Lad os reducere læringsuligheden

 

Kronik af Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration samt bestyrelsesformand for Lær for Livet og Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet. Bragt i Politiken den 28. februar 2020.

 

Den 1. januar 2020 kom anbragte børn med ét på alles læber, da statsminister Mette Frederiksen gjorde dem til omdrejningspunkt for sin nytårstale. Her refererede hun blandt andet til en kronik skrevet af seks børn og unge, der i seks år har været en del af Lær for Livet – et læringsprogram for anbragte og udsatte børn og unge.

 

Børnene gav i kronikken deres gode råd til, hvordan ”børnenes statsminister” kan hjælpe andre børn, der som dem har oplevet svigt, opbrud og ustabilitet. Børn, der ofte befinder sig på kanten af eller uden for fællesskabet.

 

I midten af januar annoncerede statsministeren, at regeringen vil styrke indsatsen for udsatte børn og unge med en helt ny lov, Barnets Lov, hvor barnet altid sættes først. Indgangen til 2020 var således startskud til, at anbringelsesområdet blev til high politics.

 

Siden har diskussionerne bølget om blandt andet tvangsanbringelser og bortadoption. Om hvornår børn bør anbringes, og hvordan beslutningerne skal tages. Det er væsentlige diskussioner af stor betydning for børnenes liv, og vi hilser debatten velkommen. Men et emne, som indtil videre har været underbelyst, er de anbragte børns skolegang. Og den bliver vi nødt til at tale om – og gøre noget ved – hvis vi vil sikre, at børns opvækst ikke kommer til at bestemme deres fremtid, som statsministeren formulerede det.

 

I Danmark har vi lige og fri adgang til uddannelse, men ikke lige muligheder for at gennemføre den. Kun ca. hver anden anbragt ung slutter i dag 9. klasse med et eksamensbevis i hånden mod godt ni ud af 10 ikke-udsatte. Seks år efter grundskolen har kun hver femte anbragt ung taget en ungdomsuddannelse mod næsten otte ud af 10 ikke-udsatte (KL 2019).

 

Derudover har anbragte børn og unge markant flere skoleskift og skoleløse perioder end deres jævnaldrende kammerater, hvilket påvirker deres eksamenskarakterer og evne til at klare sig videre i uddannelsessystemet, som Egmont Rapporten dokumenterede i 2017.

 

Vi ved fra forskning, at uddannelse er den væsentligste beskyttelsesfaktor mod yderligere udsathed senere i livet i forhold til for eksempel arbejdsløshed, hjemløshed, kriminalitet og misbrug. Vi ved også, at anbragte og udsatte børn og unge ofte præsterer dårligere i skolen, end de faktisk har evner til, og at de professionelle voksne omkring børnene ofte har lave forventninger til deres præstationer i skolen (Vinnerljung & Hjern 2011).

 

Vi er altså vidne til en massiv læringsulighed, som har negative konsekvenser for både det enkelte barn og for samfundet.

 

Lær for Livet er et landsdækkende læringsprogram for anbragte og udsatte børn, som via mentorstøtte og læringscamps netop har til formål at styrke børnenes læring og livsduelighed, så de på sigt kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Den første årgang dimitterede i 2019. Ud af de 18 dimittender har 17 bestået folkeskolens afgangseksamen. Og ud af de første 81 børn i programmet, der har gennemført ni års skolegang, er 69 godt på vej i form af at være i 10. klasse, være i forberedende tiltag til ungdomsuddannelse eller være påbegyndt en ungdomsuddannelse. Præcis hvordan programmet samlet set påvirker deltagernes mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse, er i øjeblikket ved at blive undersøgt af en uafhængig forskergruppe.

 

De 400 børn fra Lær for Livet har givet os et unikt indblik i, hvordan de har det. De har fortalt om lange skoleløse perioder og mange skoleskift – i visse tilfælde over 10! De har fortalt om at føle sig uden for fællesskabet i skolen. Og de har også fortalt os om, hvad der sker, når de bliver en del af et læringsfællesskab, hvor de møder passende krav og positive forventninger og møder andre børn med historier, de kan spejle sig i. De føler sig pludselig ”normale”, får mere selvtillid og lyst til at lære.

 

Der er ingen nemme løsninger på de komplekse problemstillinger, som børnene står i, og som knytter sig til læring og skolegang. Men vi ved fra forskning, at anbragte børn bør få ekstra skolestøttende indsatser, der styrker både deres socioemotionelle kompetencer og deres kognitive og faglige kompetencer, hvis de skal kunne gennemføre en uddannelse (Forsman & Vinnerljung 2012). Derfor efterlyser vi en systematisk og langsigtet indsats, der styrker de anbragte børns læring og livsduelighed.

