Nyhed

11. november 2020

Mød Frederik, der er i gang med at uddanne sig til folkeskolelærer via NGO’en TEACH FIRST DANMARK. De sidste to år har han brugt sin sommerferie og weekender på Learning Camp med Lær for Livet. Det gør han, fordi det giver ham livsglæde og styrker ham fagligt. Og Lær for Livet sætter pris på TEACH FIRSTERNES faglighed og engagement i forhold til de mest udsatte børn og unge.

Med hele to bachelorgrader i hus – én i Film- & Medievidenskab og én som elektroingeniør – blev Frederik Voss bevidst om sit behov for at arbejde med mennesker og sin lyst til at arbejde med læring.

Jeg er en person, der altid har elsket at gå i skole og at lære. I slutningen af mine studier fandt jeg ud af, at jeg havde et stort behov for at arbejde med mennesker, og at det i virkeligheden var det at være i et læringsmiljø, der virkelig interesserede mig, ” fortæller han.

Frederik havde længe gået med tanken om at prøve at undervise børn i folkeskolen. Det var hans frivillige arbejde som fodboldtræner og hans tilknytning til Red Barnet Ungdom, der gav ham modet til at starte på meritlæreruddannelsen hos  NGO’en Teach First Danmark og dermed også som underviser på Lær for Livets Learning Camps.  

Et betydningsfuldt aftryk

Første gang Frederik var med Lær for Livet på Learning Camp, var han netop startet som Teach First Graduate, hvor han agerede som undervisningsassistent i dansk. Oplevelsen var så god, at han kom tilbage året efter – denne gang som matematikunderviser og med sit eget hold af undervisningsassistenter. 

På camp er man aldrig i tvivl om, at de valg man tager, de gør en forskel. Det er tydeligt, at mange af børnene mangler troen på egne evner. Derfor er det altid meget givende at være med til at tanke noget selvtillid på dem. At føle, at det man laver, faktisk har et aftryk, det betyder meget for mig,” fortæller Frederik og tilføjer; “Det er det menneskelige, der betyder mest for mig. Når man rykker de børn, der halter mest bagud fagligt og at de også oplever, at de lykkes. Det kan virkelig noget.”.

En anden måde at være matematiklærer på

Sideløbende med sit to-årige meritlærerstudie via Teach First, arbejder Frederik på Brønshøj Skole, hvor han normalt har 28 elever på samme tid. Frederik erkender, at man på Learning Camp i højere grad kan målrette undervisningen til den enkelte elev, fordi der er flere voksne til eleverne sammenlignet med en almindelig folkeskoleklasse, men han lader sig inspirere af metoderne fra camp, som kan overføres til dagligdagen på skolen.

På camp har vi muligheden for at give de børn, der er mest bagud et kæmpe løft, fordi vi er flere voksne pr. barn, og fordi børnene er i et andet miljø, hvor de kan spejle sig socialt i hinanden”.

Som underviser er Frederik med til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen og sparrer løbende med de andre lærere og undervisningsassistenter i forhold til at lave en undervisning, der rummer leg og bevægelse.

 Når man er afsted på camp, så har man rent faktisk tiden til at fordybe sig og tage sig den tid, som processen tager. Det gør det muligt, at alle børnene kan få ordet og få lov til at bidrage. Derfor synes jeg også, at det er en anden måde at være matematiklærer på, når man er afsted på camp”.  

 Teach First Graduates gør en stor forskel

Teach First Danmark og Lær for Livet er fælles om at ville reducere læringsuligheden for udsatte børn i Danmark. Teach First Danmarks meritlæreruddannelse er nemlig målrettet undervisning på skoler i de mest udsatte boligområder. 

De to organisationer samarbejder i forbindelse med Lær for Livets Learning Camps, hvor Teach First Graduates som en del af deres uddannelse er på – camp i 10 dage i sommerferien som undervisningsassistenter. Mange Teach Firstere vender tilbage på camp igen og igen. Det er en kæmpe gave for børnene at gense de samme voksne, men også for Teach Firsternes egen faglige og personlige udvikling og for Lær for livet. Programchef for læring i Lær for Livet, Gertrud Kernn-Jespersen fortæller;

Teach First Graduates kommer med en stærk faglighed, og det kan mærkes. De brænder for deres fag og er motiverede for at formidle det videre. Samtidig har TF-Graduates taget aktivt stilling til, at de gerne vil gøre en forskel for udsatte børn. Det er en motivation, børnene kan mærke, fordi de tålmodigt ”står på tæer” for at støtte børnene i deres læring.  Teach First Graduates gør en stor forskel som undervisere i Lær for Livet. Så kæmpe tak for bidraget til alle jer – I ved hvem I er,” udtaler Lær for Livets programleder for læring Gertrud Kernn-Jespersen

Læs mere om Teach First Danmark her

 Kort om Lær for Livets Learning Camp

Udover lærere og undervisningsassistenter fra Teach First, er der på Learning Camp tilknyttet socialpædagoger, der understøtter lærernes undervisningsarbejde med socialfaglige kompetencer.

De knapt to ugers Learning Camp i sommerferien er startskuddet for børnenes seks år i Lær for Livet. Herefter kommer børnene på yderligere to camps i løbet af deres første år i programmet og minimum en camp om året i de efterfølgende fem år. Efter deres første camp, skal hvert barn tilknyttes en frivillig mentor, der kan støtte op om skolearbejdet og alment dannende aktiviteter 2 til 4 gange om måneden.