Nyhed

18. februar 2021

Børnene Først betyder også god skolegang først

Regeringen har med udspillet Børnene Først for alvor sat fokus på, at vi som samfund skal tage bedre hånd om de børn og unge, som bliver anbragt uden for hjemmet. 

Flere af initiativerne i udspillet afspejler, at regeringen også har lyttet til børnene og de unges egne anbefalinger. Det er positivt. Men selvom udspillet rummer potentiale til at gøre en forskel, kan det ikke stå alene.

Vi ved, at en god skolegang og gennemførsel af en ungdomsuddannelse er afgørende for, at anbragte børn og unge kan bryde den negative sociale arv, de ofte har med sig. 

I dag gennemfører kun tre ud af ti folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse. Det gælder for 9 ud af 10 af deres ikke-udsatte kammerater (KL Nøgletal 2020).

Seks år efter folkeskolen har kun hver fjerde gennemført den ungdomsuddannelse, der for de fleste er fundamentet for at klare sig godt videre i uddannelse eller job.

Det er bekymrende tal, der fortæller om et samfundsmæssigt svigt, vi ikke kan være bekendt. 

Derfor vil vi gerne appellere til, at politikerne i de kommende forhandlinger også sætter fokus på skolegang og uddannelse. 

En tidlig skoleindsats
Vi har brug for klare mål og tydelige ambitioner for anbragte børns skolegang og uddannelse, hvis vi vil skabe forudsætningerne for, at vi som samfund kan hjælpe dem bedre på vej i livet.

Vi er glade for, at regeringen med initiativerne i udspillet for alvor sætter fokus på, at vi får skabt stabilitet og kvalitet i anbringelserne. 

Men vi ved også fra børnene selv, at stabilitet også er lig med en god og stabil skolegang, hvor man trives. Ja, en god skolegang er en helt afgørende faktor for at skabe sig et godt voksenliv uden arbejdsløshed, hjemløshed, sygdom, kriminalitet og misbrug.

Derfor er det også positivt, at der i regeringens udspil er fokus på at styrke læringsmiljøet på anbringelsesstederne, at opgradere det faglige miljø på de interne skoler og at give de anbragte unge muligheden for ekstra tid til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Men selvom ungdomsuddannelserne er vigtige, så må vi ikke glemme, at problemerne ofte opstår langt tidligere, nemlig i grundskolen. 

Der er med andre ord brug for, at vi sætter ind med ekstra støtte til anbragte børn. Det understreges i øvrigt af en række undersøgelser, som alle viser, at anbragte og udsatte børn og unge præsterer dårligere i skolesystemet, end de faktisk har evner til.

Ingen hurtige løsninger
Det kan der være mange årsager til. Det kan være, at læringsmiljøet i hjemmet er for svagt. At børnene har haft for mange skoleskift eller at skolen ikke tager nok hensyn til, at nogle børn mangler kompetencer, der er afgørende for at klare sig godt i skolen, og som de fleste andre har fået med hjemmefra, for eksempel selvtillid og lyst til at lære. 

I Lær for Livet har vi etableret og udviklet et landsdækkende læringsprogram for anbragte børn og unge i samarbejde med en række kommuner. 

78 procent af de børn, som er en del af Lær for Livet, gennemfører en afsluttende folkeskoleeksamen i 9. eller 10. klasse. Vi er ikke i tvivl om, at det skyldes, at disse børn fra en tidlig alder (ni til ti år) har fået en ekstra støtte til læring, i vores tilfælde i form af lærings-camps og i form af en stabil, frivillig mentor gennem seks år, der understøtter børnenes skolegang.

Der findes med andre ord intet quick fix, når det handler om at hjælpe og sikre anbragte børn bedre forudsætninger for læring. Derfor efterlyser vi fokus på mindst tre områder i de kommende forhandlinger.

1. Investér i lærernes uddannelse
For det første har folkeskolen i dag ikke værktøjerne til at støtte ordentligt op om anbragte børn og unges behov, ligesom folkeskolelærerne hverken har de nødvendige kompetencer eller tiden. 

Det er en svær opgave at forstå og imødekomme udsatte børns behov, men det er ikke noget, de lærerstuderende i tilstrækkelig grad undervises i på læreruddannelsen. 

Derfor bør vi investere både i de nuværende læreres efteruddannelse og i selve læreruddannelsen, så lærerne bedre end i dag kan danne og uddanne udsatte børn og unge.

2. Gør en særlig indsats på skolerne og sæt klare mål
For det andet anbefaler vi et nyt værktøj i form af en plan, som skolerne skal udarbejde og som træder i kraft, når et anbragt barn starter på skolen. 

Med planen skal der blandt andet udpeges en ansvarlig kontaktlærer, som tildeles ekstra timer til at sikre, at barnet får den nødvendige støtte i skolen og inkluderes socialt. 

Planen bør også klarlægge en systematik for, hvordan teamet på skolen vil undersøge og afdække eventuelle læringsudfordringer hos barnet, ikke mindst fordi vi ved, at mange læringsudfordringer, som for eksempel ordblindhed, bliver opdaget for sent (jf. Egmont Rapporten, 2018).

I dag gennemfører ni ud af ti ikke-udsatte børn Folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse, og syv ud af ti har gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter. 

Vi bør have samme ambitioner på anbragte og udsatte børn og unges vegne.

3. Styrk anbragte børns netværk og relationer
Vi er glade for, at regeringen har lagt op til at forbedre den nuværende støttepersonsordning med et forstærket fokus på civilsamfundet. 

Det er rigtig gode nyheder, at institutionsanbragte kan blive tilbudt en venskabsfamilie. Men cirka 80 procent af anbragte børn bor hos en plejefamilie. De bør have samme mulighed for at indgå i ikke-betalte relationer. 

Børn og unge i Lær for Livet fremhæver gang på gang, hvilken kæmpe betydning det har for dem både fagligt og socialt at have en mentor, der frivilligt er der for dem gennem flere år. 

Derfor foreslår vi som det tredje, at det er en pligt for kommunerne at tilbyde alle anbragte børn en frivillig mentor eller kontaktperson, der kan hjælpe dem godt på vej i livet. Her kan civilsamfundet bidrage og være med til at løfte børnene.

Det er samlet set glædeligt, at udspillet Børnene Først har store ambitioner om at sikre anbragte og udsatte en god start på livet. Men vores budskab er klart: Vil man sætte børnene først, kræver det også #GodSkolegangFørst