Frivillig interviewer: Samtalerne er altid vidt forskellige

Som en del af rekrutteringen af nye mentorer har Lær for Livet tilknyttet en gruppe frivillige, som besøger og interviewer potentielle mentorer. i deres eget hjem. Én af de mentorer er Finn B. Møller, der har været interviewer hos Lær for Livet siden 2017.  

Når en potentiel mentor ansøger om at blive frivillig for Lær for Livet, er der en fast procedure for, hvordan vedkommende på den bedste måde bliver introduceret til rollen som mentor og her kommer frivillige interviewere som Finn ind i billedet. Han tager rundt i flere dele af Danmark og holder samtaler med potentielle mentorer. 

Efter syv år som interviewer, har Finn en del samtaler bag sig og har derfor godt styr på sin rutine. Inden han besøger mentorkandidaten i hjemmet, har de typisk talt i telefon og her danner han sig allerede et indtryk. Selve interviewet foregår ifølge Finn stille og roligt og starter altid med lidt småsnak om løst og fast.  

Finn, frivillig interviewer i Lær for Livet.

Finn, frivillig interviewer i Lær for Livet.

”Vi begynder med småsnak for lige at tale os ind på hinanden, måske bliver jeg budt på en kop kaffe, og så forklarer jeg lidt om interviewet og processen, der følger efter,” forklarer Finn og uddyber:  

”Selve interviewet følger Lær for Livets spørgeskema, og selv om oplægget er det samme hver gang, er samtalerne altid vidt forskellige. Det er jo noget af det, der gør rollen som interviewer så interessant,” forklarer Finn.  

Hans mål som interviewer er også at kunne besvare eventuelle spørgsmål, der måtte fylde hos den potentielle mentor sådan, at når han går derfra, sidder de tilbage med en fornemmelse af at være blevet lyttet til. 

Mødet med overskudsmennesker 

Øvelse gør mester, når det kommer til at interviewe, og de mange samtaler, Finn har haft for Lær for Livet, har medvirket til at forbedre hans måde at gennemføre interview på. Derudover bliver man som interviewer også altid instrueret og undervist af Lær for Livet i, hvordan man bedst varetager sin rolle.  

Det frivillige arbejde bringer en masse glæder med sig – også for Finn: 

”Jeg glædes ofte over, at så mange mennesker har tid, lyst og ressourcer til at yde et frivilligt arbejde for et ungt menneske, de ikke kender endnu. Det mest givende er mødet med så mange overskudsmennesker. Det er slående, hvor forskellige de potentielle mentorer er – men fælles for dem, jeg har mødt, er en kæmpe lyst til at kunne gøre noget særligt for et ungt menneske,” siger han.  

Det er Finns holdning, at mange forskellige slags typer kan varetage rollen som frivillig interviewer hos Lær for Livet. Han mener, at der kun er få vigtige ting, som skal gøre sig gældende for dig, der gerne vil være interviewer:  

”Rollen som frivillig interviewer er oplagt for dig, der gerne vil lave noget frivilligt arbejde, hvor du selv har indflydelse på din ’arbejdstid’ og du nyder at tale med andre mennesker.” 

Vil du gerne være frivillig interviewer hos Lær for Livet? Læs mere og ansøg her:  

https://laerforlivet.dk/om-os/ledige-stillinger/frivillig-interviewer/  

Flere nyheder