 

Med udgangspunkt i vores erfaring på feltet i den kronik der blev skrevet af seks unge fra Lær for Livet, og i den forskning der er foretaget i anbragte børns læring, vil vi gerne opfordre til en fælles indsats for at reducere læringsuligheden ved at sætte ind på følgende områder:

 

Det er et svigt, at kun halvdelen af de anbragte børn tager folkeskolens afgangsprøve, og dermed får meget dårligere fremtidsudsigter end deres jævnaldrende. Derfor skal der fra politisk side sættes samme ambitiøse mål for anbragte børn og unges læring som for andre børn.

 

Vi hilser velkommen, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil for nylig har meldt ud, at hun vil arbejde for, at lige så mange anbragte børn som ikke-anbragte gennemfører 9. klasse, og vi er enige med ministeren i, at ansvaret for at børnene gennemfører en 9. klasse med fordel kan placeres hos den kommunale myndighed frem for hos skolen. Det kan nemlig være med til at sikre en mere systematisk og langsigtet indsats for anbragte børn, end den enkelte skole kan levere.

 

Skab sammenhæng og stabilitet gennem læringsmiljøet
Det må ikke være sådan, at systemet spænder ben for børnenes læring. Alt for ofte ser vi anbragte børn i Lær for Livet, der er på rette spor, men som bliver sat tilbage af skoleskift, skoleløse perioder og flytning mellem opholdssteder, biologisk familie og plejefamilier. Skolen skal derfor i højere grad tænkes som en stabiliserende faktor, når børn skal anbringes og/eller flytte anbringelsessted.

 

Vi ved fra forskning, at mange anbragte børn og unge har huller på to-tre år i deres skolegang, blandt andet på grund af mange flytninger. Dette på trods af, at lovgivningen skal sikre, at skolegang indtænkes i forbindelse med anbringelser. Det betyder bl.a., at der max må gå tre uger fra barnet udskrives, til barnet har et nyt skoletilbud, og at der i perioder uden skoletilbud skal foregå hjemmeundervisning af barnet. Ikke desto mindre oplever vi også i Lær for Livet børn, der i realiteten i lange perioder ikke er i skole og enkelte eksempler på, at Lær for Livets mentor i perioder er den eneste læringsperson i barnets liv. Derfor er det vigtigt med det rette læringstilbud og obligatorisk hjemmeundervisning, så lovens ord efterleves i praksis.

 

Særlig indsats på skolen
Anbragte og andre udsatte børn har et særligt behov for støtte for at kunne klare sig på linje med deres jævnaldrende. For at sikre at børnene får tilstrækkelig støtte i skolen, anbefaler vi, at skolen skal udarbejde en plan, som træder i kraft, når der indskrives et anbragt barn. Planen skal bl.a. indebære, at der udpeges en ansvarlig kontaktlærer, fx klasselæreren, der tildeles ekstra timer til at sikre, at det enkelte barn får den nødvendige støtte i skolen, og at barnet inkluderes i det sociale fællesskab i klassen og på skolen. Planen bør desuden indebære, at der sættes tidligt ind for systematisk at afdække eventuelle læringsudfordringer hos barnet, da vi ved at mange udsatte børns læringsudfordringer, som fx ordblindhed, opdages for sent (Jf Egmont Rapporten, 2018).

 

Uddan plejefamilier og fagprofessionelle bedre
Børnene i Lær for Livet fortæller os, at det slukker deres gejst og drømme, når de voksne omkring dem ikke forventer noget af dem eller mangler ambitioner på deres vegne. Derfor er det afgørende, at de fagprofessionelle møder anbragte børn med et ressourcesyn og har høje forventninger til, at barnet kan udvikle sig positivt både fagligt og socialt.

 

De fagprofessionelle skal både i deres grunduddannelse og i deres efteruddannelse have viden om de udfordringer et udsat barn kan stå med og have redskaber til at imødekomme de udfordringer, så de bedst muligt kan støtte børnenes kognitive, faglige og sociale udvikling.

 

Vi ved, at det har stor betydning, hvordan læring indtænkes i dagligdagen i hjemmet. I Lær for Livet har vi gode erfaringer med at undervise plejeforældre og pædagoger i, hvordan de fx skaber gode læserutiner og i brugen af andre konkrete værktøjer til at støtte op om børnenes læring. Vi anbefaler derfor, at plejefamilier og opholdssteder systematisk støttes i og gives redskaber til at støtte op om læringen hjemme.

