Allerede da hun var få måneder gammel, kom Jasmin Heilmann i aflastning, og som ni-årig blev hun anbragt i en plejefamilie på fuldtid. Hendes biologiske familie jublede. Det gjorde hun også selv, for mor og datter havde kæmpet for at få det til at ske i flere år.
“Min mor er alkoholiker, så siden jeg var helt lille, har jeg haft mange bekymringer. Hun har fra start rigtig gerne ville have mig i fuldtidspleje, så vi var rigtig glade, da det skete. Når hun var fuld, var hun meget højtråbende og rigtig glad, og der skal bare ske noget og fest og farver. Når hun ikke var fuld, var hun meget kærlig og omsorgsfuld, og så skulle vi bare hygge og lave sådan nogle normale ting som mor og datter,” fortæller Jasmin Heilmann.
Det var en kvinde fra kommunen, der introducerede Jasmin Heilmann for ideen om at få en mentor. En voksen, hun kunne bruge et par timer med et par gange om måneden, og som hun kunne tage på udflugter med.
Endnu en person, der nok ville hende det bedste, men som sikkert også fik penge for det, tænkte hun.
