Sean knækkede læsekoden som 12-årig på sin første Lær for Livet-camp. Men det var en udfordring at overføre alt det gode fra campen til hverdagen i skolen. Sean og hans plejemor, Eva, ser tilbage på seks år med Lær for Livet.
“Hvad f….. er det, jeg har sagt ja til?!” Sådan tænkte den dengang 12-årige Sean, da han og hans plejeforældre, Eva og Jesper, var på vej i bilen fra Annisse i Nordsjælland mod Lær for Livets første Learning Camp i Nordjylland. Sean havde troet, at han fik tidlig sommerferie og skulle på en slags lejrtur. Nu var det gået op for ham, at han havde udsigt til 14 dage med matematik og dansk på programmet. Men det blev faktisk starten på et for-løb, der har været med til at gøre ham til den selvsikre 19-årige unge mand, han er nu – og som har en klar aktie i, at han i dag er ved at lægge sidste hånd på handelsgymnasiet. Det er både Sean og hans plejemor, Eva, enige om.
Først tilbage til julidagen i 2013, hvor også Eva havde det lidt underligt med at skulle aflevere sin plejesøn på camp.
– Vi havde kørt og kørt tværs gennem Danmark til denne her skole med Sean, så fik vi en kop kaffe, og så var det bare at køre igen. Det var faktisk hårdt, husker hun.
Måske derfor husker hun også meget tydeligt gensynet med Sean 14 dage efter:
– Vi træder ud af bilen og bliver mødt af en dreng, der bare … blomstrer. Han er glad og viser rundt, og vi skal møde alle de nye kammerater og voksne. Det var sådan ’Kom! Kom her og hils på den og den og den!’. Og så fortalte Sean, at han havde en overraskelse til mig, smiler Eva.
En times tid senere stod det klart, hvad overraskelsen var. Sean og de andre Learning Kids stod på scenen, fik diplomer og blev klappet ad. Og Evas Sean, som hadede at læse, og som faktisk ikke rigtig havde knækket læsekoden, da han tog af sted på camp, havde på 14 dage læst 400 sider.
– Han havde læst en kæmpe tyk bog. Jeg var vildt imponeret, for jeg vidste jo godt, hvor svært han plejede at have det med at læse. De 20 minutter, jeg skulle læse med ham hver dag derhjemme, var lidt af et helvede dengang, fortæller hun.
– Det var Beautiful Creatures, og den er 565 sider lang, oplyser Sean efter at have fundet bogen frem fra reolen på sit værelse. Men hvad var det, der skete med Sean og den læse-kode på campen?
– De fandt nogle bøger, som jeg kunne lide. Når noget interesserer mig, så vil jeg gerne køre igennem og kæmpe. Så er det ikke noget problem at læse i fire timer, forklarer Sean.
For Sean var campen meget anderledes end at være i skole. Og det handlede især om den måde, de voksne var på.
– De voksne på camp var så venlige, så jeg fik lyst til at gøre det ordentligt. Jeg tror, jeg tænkte, at når de gør sig så umage med noget, så må jeg give igen og gøre noget for dem, selv om jeg måske ikke gad i begyndelsen, forklarer Sean, der oplevede noget, som han ikke var vant til med lærerne i skolen.
– På campen kunne man mærke, at de voksne ville én det bedste. De gik ned på dit niveau og talte med dig. I folkeskolen stod de ligesom over dig og talte ned til dig, forklarer Sean, der mener, at det er en af de helt store forskelle på Lær for Livet og skolen.
– Man føler ikke, at de voksne i Lær for Livet er lærere, de er mere som nogle kloge venner. Ingen irettesætter dig eller siger, at du har lavet fejl. Det er mere sådan ’skal jeg vise dig en smart måde at gøre det på?’. Du får ikke skældud, men du får en begrundelse, hvorfor tingene er, som de er, forklarer han.
Han er stille lidt.
– Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag uden Lær for Livet. Jeg har oplevet, hvor meget man kan rykke sig på kort tid. Nu ved jeg, at det kan lade sig gøre, konstaterer Sean og fortæller, at han plejede at få 02 i dansk og matematik, men afsluttede 10. klasse med 10-taller i begge fag.
– Mit gennemsnit er blevet bedre og bedre.
I dag går Sean på det sidste år på handelsgymnasiet med kurs mod studentereksamen til sommer – som den første i sin familie. Han mener selv, at en del af hans mentale indstilling til skolen og lektier kommer fra Lær for Livet.
– Når jeg skal i gang med en opgave, tænker jeg ikke mere ’hold nu kæft’, så tænker jeg mere neutralt på, at det bare er noget, jeg skal – ligesom at børste tænder eller gå i bad.
Efter den første camp syntes han, at det var svært at komme tilbage i skolen.
– Nu vidste jeg jo, hvor fedt det kunne være at lære noget. Men skolen var langt fra en camp, husker han. Og Seans livret på det tidspunkt var ikke skole, fortæller Eva. – Han var blevet den dreng i skolen, der enten ikke var der, eller ham, der lavede ballade. En klassens klovn. Sådan en rolle er svær at komme ud af igen. Vi kunne jo se, at han godt kunne, og at han også havde troen på sig selv. Men i skolen troede de ikke på ham. De grinede ad ham, forklarer Eva.
Hun prøvede at så nogle frø hos Sean til, at det kunne være en god idé at flytte skole og få en ny start. Og det besluttede han sig til efter første camp. Samtidig fortsatte han i Lær for Livet. Han oplevede selv, at der på den næste camp var større fokus på, hvordan man kunne overføre det, man fik med fra campen til hverdagen.
– De gjorde mere ud af at vise, hvordan man kunne tage det mentale med sig tilbage og bruge det i hverdagen, så det ikke bare var en måde at tænke på, når du var på camp. Jeg bruger vildt tit de slogans, som vi fik med i Lær for Livet. I tysk for eksempel. At man skal have viljestyrke og ikke give op, forklarer han.
Sean kom også med i Lær for Livets mentorordning. Han havde ugentlige besøg af sin mentor, indtil han gik i 10. klasse, og kan stadig ringe, hvis han har brug for hende. I dag er han 19 år og klarer selv lektierne. Faktisk har han næsten ikke tid til at blive interviewet, fordi han er i gang med en tyskaflevering.
– Sean er kommet langt. Vi havde ikke regnet med, at han ville nå så højt et fagligt niveau, som han har i dag. Det er takket være Lær for Livet – og så er det selvfølgelig takket være Sean selv, der virkelig har arbejdet for det, siger Eva.
Hun peger på, at Sean både er blevet hjulpet af praktiske redskaber, fx til at læse, men også har fået en personlig udvik-ling med sig fra Lær for Livet.
– Seans selvværd er steget – og det gør det jo, når man præ-sterer, yder noget og ser, at det virker. Lær for Livet har gjort Sean bevidst om alt det, han kan. Han kan virkelig formulere sig og har i den grad talegaverne i orden. Og så er han nysgerrig, stærk, vedholdende og modig, siger hun og tilføjer:
– Vi har også hele vejen oplevet, at Lær for Livet har meget respekt for det, vi gør i plejefamilierne, og støtter os.
For Sean selv er der gået sport i at kunne rykke sig og holde fast – også uden Lær for Livet i ryggen.
– Kan jeg det her uden dem? Det er dét, der er eksperimentet for mig nu. For jeg vil have en uddannelse. Jeg har haft lyst til at give op og stoppe mange gange, men mine plejeforældre har støttet mig på en god måde. Og jeg har jo selv set, hvor meget jeg har rykket mig på en camp – fx det med læsning. Så jeg ved, at det kan lade sig gøre, siger han.