’Lær for Livet’ modtager UNICEFs Børnepris 2023

UNICEFs Børnepris går i år til ’Lær for Livet’, der er et projekt for børn i udsatte positioner i Danmark. Prisen er blevet uddelt i dag på Børnenes Dag under et arrangement i FN-Byen. 

Der var spænding til det sidste, da UNICEFs Børnepris 2023 i dag blev uddelt. Og vinderen blev ’Lær for Livet’, der med hæderen anerkendes for arbejdet med at forbedre livet for børn i udsatte positioner, herunder dem der er anbragt uden for hjemmet. 

”Lær for Livet fortjener børneprisen, fordi de har skabt et unikt seksårigt program, der viser stærke resultater for børn og unge i udsatte positioner i forhold til læring og uddannelse. Samtidig er det lykkes at engagere bredt fra frivillige til private og det offentlige,” sagde Astrid Haug, forperson for UNICEF Danmarks bestyrelse, da hun overrakte prisen. 

”At modtage UNICEF’s børnepris er mere end blot en pris. Det er en bekræftelse på vores fælles mission om at omskrive historien for børn og unge i udsatte positioner, så de kan skabe sig en bedre fremtid. Det er en ære, jeg deler med hele Lær for Livet-familien, vores dedikerede medarbejdere, frivillige og de knapt 1000 børn og unge, som vi har haft privilegiet af at støtte og arbejde for og med. Og til de mange fonde, virksomheder og kommuner, som har støttet op,” sagde Karen Haumann, direktør i ’Lær for Livet’, da hun modtog prisen. 

”Det er en kæmpestor ære at være med i dag og modtage den her pris. Jeg er taknemmelig for den betydning Lær for Livet har haft i mit liv. Det har givet mig større skoleglæde og et helt andet mindset, når det gælder skole og læring. Derfor er det også virkelig fedt, at det arbejde bliver anerkendt med en børnepris,” udtaler 17-årige Emma, der har været en del af Lær for Livet siden 2018. Emma var med på scenen for at modtage prisen.   

’Lær for Livet’ er et langsigtet læringsprogram, der skal styrke børn i udsatte positioner. Programmet skal bidrage til, at de styrker deres faglighed og personlige kompetencer, får øget lyst til læring og opnår bedre trivsel. På lang sigt skal ’Lær for Livet’ bidrage til, at børnene får mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse og skabe et godt liv for sig selv.    

Blandt de nominerede var Den Grønne Ungdomsbevægelse, Lær for Livet og Spejderne, alle kendt for deres utrættelige arbejde med at berige livet for børn og unge i Danmark. 

Baggrund
Fra og med i år vil prisen være kendt som UNICEFs Børnepris, tidligere kendt som UNICEF Prisen. Dette års valg af vinderen er sket gennem en proces, hvor både den danske offentligheds og UNICEFs Børneprisjurys stemmer blev vægtet ligeligt.
Børneprisjuryen bestod i år af følgende medlemmer: 

  • Claus Hjortdal: Formand for Skolelederforeningen 
  • Ditte Sølbeck: Chefkonsulent i Børnerettighedsinstitutionen MIO, vinder af UNICEFs Børnepris 2022 
  • Emilia van Hauen: Kultursociolog, foredragsholder, bestyrelsesmedlem og forfatter 
  • Helle Rabøl Hansen: Cand. jur. Ph.d., tilknyttet NO!SE 
  • Line Grove Hermansen: Direktør for Kommunikation & Advocacy i UNICEF Danmark 
  • Matilde Bagge Frederiksen: Medlem af Det Nationale Rettighedsråd, Borgerskolen 
  • Mina Kücükkilic: Medlem af Det Nationale Rettighedsråd, Strandgårdskolen. 
  • Susanne Dahl: Generalsekretær i UNICEF Danmark 
Flere nyheder