Det her er stort for mig. At skrive forordet til et regeringsudspil, der skal give udsatte børn en bedre barndom end min egen. Selv føler jeg ikke, jeg har haft nogen. Barndom, altså. Jeg føler aldrig, at jeg har været barn.
Mine tidligste minder går på, at jeg er en slags far for mine tre yngre søskende. Jeg vækker dem og giver dem tøj på. Følger dem i skole og børnehave. Køber ind og laver mad. Leger med dem og putter dem om aftenen.
Min mor er psykisk syg. Hun ligger meget og sover. På grund af medicinen. Det er sjældent, hun er til stede – sådan rent mentalt. Jeg vil ikke have kammerater med hjem. Jeg skammer mig over, hvordan det er derhjemme. Jeg vil heller ikke hjem til andre. For så bliver jeg mindet om andres normale liv.
Jeg søger andre steder hen. Til min mormor og morfar og moster i nærheden. Her har jeg mulighed for at være barn. Men samtidig har jeg dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at overlade mine søskende til min mor. Hun kan ikke håndtere dem. Og min stedfar er enten på arbejde eller drikker.
Et andet minde står tydeligt for mig. En nat bliver jeg vækket af, at min mor råber mit navn. Min stedfar er gået helt bananas. Han rusker i hende. Slår hende. Min lillebror går i flæsket på ham. Jeg står der bare. Helt paf.
Selv om min mor er, som hun er, har hun altid elsket os. Hun trøster mig, når jeg bliver mobbet i skolen. Det bliver jeg tit. Jeg bliver mobbet med, at jeg ikke er normal. At mit tøj er beskidt, ødelagt eller for småt. Jeg bliver kaldt bøsse, fordi jeg holder mig for mig selv.
Der er ingen voksne omkring mig, der reagerer før den dag, hvor jeg ikke kan holde det ud mere.
Det hele flyder over for mig. Jeg føler ikke, jeg kan være nogen steder uden at blive kritiseret eller mobbet. I en time siger jeg pludselig højt i klassen, at nu vil jeg slå mig selv ihjel. Først da reagerer læreren.
Skolens ledelse tager fat i min mor og i kommunen. Min mor vil ikke have, at jeg skal anbringes. Jeg er nu 9 år gammel. For lille til at forstå, hvad det vil sige. Jeg får faktisk heller ikke at vide, at det er det, der skal ske. Da jeg efter et par uger i den nye plejefamilie spørger, hvornår jeg skal hjem, lyder svaret: ”Det kommer du ikke. Det her er dit hjem nu.”
Jeg føler mig løjet for. Holdt for nar. Det er ikke fedt ikke at skulle se mit værelse igen – ud over i weekenden. Jeg starter i en ny skole. Jeg lyver om, at jeg bor i en plejefamilie. Det er besværligt, for jeg kan jo ikke forklare, hvorfor jeg har to sæt forældre.
Jeg kan ikke huske navnene på halvdelen af mine sagsbehandlere i kommunen. Mange af dem har jeg kun mødt en gang. Andre slet ikke. De lytter ikke til det, jeg siger. Jeg siger, at jeg gerne vil se mine forældre mere. Jeg vil gerne holde kontakten. Men der bliver ikke gjort noget ved det. Svaret lyder, at min mor ikke kan holde til det. Og at min far bor for langt væk.
Lang historie kort: Jeg har det godt i dag. Jeg har lært, at det ikke er mig, der er problemet. At jeg er offer for et uheldigt miljø. Jeg har venner, som jeg tør åbne mig for. Jeg håber, jeg selv bliver en god far en gang. Men jeg har en bøn til alle voksne:
Vær hurtigere til at sætte ind. Og vær klar til at sætte ind. Lyt til børnene, hvis de siger, de har det dårligt. Også selv om det sårer mor eller far. Gør det bedre i fremtiden for udsatte børn.
Flere nyheder