Velkommen til Lær for Livet


Lær for Livet er et seksårigt læringsprogram, der har til formål at styrke børns læring og trivsel.

I Lær for Livet får barnet mulighed for at knytte nye venskaber med andre børn på Learning Camps. Barnet får også en frivillig mentor, der kan støtte op om skolearbejdet og barnets tro på egne evner.  

I Lær for Livet tænker vi på hjernen som en muskel, der skal trænes for at komme i god form. Derfor har vi på Learning Camp og i mentorordningen fokus på aktiv læring og gode oplevelser, der styrker selvtilliden. 

Hvorfor Lær for Livet?

Målet med Lær for Livet er at hjælpe barnet godt gennem uddannelsessystemet. Med camps og opbakning fra en frivillig mentor ønsker vi, at barnet bliver gladere for at lære og bliver en del af et stærkt fællesskab. Gevinsten er samtidig, at barnet får gode minder og venner for livet.   

Hvad er Lær for Livet?

Mentorordning

Når jeres barn bliver en del af Lær for Livet, får barnet også en frivillig mentor. En mentor mødes med barnet 2-4 gange om måneden og kan hjælpe med lektier, have gode snakke med barnet og lave forskellige aktiviteter. I bestemmer selv, hvordan og hvorhenne møderne skal foregå, så længe det er barnet, der er i fokus.

I løbet af det første år vil langt de fleste børn blive matchet med en mentor. Nogle børn bliver det allerede før den første camp og andre bliver det senere. Når vi skal finde en mentor, er det vigtigt, at det er én, som passer godt sammen med barnet og som ikke bor alt for langt væk, så det bliver let at mødes i hverdagen. Det vil derfor somme tider tage ekstra tid at finde det helt rigtige match, og nogle børn venter derfor lidt længere på at få en mentor.

For børn der har været i programmet i længere tid, og måske skal matches med en ny mentor, så gælder det samme – det er vigtigt, at vi finder et godt match, og derfor kræver det nogle gange lidt tålmodighed.

Alle vores mentorer gennemgår en grundig rekruttering og uddannelse, så de er godt klædt på til opgaven.

I er altid velkomne til at kontakte os for at høre mere om processen eller om, hvor langt vi er med at finde en mentor til netop jeres barn. Det kan I gøre på: tlf. 61 15 64 44 – tast 1 for frivilligteam.

Hvad er en mentor?

Tina er mentor for Nicolaj

Learning Camps

Programmet skydes i gang med, at barnet tager på Learning Camp. Det første år kommer barnet på tre Learning Camps.  

De ligger i sommer- og efterårsferien samt i Kristi Himmelfartsferien. De øvrige fem år har barnet mulighed for at vælge mellem fire tema-camps om året.  

Under camp-forløbet sover, spiser og modtager børnene undervisning i fx matematik og dansk samtidig med, at der er skruet op for hygge og sjove aktiviteter. De voksne på camp er typisk uddannet lærere, socialpædagoger og lærerassistenter.  

Hvad er Learning Camp?

Learning Kids fortæller om at være på Learning Camp

Hvem kan være med?

I Lær for Livet er børnene mellem 9 og 13 år, når de starter deres seks år i programmet. Alle børnene er i en situation, hvor kommunen har vurderet, at det ville være godt for barnet at være en del af Lær for Livets fællesskab og få ekstra støtte til at trives og lære i skolen. 

Din rolle

Lær for Livets læringsprogram er betalt af private fonde og de kommuner, der tilmelder børnene. Derfor er deltagelse i Lær for Livets læringsprogram gratis for børnene. Du/I skal derfor bare sige ja!  

De voksnes holdning til Lær for Livet vil påvirke barnets lyst til at deltage, så det er vigtigt, at du/I støtter op om de forskellige camps og mentormøderne. Vi glæder os til at samarbejde med jer!

Når dit barn skal på Learning Camp

Hvad er Læs Sammen?

Læs Sammen

Læs Sammen er Lær for Livets læseindsats. Lær for Livets læsekonsulent står til rådighed med læsefaglig sparring samt inspiration og udvælgelse af bøger, der passer til det enkelte barns niveau og interesser.

Læs mere om Læs Sammen her.

Hvornår er der arrangement
i Lær for Livet igen?

Gå til Lær for Livets kalender og få et overblik over de kommende aktiviteter.

Gå til kalender