Nyhed

10. februar 2020

Høje forventninger kan rykke udsatte børn

Børn spejler sig i voksnes forventninger til dem. Derfor er det vigtigt at have positive forventninger til alle børn, påpeger forsker Sidsel Vive Jensen.

Forestil dig, at din chef på jobbet intet forventede af dig. Hun havde derimod lidt ondt af dig og regnede ikke med, at du var i stand til at løse dine opgaver. Det lyder måske underligt, men det er faktisk en del af hverdagen for nogle børn: At voksne omkring dem forventer for lidt af dem eller har negative forventninger til dem, fx på grund af deres etniske eller sociale baggrund. Men manglende forventninger kan sætte stærke, uheldige spor, påpeger forsker Sidsel Vive Jensen fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

– Børn spejler sig i voksnes forventninger. De tager vores indstilling til sig, ligesom vi spejler os i, hvordan andre voksne ser os, forklarer hun. Både negative og positive forventninger smitter af på børns indstilling til sig selv og deres evner. Når voksne har positive forventninger til børn, vil børnene være mere tilbøjelige til at tro på, at de kan.

Men hvad er det så helt præcist, at voksne skal forvente af børnene? Svaret er enkelt:

– Vi skal forvente, at de her børn kan blive til noget. At de kan noget. At de har et potentiale, siger Sidsel Vive Jensen og understreger, at forventninger selvfølgelig ikke gør det alene.

– Men hvis vi gør os blinde for, at et barn har et særligt talent, kan negative forventninger være decideret skadelige,
siger hun.

Høje forventninger har markant effekt på udsatte børn

Sidsel Vive Jensens forskning har koncentreret sig om elever med minoritetsbaggrund i den danske folkeskole, men der er grund til at antage, at hendes fund kan overføres til andre grupper af socialt udsatte børn. Forskningen viser generelt, at forventninger har en betydning – præcis hvor stor, diskuterer forskerne. Forskningen peger også på, at forventninger spiller en særlig stor rolle i forhold til socialt stigmatiserede grupper.

– Vi kan se, at inden for netop den gruppe børn kan både negative og positive forventninger have en markant effekt. Og det må vi antage gælder både for fx anbragte børn og etniske minoritetsbørn. Vi ved ikke hvorfor, og hvordan det spiller ind. Men det er noget, vi skal dykke ned i.

Pas på stereotyper

Begrebet ’forventningsfattigdom’ stammer fra det engelske skolevæsen i London i starten af 00’erne. Her blev man opmærksom på, at lærere og skoleledere på skoler med mange socialt udsatte børn ofte ubevidst havde lave forventninger til børnene. Se også faktaboks. Tit er det faktisk misforståelser, der fører til forventningsfattigdom.

Sidsel Vive Jensen fremhæver et eksempel, som hun observerede i en 0. klasse, der skulle have gruppearbejde. En pige med dansk baggrund og en dreng med etnisk minoritetsbaggrund blev sat til at bygge noget sammen. Pigen var udadvendt. Drengen var mere stille, men meget opslugt af projektet og endte faktisk med at løse hele opgaven alene, mens pigen kiggede lidt på og snakkede med nogle i en af de andre grupper.

– Da drengen var færdig med at løse opgaven, syntes pigen, at den var rigtig flot, så hun sad med den i hånden lige i det øjeblik, hvor læreren kom forbi. Læreren roste pigen for resultatet og for at have samarbejdet så godt og taget drengen med. Ingen af børnene sagde noget til det, fortæller Sidsel Vive Jensen.

Omvendt logik bremser forventninger

En enkelt episode som den vælter ikke læsset, men hvis barnet gang på gang mødes med lave forventninger, akkumulerer episoderne.

– Langt de fleste børn starter i skolen med virkelyst og nysgerrighed, men hvis der gang på gang ikke er noget rum, hvor de bliver anerkendt og set som dem, de er, så slukker det lys, de har i øjnene. Ofte udspringer de negative forventninger af en omvendt logik, har Sidsel Vive Jensen observeret, når hun har lavet feltarbejde i skolerne. Argumentationen, hun hører, lyder cirka sådan her: ’Det ville jo være forkert af mig at plante en drøm i dig om, at du godt kunne blive politibetjent, for hvordan skulle det nogensinde lykkedes dig med den baggrund, du har?’

– Der ligger jo et hensyn i den udbredte misforståelse. Men når først børnene er havnet i den kasse, hvor de bliver fagligt underkendt, så bliver de næsten usynlige. Uanset om de prøver og prøver at præstere noget, så er de ’hende med tørklædet’ eller ’hende, der er anbragt’, siger hun.

Vi skal ændre vores forventningskultur

Hun understreger, at det ikke handler om at pege fingre ad lærerne. Forventningsfattigdom er en kompleks størrelse, der typisk udspringer af venlighed og foregår på det ubevidste plan.

– Lærere gør det bedste de kan, så det er ikke dem, vi skal bebrejde. Vi skal derimod få sat spot på de ubevidste forforståelser og forventninger, som vi alle sammen har, siger Sidsel Vive Jensen. Hun mener, at der er brug for en kulturændring, hvor lærere og andre voksne omkring børnene forholder sig aktivt til de forventninger og forforståelser, de har. En af vejene er at have en anerkendende tilgang til børnene og fokusere på det, de kan, i stedet for det, de ikke kan.

– Ofte har børnene også lave forventninger til sig selv, så det er ikke kun et spørgsmål om, at læreren ikke ser potentiale i barnet. Det gør de heller ikke selv. Derfor har nogle børn virkelig behov for ekstra støtte for at forstå, at de kan noget, forklarer Sidsel Vive Jensen. Man kan starte i det små og finde alt det, der er at anerkende – også det, der næsten ikke er synligt for det blotte øje.

– Man kan fx sagtens anerkende barnet for at have kæmpet med noget, som virkelig var svært. At han eller hun har fastholdt fokus på sin matematikopgave, selv om den var svær. Men anerkendelsen må aldrig være tom. Den skal bunde i noget konkret, forklarer hun.

Forventningsfattigdom

Begrebet forventningsfattigdom eller ’poverty of expectations’ stammer fra en stor udviklingsreform af skolesystemet i London fra 2003. Reformen var blandt andet et opgør med forventningsfattigdom på skolerne. Lærere og skoleledere skulle være mere bevidste om ikke at opgive børn på forhånd og arbejde målrettet med at udvikle forventninger til børnene. Sammen med en række andre tiltag har reformen sat mærkbare aftryk på elevernes resultater, også i de socialt udsatte områder.

Kilde: Sidsel Vive Jensen og Wikipedia