Pernille hjælper hver uge sit mentorbarn Emmanaya med at finde glæden ved skolearbejde. Det er ikke kun til glæde for Emmanaya. Pernille bliver selv udfordret i sin mentorrolle og får samtidig lov til at gøre en forskel for et andet menneske.
Pernille lukker og slukker hver onsdag sin arbejdscomputer præcis klokken 14:55. Derefter kører hun ud for at hente 11-årige Emmanaya i hendes klubtilbud. De to kører hjem til Pernille, og ofte laver de varm kakao og taler om, hvad dagen i dag skal byde på. Emmanaya sidder i en gammel gyngestol, som har tilhørt Pernilles mormor, mens Pernille selv sidder på trappetrinnet, hvor den varme kakao langsomt bliver koldere og drikkes færdigt. Sådan har det ofte været hver onsdag i lidt over halvandet år nu, hvor 45-årige Pernille har været frivillig mentor for Emmanaya.
Hos Pernille står der, ud over hygge på programmet, lektiehjælp, hvor matematik uden tvivl er favoritfaget. II hvert fald hvis man spørger Pernille.
”Vi bruger en del tid på matematik,” siger Pernille og fortæller også, at Emmanaya er meget dygtig til det. Det er Emmanaya dog ikke helt enig i.
”Pernille har lært mig at huske 9-tabellen. Hun siger, jeg er god til det, selvom jeg ikke altid føler mig så sikker,” forklarer Emmanaya. I skolen kan hun bedre lide at øve sig i brystsvømning, end at gange og dividere. Pernille er dog ikke i tvivl om Emmanayas evner.
”Faktisk er Emmanaya god til det meste. Hun har bare svært ved at få taget sig sammen til at få lavet sine lektier. Ofte skal hun også bare have et par hjælpende ord, så kan hun godt løse matematikopgaverne,” fortæller Pernille og fortsætter: ”Det er min sjove opgave at hjælpe hende med at finde glæden ved lektier. Og det, at min hjerne også til tider må ordentligt på arbejde for at finde den bedste måde at forklare matematik på, er også fedt for mig. Jeg får testet mig selv, og jeg får lov til at udfordre mig selv til at finde på,” forklarer Pernille.
Relationen er en gave i sig selv
Pernilles glæde ved selv at blive udfordret i sit arbejde som frivillig mentor er ikke det eneste, Pernille får ud af sin rolle.
”Endnu vigtigere er, at jeg ser, hvordan mine ord og handlinger påvirker et andet menneske,” siger Pernille og uddyber: ”Jeg får lov til at være et menneske, som en 11-årig føler sig tryg sammen med. At Emmanaya stoler på mig, at hun gerne vil have, at jeg er med til ting, og at det er vigtigt for hende, at jeg kan lide hende, er noget, jeg ser som et kæmpe kompliment. Jeg tror ikke, det er en selvfølge. Så når Emmanaya viser, at hun kan lide at være sammen med mig, så ser jeg det som en gave,” fortæller Pernille.
Nære, personlige samtaler giver værdi
Når Pernille og Emmanaya ikke nyder et kop varm kakao hos Pernille, tager de ofte på ture til blandt andet Moesgaard Museum lidt uden for Aarhus. Det er et sted, hvor de både kan fokusere på lektierne i museets café og opleve de mange arkæologiske og etnografiske udstillinger sammen. Turene til og fra Moesgaard i bilen er dog næsten det, Pernille holder mest af, når hun og Emmanaya tager på tur sammen.
”Jeg elsker tiden i bilen, når vi kører et eller andet sted hen. Samtalen er ofte nemmere, når man ikke sidder lige overfor hinanden. Vi får vores bedste samtaler i bilen,” fortæller Pernille.
Det er især i de nære samtaler, som Pernille og Emmanaya ofte har sammen i bilen, hvor Pernille mærker, at hun har gjort en forskel, og hvor hun især har følt sig værdifuld som frivillig mentor. Pernille fortæller:
”Jeg elsker bygninger, og når vi er i bilen, peger jeg ofte smukke huse ud. Længe var Emmanayas svar til min glæde over en smuk bygning: ”Nej, den er grim.” En dag forklarede jeg hende, at hendes negative reaktion til min mening, ikke gjorde mig ondt, for jeg vidste godt, at det ikke var hendes mening, men at hun bare sagde, de var grimme, fordi jeg kunne lide dem. Det afviste hun,” siger Pernille og fortsætter:
”Den følgende uge så jeg igen et smukt hus. Da jeg sagde det til Emmanaya, svarede hun: ”Ja, det er smukt.” En halv time senere spurgte hun, om jeg lagde mærke til, at hun ikke sagde nej, bare fordi jeg sagde ja. Det gjorde jeg. Den oplevelse var stor for mig,” fortæller Pernille og pointerer lige efter: ”Emmanaya tager det, vi snakker om til sig. Der kan godt gå noget tid, inden jeg ser hvor meget, hun tager ind, men hun er modtagelig for feedback, og jeg er heldig nok til at få lov til at give hende den,” forklarer Pernille.
Bog fyldt med minder
Pernille og Emmanayas mentormøder betyder meget for dem, og de sørger ofte for, at deres oplevelser bliver foreviget. Derfor er en helt særlig blå, plysset bog lige så stor en del af Pernille og Emmanayas ugentlige møder som matematikhæftet.
”Vi har en særlig mindebog, hvor vi gemmer minder og billeder fra vores oplevelser sammen. Den bor hos Pernille,” fortæller Emmanaya.
Slår man op på siderne mellem det plyssede omslag, kan man med alt sandsynlighed læse om Pernille og Emmanayas årsdag som mentor og mentorbarn. Den milepæl fejrede de med sushi. Emmanaya fortæller også, at de snart kan fejre toårsdag. Og mon ikke mindebogen herefter får et billede af en hest eller to – Pernille og Emmanaya har nemlig allerede aftalt, at de skal ud at ride.
”Vi har aftalt at tage alle seks år sammen i Lær for Livet, og så skal vi til London. Det hele skal med i vores mindebog,” afslutter Emmanaya. Pernille tilføjer, at når programmet i Lær for Livet er slut, så får Emmanaya alle de mindebøger, som de to har udfyldt sammen i årenes løb.
Indstillingen er det vigtigste
Arbejdet som frivillig mentor er vigtig for Pernille, både for Emmanayas skyld, men også for hendes egen. Og det er netop den drivkraft i en selv, som er vigtig, påpeger Pernille.
”Jeg tror ikke, min baggrund er afgørende. Det er min lyst til at gøre en forskel og det, at jeg ved, at når jeg har lovet min tid og støtte, så kan jeg også leve op til mit løfte. Det er mest relevant, at jeg ved, at jeg holder af at være en støtte for børn og unge. At jeg kan finde glæde i det frivillige arbejde. Jeg er sikker på, at indstillingen til programmet er vigtigere end baggrunden,” siger Pernille og tilføjer, at alle, der har lyst, kunne få glæde af at være frivillig mentor. Men særligt mennesker med overskud, som har lyst til at være noget for et barn, der ikke altid har det nemt, kunne blive en fantastisk mentor.
Alle kan få personlig glæde af at være frivillig mentor, men det er helt sikkert, at det også gør en kæmpe forskel for de børn og unge, der oplever at bruge tid med en engageret mentor.
”Jeg synes, flere burde have en mentor som Pernille. Det er hyggeligt, og det er dejligt at have en voksen for sig selv,” afslutter Emmanaya.
Kunne du også tænke dig at blive mentor for et barn eller en ung? Så ansøg her.
Flere nyheder