Nyhed

29. november 2018

Rekordmange deltagere til Learning Kid Council møde

I slutningen af november var det igen blevet tid til det halvårlige møde med Learning Kid Council. Denne gang fandt mødet sted i København med besøg hos KBH+, et kulturmiljø for unge mellem 16 og 30 og dagen blev afsluttet på sekretariatet, hvor der blev julehygget.

Der var stor tilslutning til mødet og i alt 22 medlemmer af Learning Kid Council deltog. De er med til at repræsentere de 400 børn og unge i Lær for Livet. 

Det vigtigste punkt på dagsordenen til dagens møde var Learning Camp. Medlemmerne debatterede, hvad der er allervigtigst, når man er af sted på camp – “fællesskab”, “venner” og “aktiv læring” toppede listen. Alle medlemmernes pointer om Learning Camp skal med til bestyrelsesmødet i januar, hvor camp-konceptet skal videreudvikles. 

Learning Kid Council fik også en rundvisning på KBH+ og en introduktion til, hvordan sådan et kulturmiljø fungerer. De unge brugere af KBH+ er selv med til at forme stedet. Der er plads til musik, kreativitet, visuel kunst, teater, bevægelse og meget mere. Ved hjælp af aktiv ungdomsdeltagelse er KBH+ en vej for unge til at finde ud af, hvem de er og hvad de kan.

Der blev heldigvis også tid til at klippe julepynt til kontoret, skrive julekort og tale om, hvordan vi skal fejre de Learning Kids, der dimitterer i 2019 efter 6 år i programmet.  

De halvårlige møder med Learning Kid Council sikrer, at børnene i Lær for Livet bliver hørt, og panelet er en del af Lær for Livets indsats med børneinddragelse. Børnene stemmer om hvem, der skal være repræsentant i Learning Kid Council, når de er på Learning Camp. Repræsentanterne kommer fra hver årgang af Learning Kids, og deres erfaringer er med til at udvikle programmet.