 

Opret en læringskonto til barnet
I Lær for Livet oplever vi, at der er stor forskel fra kommune til kommune på muligheden for at støtte op om de anbragte børns læring og livsduelighed til trods for, at alle anbragte og udsatte børn har behov for ekstra støtte. Det er dog ikke nødvendigvis den samme støtte, de har behov for. Derfor foreslår vi at tildele anbragte børn en årlig ”læringskonto”. Midlerne skal anvendes til skole-, uddannelses- og dannelsesformål i samråd mellem barnet og sagsbehandleren. Det kan fx være til dækning af udgifter forbundet med skolerejser, læringsforløb i form af camps eller indkøb af en computer til skolebrug. 

 

I Lær for Livet oplever vi, at mange anbragte kan have glæde af et efterskoleophold, fordi de bliver inkluderet i et ungefællesskab, får koncentreret læring og oplever et miljøskifte. Men det er et tilbud, som kun nogle kommuner i dag giver mulighed for at bruge. Dertil kommer, at et efterskoleophold for nogle anbragte betyder, at de efterfølgende ikke kan flytte tilbage til samme anbringelsessted. Muligheden for efterskoleophold bør være til stede for alle unge anbragte – og det bør ikke betyde et varigt brud med anbringelsesstedet.

 

Tilbyd en mentor
Udsatte børn har ikke det samme stærke netværk og rollemodeller i hverdagen som ikke-udsatte børn. Derfor foreslår vi, at alle anbragte børn og unge får tilknyttet en frivillig mentor, som kan støtte barnet i dets udvikling og læring, og som kan hjælpe i overgangen til voksenlivet. I Lær for Livets mentorordning mødes en frivillig voksen med barnet to til fire gange om måneden for at lave lektier og have fokus på skole, uddannelse og fremtidsdrømme. Mange professionelle kan meget af det, en mentor også kan, men fra børnene i Lær for Livet ved vi, at det er betydningsfuldt, at den frivillige mentor ikke repræsenterer ”systemet” og ikke får betaling for at se dem. Her kan civilsamfundet spille en helt særlig rolle – evt. i samarbejde med det lokale erhvervsliv.

 

I Lær for Livet har vi fx et strategisk partnerskab med LB Forsikring, som rekrutterer frivillige mentorer lokalt blandt deres 400.000 medlemmer. Lær for Livets erfaring er, at flere mentorer med tiden bliver en meget betydningsfuld voksen og et anker i mentorbarnets liv, ligesom den frivillige involvering skaber sammenhængskraft i lokalsamfundet.

 

Lyt til børnenes skole- og uddannelsesønsker
Vores erfaring er, at alle børnene i Lær for Livet ønsker sig en uddannelse. Men mange har svært ved at se hvilken – og hvordan de skal opnå den, og de kender ofte slet ikke til de mange skole- og uddannelsesmuligheder der findes qua deres opvækst. De har tit en plan a, b, c og d og tvivler på, om nogen af dem kan opfyldes.

 

Der skal derfor stilles uddannelsesmæssige forventninger til anbragte børn og unge, og de skal støttes i at indfri dem. Børnenes eget perspektiv skal inddrages systematisk, når det gælder valgt til skoletilbud og uddannelse, og der skal vejledes løbende og i tæt dialog med barnet og den unge, ligesom vi voksne skal udvise oprigtig nysgerrighed over for børnenes fremtidsdrømme.

 

Regeringens kommende reform af anbringelsesområdet skal give de anbragte børn bedre vilkår. Men hvis vi skal sikre de anbragte børn et bedre liv, er det afgørende, at læring og uddannelse indtænkes som et væsentligt element i denne reform. Vi bidrager gerne med vores viden og erfaringer fra de 400 børn i Lær for Livet. Og det glæder os, at der allerede er blevet lyttet til erfaringerne fra de seks kronikører og andre anbragte børn og unge, ligesom der er udsigt til, at børnene bliver inviteret med omkring bordet i det kommende reformarbejde.

 

De anbragte børns fremtid skal ikke bestemmes af deres opvækst, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale. Det er et ambitiøst og vigtigt mål, som kræver politisk vilje til at investere i børnenes læring og modet til at acceptere, at ”den økonomiske gevinst” først ses om mange år. Men det kræver også, at vi som civilsamfundsorganisationer, kommuner, fonde, fagprofessionelle og frivillige arbejder sammen. Så lad os sammen løse den opgave. For børnenes skyld – og for samfundets.