Nyhed

21. november 2017

Højdepunkter og billeder fra årsdagen

Lær for Livets Årsdag blev i år afholdt på Arbejdermuseet i København. Omtrent 90 mentorer, camp-undervisere, samarbejdspartnere og HR-frivillige mødte op for at netværke og få inspiration og faglige oplæg. Her får du nogle højdepunkter og gode råd fra dagen. Se billeder nederst på siden.

Lær for Livets direktør, Illa Westrup Stephensen, skød Årsdagen i gang ved at byde nye og “gamle” ansigter velkommen til. Der blev gjort status på Lær for Livet, som nu har favner cirka 400 børn, 350 frivillige og 41 samarbejdskommuner.

Alle skal kunne gennemføre en ungdomsuddannelse
Efter fællessang, hvor der passende blev sunget Regnvejrsdag i november, trådte Egmont Fondens direktør, Henriette Christiansen på scenen. Hun fremlagde fondens målsætning om, at alle unge i 2030 skal være i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Henriette Christiansen benyttede derfor anledningen til at takke alle, som er involveret i Lær for Livet, og dermed bidrager til, at anbragte børn og unge fremover vil være bedre stillet i uddannelsessystemet.

“Tak for den indsats I gør hver eneste dag for anbragte børn i hele landet,” lød det fra Egmont Fondens direktør.

Henriette Christiansen

Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fonden

Opgør med sprogfattigdom
Rachel Røst, cand. mag i litteraturvidenskab og stifter af Læs for Livet, talte om, hvordan det var at vokse op i en stærkt religiøs og dysfunktionel familie, og hvordan hun som barn fandt tilflugt i bøgerne på biblioteket. At forsvinde ind i bøgernes verden var en måde at overleve på, forklarede Rachel.

Det ansporede hende til at stifte nonprofit-organisationen Læs for Livet. Organisationen er sat i verden for at gøre op med læse-ulighed og sprogfattigdom, som kommer til udtryk hos børn, som er opvokset i ikke-boglige hjem. Det kan have konsekvenser for, hvordan de klarer sig senere i livet, forklarede Rachel Röst, og derfor skal de opmuntres til at læse mere.

“Anbragte børn er i gennemsnit 2,7 år skolefagligt bagud. Derfor skal de støttes i læsning, så de kan styrkes i den boglighed, som er så vigtig for at klare sig i skolen. Sprogfattigdom gør det sværere for den enkelte at udtrykke sig og få en stemme – derfor er bøger og læsestøtte lig med omsorg. Og vi skal sørge for, at læsning ikke er en sur pligt,” sagde Rachel Röst.

Rachel Rost

Rachel Röst, stifter af Læs for Livet

Men hvordan kan man opmuntre et bogligt uinteresseret barn til at læse mere? Ifølge Rachel Röst er løsningen lige for. “46 procent siger, at de ville læse mere, hvis emnet interesserede dem. Så start med at tale med barnet om, hvad de interesserer sug for,” lyder rådet fra Rachel.

C:ntact – Os, der er anbragt
C:ntact er et initiativ, der blandt andet giver sårbare og udsatte unge mulighed for at fortælle deres personlige historier. Lær for Livet havde inviteret Kristina, Christian og Fardin til at holde oplæg om det at være anbragt. De tre unge fortalte stærkt og rørende om deres kampe i tilværelsen, men de fortalte også om håb og forventninger til fremtiden.

Efter oplæggene fik publikum mulighed for at stille spørgsmål til de unge på scenen. Bl.a. blev der efterspurgt gode råd til Lær for Livets mentorer

“Det er vigtigt, at børnene føler, at der bliver lyttet til dem, og at de ikke bliver dømt,” sagde Kristina. “Når man tænker sig ind i et hjørne og ikke kan komme videre, så har man brug for hjælp til at komme ud igen. En mentor kan hjælpe ved at motivere og finde gode løsninger, når tingene bliver svære,” lød rådet fra Christian. Fra Fardin var rådet kort og kontant: “Handlinger er det vigtigste. Mindre snak. Bare vis, at du mener det, du siger,” sagde han.

Fejltastisk! Sådan lærer vi af vores fejl
Ekspert i læring Lene Heckmann fra Kompetencehuset Heckmann holdt oplæg om det dynamiske tankesæt, som også er en indgroet del af Lær for Livets læringstilgang. Læringsidéen fordrer, at vi i langt højere grad kan motivere læring ved at fokusere på proces fremfor resultat. Det gør vi bl.a. ved at anerkende en hård arbejdsindsats og det at gøre sig umage, fremfor at kigge på og rose eller skose det færdige produkt.

Lene Heckmann gjorde tilhørerne opmærksomme på, at en præstation består af to tredjedele indsats og kun én tredjedel talent. Derfor er det vigtigt, at man i kraft af sin rolle som underviser, forælder eller mentor lærer børn såvel som unge, at man kan komme langt ved at øve sig og gøre sig umage – og at se sine fejl som vigtige og afgørende skridt på læringsrejsen. Derfor har hun opfundet begrebet Fejltastisk!

Læs mere om det dynamiske tankesæt her

Video: Famous Failures – If you haven’t failed, you haven’t tried anything new

Vi vil gerne takke alle deltagere og oplægsholdere for en fantastisk Årsdag! Og også en tak til Summerbird og Arbejdermuseet for at sponsorere chokolade og museumsbilletter til alle deltagere. Vi ses til næste år.

Galleri: Billeder fra Årsdagen