Hvad er Lær for Livet?

Lær for Livet er et seksårigt læringsprogram, der har til formål at styrke børns læring og trivsel.

I Lær for Livet får barnet mulighed for at knytte nye venskaber med andre børn på Learning Camps. Barnet får også en frivillig mentor, der kan støtte op om skolearbejdet og barnets tro på egne evner.  

I Lær for Livet tænker vi på hjernen som en muskel, der skal trænes for at komme i god form. Derfor har vi på Learning Camp og i mentorordningen fokus på aktiv læring og gode oplevelser, der styrker selvtilliden. 

Hvorfor Lær for Livet?

Målet med Lær for Livet er at hjælpe barnet godt gennem uddannelsessystemet. Med lærings-camps og opbakning fra en frivillig mentor ønsker vi, at barnet bliver gladere for at lære og bliver en del af et stærkt fællesskab. Gevinsten er samtidig, at barnet får gode minder og venner for livet.   

Hvad er en mentor? - Lær for Livet
Hvad er en mentor? - Lær for Livet

Hvad er en mentor?

Alle børn i Lær for Livet får så vidt muligt en frivillig mentor tilknyttet.  

Mentor hjælper med lektier 2-4 gange om måneden, men kan også tage på hyggelige udflugter med barnet efter aftale med dig/jer. I bestemmer selv, hvordan og hvorhenne møderne skal foregå, så længe det er barnet, der er i fokus.  

Alle vores mentorer gennemgår en grundig rekruttering og uddannelse, så de er godt klædt på til opgaven. Det betyder også, at der nogle gange kan gå flere måneder fra opstart på camp til, at den rigtige mentor er fundet. 

Hvad er Learning Camp?

Programmet skydes i gang med, at barnet tager på Learning Camp. Det første år kommer barnet på tre Learning Camps.  

De ligger i sommer- og efterårsferien samt i Kristi Himmelfartsferien. De øvrige fem år har barnet mulighed for at vælge mellem fire tema-camps om året.  

Under camp-forløbet sover, spiser og modtager børnene undervisning i fx matematik og dansk samtidig med, at der er skruet op for hygge og sjove aktiviteter. De voksne på camp er typisk uddannet lærere, socialpædagoger og lærerassistenter.  

Hvem kan være med?

I Lær for Livet er børnene mellem 9 og 13 år, når de starter deres seks år i programmet. Alle børnene er i en situation, hvor kommunen har vurderet, at det ville være godt for barnet at være en del af Lær for Livets fællesskab og få ekstra støtte til at trives og lære i skolen. 

Din rolle

Lær for Livets læringsprogram er betalt af private fonde og de kommuner, der tilmelder børnene. Derfor er deltagelse i Lær for Livets læringsprogram gratis for børnene. Du/I skal derfor bare sige ja!  

De voksnes holdning til Lær for Livet vil påvirke barnets lyst til at deltage, så det er vigtigt, at du/I støtter op om de forskellige camps og mentormøderne.