Rapport fra VIVE: Børn i udsatte positioner oplever ensomhed, lav tilfredshed med livet og negativt syn på fremtiden

Ny rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at mange børn og unge i udsatte positioner oplever:

⚠️ Ensomhed
⚠️ Lav tilfredshed med livet
⚠️ Negativt syn på fremtiden.

Den dårlige trivsel hænger ifølge undersøgelsen sammen med en kompleks opvækst med mange udfordringer.

”Børn og unge i forebyggende foranstaltninger med dårlig trivsel har også store udfordringer og får sandsynligvis for lidt støtte,” udtaler seniorforsker Mette Lausten fra VIVE.

Ifølge undersøgelsen har børn og unge i udsatte positioner et større støttebehov og flere udfordringer i skolen. Hele 30 pct. af de anbragte unge og 29 pct. af de unge i forebyggende foranstaltninger har afsluttet grundskolen uden at gå til prøve i noget fag overhovedet. Og hver fjerde af de 17-årige i forebyggende foranstaltninger og de 17-årige i anbringelse var ikke inden for uddannelsessystemet, da undersøgelsen fandt sted.

”Det er således unge, som er i stor risiko for ikke at få en uddannelse og dermed i stor risiko for at blive en del af restgruppen,” skriver VIVE i rapporten.

Men der er også lyspunkter i undersøgelsen. For bare 10 år siden viste forskning, at anbragte børn og unge oplevede at blive mødt med lave forventninger i skolen. I dag svarer hele 60 pct. af de anbragte unge og 59 pct. af de unge uden indsatser, at lærerne inden for det seneste år (i større eller mindre grad) har høje forventninger til dem. De unge i forebyggende foranstaltninger og de unge med § 11-støtte (hhv. 48 og 47 pct.) oplever dog i lavere grad, at lærerne har høje forventninger til dem.

Der er med andre ord stadig behov for mere fokus og bedre støttemuligheder for at sikre børn og unge i udsatte positioner en god skolegang.

Læs hele undersøgelsen her.

Flere nyheder