Børnenes stemmer: Learning Camp, pool og perleplader

Lær for Livets nyeste generation af Learning Kids har i sommer deltaget i deres første Learning Camp. Sommercampen markerer begyndelsen på børnenes seksårige læringsrejse. Campen fokuserer på at styrke børnenes faglige og sociale kompetencer, og det giver børnene mulighed for at få et fællesskab med andre børn i lignende situationer. Lær for Livet har efterfølgende spurgt børnene om deres oplevelser på Learning Camp.   

Lykke ved at være en del af Lær for Livet

Der er bred enighed om, at børnene er glade for at være en del af Lær for Livet. Imponerende 56% er meget enige, mens 23% er enige i at de er glade for at være en del af Lær for Livet.
Børnene har i spørgeskemaet givet udtryk for, at deres bedste oplevelser på camp var alle aktiviteterne. Her fremhæver flere spillet Pokemon Go, perleplader og at bade i poolen (på campen i Jylland), hvor man kunne prøve at springe fra 3-meter vippen. 

Læring i leg: dansk og matematik

Udover at styrke børnenes sociale kompetencer, styrkes deres faglige kompetencer også på camp. De har nemlig dykket ned i spændende fag som dansk og matematik. De fleste børn er enige i, at undervisningsmetoderne på campen er fantastiske, men nogle er stadig usikre på, om de er blevet bedre til disse fag. Dette viser, at Learning Camp er mere end bare at lære; det er en proces med personlig vækst og udforskning. 

Nye venner

Det er dejligt at komme hjem med ny læring fra camp, men det er også rigtig dejligt at tage derfra med nye venskaber. Hele 83% af børnene har svaret enten enige eller meget enige i, at de har fået nye venner på camp.

Søde voksne og trygge rammer

Endeligt er hele 81% af børnene enige eller meget enige i, at de voksne på campen har været søde. Dette tal understreger den stærke forbindelse og støtte, som det dedikerede team af vejledere og undervisere tilbyder. I Lær for Livet vægter de voksne på camp højt, at der bliver skabt en god og tryg relation til børnene. Dette bliver gjort ved at deltage i aktiviteterne på samme måde som børnene og samtidig give udtryk for, at de står klar med en hjælpende hånd og et lyttende øre.   

Om undersøgelsen
I alt 92 børn har svaret på spørgeskemaet i forbindelse med deres første camp, som varer otte dage i sommerferien.  

Formålet med undersøgelsen er at få et indblik i børnenes oplevelser med camp og Lær for Livet. Det giver Lær for Livet mulighed for at lytte til børnenes behov, og dermed skabe de bedste rammer for deres udvikling.

Flere nyheder