Talforståelse: Hvor mange tal kan I skrive?

Formål

  • Undersøge betydningen af cifrenes placering
  • Undersøge kommaets betydning for tallets størrelse
  • Kendskab til kombinatorik

Opdeling
2-4 børn pr. gruppe

Der skal findes

  • 4 talkort med forskellige cifre og evt. et kommakort fra Talkort
  • Post its og tuscher

Sådan foregår aktiviteten
Børnene skal danne forskellige tal ved at lægge de fire cifre i forskellige rækkefølger. Hver gang de har fundet et nyt tal, skrives det op på en Post-it.
Øvelsen fortsætter, så længe eleverne kan finde på nye tal. Spørg evt. ind til, hvordan børnene finder nye tal. Arbejder de efter et system? Hvordan kan de være sikre på, at de har fået alle kombinationer med?
Hvis interessen og overskuddet er der, så tal med børnene om, hvordan man kan regne sig frem til antallet af mulige kombinationer.
Når børnene har fundet alle muligheder, så bed dem ordne Post-its’ne i rækkefølge. Tal om, hvordan de ved, i hvilken rækkefølge de skal ligge.

Differentiering op
Tilføj ud over de fire cifre også muligheden for at indsætte et komma. Tal om, hvad kommaets placering betyder for tallets størrelse. Nøjes evt. med 3 cifre for ikke at have for mange kombinationsmuligheder.

Tilbage til siden Talforståelse