Frivillig mentorordning kan udvikle sig til relationer for livet

En langvarig mentorordning kan styrke udsatte børn fagligt, personligt og socialt og skabe grobund for en familiær relation mellem mentor og mentorbarn, konkluderer en ny rapport fra Lær for Livets følgeforskning på DPU, Aarhus Universitet.

Fælles interesser, god kemi og stabilitet er væsentlige elementer for at bevare en langvarig mentorrelation. Det viser den femte rapport fra Lær for Livets følgeforskning på DPU, Aarhus Universitet. Rapporten belyser Lær for Livets tre kerneindsatser: en frivillig mentorordning, Learning Camps og forskellige brobygningsindsatser.

En unik langvarig mentorordning
Lær for Livets mentorordning er i sit udgangspunkt seksårigt for at skabe kontinuerlige relationer for børnene med ressourcestærke voksne. Mentorordningen har til formål at styrke anbragte og udsatte børns læring og livsduelighed, så de på sigt kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Samtidig er det væsentlig, at børnene får chancen for at udvide et ellers meget skrøbeligt netværk.

Børnene er mellem 9 og 13 år, når de starter i programmet og de frivillige mentorer uddannes til at have fokus på lektiehjælp og ”almen dannende aktiviteter”.  Ordningen adskiller sig fra andre mentorordninger både i Danmark og internationalt ved at lægge op til et meget langvarigt forløb.

”En af de unikke ting ved Lær for Livet er, at programmets mentorordning fra starten var designet som et længerevarende tilbud til børnene af helt op til seks års varighed. De længerevarende forløb giver tid til at få skabt en bæredygtig relation mentor og mentorbarn sideløbende med de skolefaglige aktiviteter. Samtidig giver den langvarige mentorordning en mulighed for over en længerevarende periode at følge barnet og tilpasse ordningen barnets udvikling og skiftende behov, både fagligt og socialt,” siger Anna Kathrine Frørup fra DPU, Aarhus Universitet, der er en af forfatterne bag forskningsrapporten.

Lektiehjælper og voksenven
Selvom alle mentorrelationer er forskellige, fordi børnene har forskellige behov, er chancen for at bevare relationen størst, hvis der er god kemi og fælles interesser.

”Det langvarige aspekt giver mulighed for at opbygge et stærkt personligt engagement og fælles interesseflader, som er afgørende for et succesfuldt mentorforløb. Man kan sige, at der sker en bevægelse fra at være mentor et par timer om ugen til også at være en ’voksenven’, ” siger Anna Kathrine Frørup fra DPU, Aarhus Universitet, der er en af forfatterne bag forskningsrapporten.

Mentorernes dilemmaer
Rapporten peger også på, at man som mentor for et anbragt barn bevæger sig på et komplekst felt, hvor det kan være varierende i hvilken grad mentorerne inviteres med ind i det øvrige samarbejde omkring børnenes udvikling.

”På den ene side er deres rolle tænkt som den engagerede voksenven, hvis resurse i forhold til mentorbarnet er ikke at være en del af de professionelle aktørens domæner, hvad enten det er plejeforældre og pædagoger, skolelærere eller sagsbehandlere. På den anden side er de en del af Lær for Livets mentorkorps med fokuserede opgaver og retningslinjer for deres indsats. Opgaver, der kan forudsætte viden om og mulighed for at have indflydelse på, hvad der sker blandt de mange professionelle aktører rundt om barnet,” siger Anna Kathrine Frørup fra DPU, Aarhus Universitet.

”Vi uddanner vores mentorer i, at det er et komplekst felt, de skal arbejde i, og at det er vigtigt at få en klar forventningsafstemning med hjemmet fra starten. Det er en pointe i sig selv, at den frivillige mentor ikke skal være tæt forbundet med det etablerede system omkring barnet, men netop møde barnets behov som uafhængig og frivillig. Men der kan være fordele ved, at mentorerne inviteres ind i samarbejdet med skolen. Derfor er vi i Lær for Livet rigtig glade for, at flere kommuner aktuelt indgår i tætte partnerskaber med os om at styrke skolesamarbejdet,” forklarer Lær for Livet direktør Illa Westrup Stephensen.

Hele rapporten kan læses her: Lær for Livet – Learning Camp modellen, mentorordningen og brobygningsindsaterne

Lær for Livets mentorordning er støttet af LB Forsikring, der består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa – og Bauta Forsikring.

Flere nyheder