Fra folkeskolelærer til frivillig mentor

Hanne på 72 år er pensioneret folkeskolelærer. For tre år siden valgte hun at ændre kurs i sin allerede indholdsrige pensionisttilværelse, da hun stødte på et opslag fra Lær for Livet om at blive frivillig mentor. Hendes passion for at lære fra sig var langt fra forsvundet; hun ansøgte om at blive mentor, og den beslutning har hun aldrig fortrudt.

”Jeg kunne se, at Lær for Livet søgte frivillige mentorer til børn, og så slog det mig, at det kunne jeg godt tænke mig,” fortæller Hanne. Efter at have deltaget i en éndags mentoruddannelse med Lær for Livet, blev hun matchet med den dengang blot 10-årige Alex. Nu, tre år senere, har venskabet mellem dem udviklet sig.

”Det er dog kun den ene af os, der er glad for matematik”

Ugentligt mødes Hanne og Alex for at tackle tal og bogstaver – en tradition, de har holdt fast i siden deres første møde for tre år siden. Mens de stadig grejer grammatik og løser regnestykker, har de også skabt noget helt særligt.

Hanne deler historien: ”Vi startede med at tale om, hvordan man tegner en cirkel med en blyant. Det krævede selvfølgelig en passer. Og så var det faktisk dig, Alex, der startede med at formulere, hvordan spillet skulle være.”

Alex supplerer Hannes fortælling hvor han deler sin drøm om at skabe et spil, med en matematisk dimension: ”Det er dog kun den ene af os, der er glad for matematik,” bemærker Hanne smilende. Men Hanne griber ideen og ønsker at integrere skolefagene i spillet.

Den tanke har Alex også opsnappet, når han taler om størrelsesforholdene på supermarkederne, som man kan bygge på sine grunde: ”Små, mellemstore og store,” siger Alex, og fortsætter med at forklare muligheden for selv at vælge størrelsen på lånet til sit supermarked, fordi ”man skal selvfølgelig betale hele lånet tilbage,” som Hanne understreger.

Hanne begav sig også ud på lokale kræmmermarkeder for at finde gamle matadorspil og små biler til deres brætspil. Herefter tog Hanne og Alex’s visualisering af deres spilidéer for alvor fart, og i dag kan de præsentere det færdige spil.

 

Efter lektier, leg og brætspil kommer fremtidsdrømme

Det tog sin tid at få lavet brætspillet færdig, da der naturligvis også skulle være plads til anden lektielæsning, gåture, biografture og andre sjove aktiviteter undervejs – og ja, så havde de selvfølgelig kun deres ene ugentlige aftale til at ses med hinanden, når Alex havde fri fra skole.

At skabe et brætspil sammen kommer ikke helt tilfældigt. Alex har nemlig en brændende drøm om at lave computerspil, og på snoren af drømme for fremtiden er der mere. Alex drømmer også om at bo i et hus i Klampenborg, så han bor tæt på Dyrehavsbakken, og han drømmer om at have sin helt egen Tesla. Hanne supplerer med, at det at være spiludvikler slet ikke er en dårlig profession, især når man har de gode drømme for fremtiden som Alex har.

Indtil den drøm går i opfyldelse, nyder de to venner og brætspil-skabere dog blot tiden med hinanden: ”Det er sjovt, det er rigtig sjovt, og så er hun også rigtig sød,” lyder de afsluttende ord fra Alex om det at ses med Hanne hver uge.
Alex har nu fået det færdige spil med hjem til familien, så de kan spille sammen, alt imens Hanne og Alex nu pønser på, hvad der skal være deres næste fælles iværksætterdrøm.

Kunne du også tænke dig at blive mentor for et barn? Så ansøg her.


Lær for Livet
Lær for Livet er en organisation, der skaber lige muligheder for børn, der vokser op med svære livsomstændigheder. Den seksårige indsats giver børn og unge faglig støtte og fællesskab, så de står stærkere i skolen og hverdagslivet.

Børnene er mellem 9 og 13 år, når de starter i Lær for Livets læringsprogram. Hvert barn løftes fagligt og socialt med hjælp fra en frivillig mentor. Børnene samles også på såkaldte ”Learning Camps”, hvor de bliver en del af et stærkt fællesskab. 1000 anbragte børn og børn med andre sociale foranstaltninger, har siden 2013 været en del af Lær for Livet. Og 8 ud af 10 er lykkedes med at gennemføre folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse og lige så mange fortsætter i ungdomsuddannelse. Lær for Livet er finansieret ved hjælp af private fonde og børnenes kommuner.

Lær for Livet vandt UNICEF’s børnepris i 2023.

For yderligere information se: www.laerforlivet.dk

Flere nyheder