Variabel-gymnastik

Formål

  • Kunne forklare at en variabel er et symbol for noget andet

  • Vide at en variabel kan ændre sig/variere

  • Kunne samle enslydende variabler til en mængde

Opdeling
Fælles eller i mindre grupper

En pose til 15 learning kids indeholder

  • 9 ark med bogstaverne a til f og x, y og z

  • 20 ark med kommandoer

  • 6 kort med bogstaverne a til f til at komme i terningen

  • 3×6 kort med bogstaverne x, y og z

Desuden skal findes

  • Stor skumterning med lomme

Pejlemærker inden aktiviteten

  • Har du prøvet at regne med bogstaver i matematik før?

  • Hvad ved du om bogstavregning?

  • Hvad betyder det, at noget kan variere?

  • Hvad er en variabel/en pladsholder?

  • Hvad betyder det, hvis der fx står 3a?

Tip
Brug konkrete billeder til at beskrive, hvad variabler er. Sammenlign med fx et kinderæg, en lykkepose, en æske, der kan være forskellige ting nede i. Indholdet kan ændre sig fra situation til situation.

Sådan laves aktiviteten: Del 1 – variabler er symboler for noget andet
Underviseren sætter ark med bogstaverne a til f op på tavlen. Ud for hvert bogstav sættes en kommando. Eleverne står op med front mod underviseren. Kortene med bogstaverne a til f placeres i lommerne på skumterningen. Underviseren eller en af eleverne slår med terningen, og eleverne laver aktiviteten, der passer til bogstavet.

Sådan laves aktiviteten: Del 2 – Variabler kan ændre sig
Underviseren udskifter kommando-arkene med seks nye kommandoer. Den ene kommando SKAL være ’Variabler kan ændre sig’. Eleverne står op med front mod underviseren. Underviseren slår med terningen, og eleverne laver aktiviteten, der passer til bogstavet. Hver gang elever har råbt ’variabler kan ændre sig’, flyttes på kommandoerne, så de står ved et nyt bogstav.

Sådan laves aktiviteten: Del 3 – Vi samler variabler
Vælg en elev til at lave aktiviteter foran gruppen. Sæt ark med bogstaverne x, y og z op på tavlen. Eleven trækker tre kommandokort og sætter dem op ved siden af bogstaverne.
De 18 kort med bogstaverne x, y og z blandes. Eleven trækker 8 kort uden at vise kortene til de andre og laver løbende de bevægelser, der passer til bogstaverne. De andre elever ser bevægelserne og noterer bogstavet, der passer til bevægelsen.
Underviseren spørger nu de andre elever: Hvor mange x’er? Hvor mange y’er? Hvor mange z’er? Antallet af hvert bogstav skrives på tavlen. Underviseren skriver først eksempelvis: z+z+z+y+y+y+y+x og dernæst 3·z + 4·y + 1·x. Underviseren fortæller at vi i matematik har valgt at slette gangetegnene og at samme udtryk kan skrives som 3z + 4y + x. Husk at fremhæve at 1·x = x.
En ny elev kommer til tavlen. Vedkommende trækker tre nye kommandokort og sætter op ved siden af bogstaverne. Når vedkommende har trukket 8 bogstavkort og vist dertilhørende bevægelser, får de andre elever minimum 30 sekunder til at samle de 8 bogstaver til et samlet udtryk, sådan at de giver svaret som eksempelvis 5y+z+2x. Fortsæt på samme måde.

Vigtige spørgsmål

  • Hvad er en variabel?

  • Hvorfor har vi variabler?

  • Hvad står bogstaverne for?

  • Når du har samlet variablerne, hvordan kan du så tjekke, om du har det rigtige antal bogstaver i dit udtryk?

Variation

  • Eleverne kan også lave opgave to og to sammen eller mindre grupper.

  • I stedet for at trække kort, kan eleverne selv vælge bevægelser.

Differentiering
Eleverne må ikke skrive noget ned. På den måde motiveres de yderligere til at lægge variablerne sammen undervejs.

Tilbage til siden Algebra