kapper, I modtager ikke klapsalver, men jeres valg om at være et anker for et sårbart barn gør alverdens forskel. Det ved jeg, fordi jeg selv engang var så heldig at møde et menneske på min vej, som blev mit anker.
I syvende klasse fik mine klassekammerater og jeg en fast lærervikar i matematik. Han hed Gert og var tidligere frømand. Vi var en flok børn fra Amager, som ikke kendte til rutiner, krav og kærlig omsorg. Og jeg var et vredt barn, som skubbede alle mennesker væk, fordi jeg ikke stolede på voksne. Min far var gået bort, mit barndomshjem var gået i stykker, og jeg oplevede kun svigt og vold fra min familie.
I dag som lærer ved jeg, hvor meget det kræver at elske et barn, som ikke elsker sig selv. Men Gert nægtede at give op på mig. Uanset, hvor meget jeg nægtede at sænke mine parader. Og midt i min sorg, mistede Gert sin far. Pludselig oplevede jeg en voksen mand, som græd på samme måde, som jeg gjorde om natten. Gennem sorgen blev Gert og jeg forbundet, og han blev min trofaste voksenven, som hjalp mig med at forstå matematik og udtrykke min hjertesmerte, når følelserne tog over. Han blev et lyttende øre, såvel som en vejledende voksenven, når jeg var i tvivl.
Gert hjalp mig ud af volden og var mit stabile holdepunkt mellem mine skiftende sagsbehandlere. Da jeg blev anbragt, mødte Gert op hos min sagsbehandler med en kæmpe bunke papirer, som skulle forsikre systemet om, at han mente det, når han sagde, at han ville være min mentor, mit anker, så længe jeg havde brug for ham.
I dag er Gert politibetjent og familiefar. Og jeg kan takke ham for meget, fordi han sørgede for at være min stabile ramme i folkeskolen, så jeg ikke kom på afveje. Gert var min faderlige ven, og han lyttede tålmodigt til alle mine kærlighedskvaler gennem årene og trøstede mig med, at jeg måtte kysse mange frøer, før prinsen ville dukke op. Gert blev på en måde den far, jeg mistede alt for tidligt i livet.
På det seneste har jeg skænket mit møde med Gert, og hans betydning for mit liv, en del tanker. Fordi I mentorer i Lær for Livet gør den samme store forskel for et sårbart barns fremtid, som Gert gjorde for mig. Jeg er taknemmelig for, at I findes. Som et tidligere anbragt barn kender jeg alt for godt til smerten af at føle sig som ingen families barn, og juletiden med alle familietraditionerne gør det ikke nemmere.
Men jeres hjertevarme gør denne svære tid for sårbare og anbragte børn mindre ensom.
Jeres indsats som mentor for et mælkebøttebarn er med til at udvikle det kompas, som skal hjælpe en med at navigere ud i verden. Af hjertet tak for, at I er til.
Jeg ønsker jer en glædelig jul og lykkebringende godt nytår.
Geeti Amiri