Koptårn

Materialer

  • 10 ens plastikkopper pr. gruppe
  • 1-10 elastikker pr. gruppe
  • 1 snor af 2-4 m længde pr. deltager

Sådan foregår aktiviteten
Deltagerne deles i grupper af fire.

Til hver gruppe laves en elastik, som der er bundet 4 snore fast på. Træk en snor ad 2-4 m længde igennem elastikken og bind en knude omkring elastikken midt på snoren. Snoren ligger således dobbelt.
Gentag med de tre andre snore.

10 kopper stilles i en stak med bunden opad.

Deltagerne i gruppen tager nu fat for enden! af hver deres dobbeltsnor, så de står med elastikken mellem sig i midten.

Gruppen skal nu bygge en pyramide af kopper med 4 kopper nederst, så 3 kopper, 2 kopper og 1 kop øverst.
Dette gør de ved at trække i snorene, så elastikken udvider sig,  flytte elastikken ned over den øverst kop i stakken, løsne grebet i snorene, så elastikken strammes om koppen, løfte koppen af stakken og placere den det sted, hvor pyramiden skal bygges. Herefter trækkes igen i snorene, så elastikken slipper koppen, og den næste kop i stakken kan hentes og sættes på pyramiden.

Lad evt. grupperne konkurrere om, hvem der først har bygget deres pyramide.

Se en video om aktiviteten her.

Vigtigt

  • Man må kun flytte kopperne ved at løfte dem med elastikken omkring koppen. Man må altså ikke bruge hænder, skubbe med snorene eller lignende.
  • Beslut inden aktivitetens start, om man må rejse en kop op, hvis den vælter og ligger på siden.
  • Beslut inden aktivitetens start, hvad der sker, hvis en eller flere kopper vælter ned fra pyramiden. Må man fx stille dem tilbage på pyramiden med hænderne, må man flytte dem med elastikken eller skal man som straf flytte dem tilbage på stakken, før man igen må placere dem på pyramiden.

Variation

  • Lav grupper af 3 eller 5 deltagere.
  • Gør snorene kortere eller længere. Jo længere snore, jo sværere.
  • Træk blot snorene igennem elastikken uden at binde dem fast. Så skal deltagerne også sørge for, at holde afstand mellem snorene, for at de nemt kan udvide elastikken.
  • Vælg, hvor mange elastikker gruppen skal bruge til at flytte kopper. Jo flere elastikker, der er samlet med snore bundet om, jo hårdere skal der trækkes i snorene for at udvide elastikken.
  • Lav kortere eller længere afstand mellem stakken med kopper og det sted, hvor pyramiden skal bygges.
  • Placer stakke og pyramide-byggepladser således, at grupperne må krydse hinanden for at flytte deres kopper. Det kræver at der lægges en plan for, hvordan man krydser hinanden, uden at snorene vikles sammen.
  • Lav aktiviteten i stilhed, så deltagerne skal kommunikere nonverbalt.
  • Indfør evt. en straf, hvis gruppen overtræder regler, fx ved at røre kopperne med hænderne.

Tilbage til siden PL