Gange/dividere: Vingummibamse-division

Børnene undersøger, hvor mange personer der kan være om at dele en pose vingummier, hvis de skal have lige mange hver.

Formål
Kendskab til divisorer og division i den lille tabel

Opdeling
Parvis

Materialer

Sådan foregår aktiviteten

Hvert par får en pose med 48 vingummibamsekort i. Børnene skal nu undersøge, hvilke muligheder der er for at dele vingummibamserne op i flere bunker. Afhængigt af niveau kan arbejdes med lavere tal, for at mindske antallet af mulige regnestykker.

Tal med børnene om, hvordan de løser opgaven. Hvilken strategi bruger de? Hvis man finder et divisionsstykke, kan man så finde et andet, der minder om (bytte om på divisor og resultat)?

Børnene skal finde så mange måder som muligt at dele antallet af vingummier mellem et antal personer, så de får lige mange (hele vingummier) hver. 48 vingummier kan de deles ud til 1, 2, 3, 4, 6, 8, 12, 16, 24 eller 48 personer (svarende til 48’s divisorer). Deres opdagelse kan skrives både med ord og som regnestykke, fx

12 personer kan dele 48 vingummibamser. Så får de 4 hver.
48:12=4

Eller

48 vingummibamser kan deles mellem 8 personer. Så får de 6 hver.
48:8=6

Børnene tager undervejs billeder af deres forskellige opdelinger og tilhørende tekst/regnestykke. Billederne lægges i børnenes individuelle padlets.

Når børnene har arbejdet med 48 vingummier, kan øvelsen laves med et tal, der giver andre divisorer.

Forslag til tal:

  • Tallet 48 har følgende divisorer 1-2-3-4-6-8-12-16-24-48

  • Tallet 36 har følgende divisorer 1-2-3-4-6-9-12-18-36

  • Tallet 20 har følgende divisorer 1-2-4-5-10-20

  • Tallet 35 har følgende divisorer 1-5-7-35

Tal om, hvordan man finder ud af, om man har fundet alle muligheder. Øvelsen kan med fordel kombineres med værkstedet Divisorbjerge.

Differentiering op
Tal om hvad man gør, hvis der fx er 5 personer der skal dele 48 vingummier. Her er fokus på forståelsen af division med en rest og en samtale om, hvad der så skal ske med denne rest. Resten kan fx deles ved at omskrive den til en brøk med resten som tæller og divisoren som nævner.

Fx bliver 48:5 = 9 og 3 i rest. De 3 i rest kan deles i fem også, og bliver således til 3/5 i hver bunke. Resultatet af 48:5 bliver så 9 3/5.

Tilbage til siden Gange/dividere