Der er både tid til hyggesnak, kogekunst og lektiehjælp, når Dorthe er sammen med sit mentorbarn, Oliver. De har kendt hinanden i halvandet år og har fået opbygget en rigtig god relation og rutine for deres faste tirsdagsmøder.
Dorthe på 51 år havde en god mavefornemmelse efter, at hun mødte 14-årige Oliver og hans far første gang tilbage i 2022.
”Både Oliver og hans far virkede begge opsatte på, at det skulle være et godt første møde, og det var en rar fornemmelse, da jeg selvsagt var en smule nervøs. Tænk, hvis de ikke ville have besøg af mig, eller at jeg trådte over deres grænser. Men vi fik snakket og aftalt, at jeg skulle mødes med Oliver en gang om ugen. Og sådan har vi fortsat lige siden,” forklarer Dorthe.
Dorthe henter Oliver efter hun har fri fra arbejde, og så kører de sammen ud for at handle ind til aftensmad og bagefter hjem til Dorthe. De spiser altid aftensmad sammen, når de mødes – og Oliver sætter både menuen og er chefkok. Udover den vigtige lektiehjælp er det fælles måltid en stor del af Dorthes filosofi som mentor, og hensigten er at skabe en tryg atmosfære for Oliver.
”Det er vigtigt, at vi hygger os, når han er her. Oliver er meget glad for at lave mad, så han er kokken og jeg er rydde-op-damen. Den tillid, jeg giver ham, når han laver mad til os, tror jeg, er støttende for ham. Jeg guider ham en gang imellem, men det er ham, der har det sidste ord i forhold til, hvordan maden skal laves,” fortæller Dorthe.
Potter og pander var allerede fra start centrum for Dorthe og Olivers første møde. ”Jeg tilbød Dorthe en sodavand, da hun kom, og så sad vi ellers i køkkenet og snakkede,” siger Oliver og fortæller, at det at lave mad og spise sammen om tirsdagen, det er noget af det, han nyder allermest, når han er sammen med Dorthe.
Den skrappe dame vil gøre en forskel for Oliver
Men for Olivers faglige udvikling kan det heller ikke kun gå op i madlavning og hyggesnak det hele. Derfor er der også sat tid af om tirsdagen til lektiehjælp. Lige efter aftensmad går Dorthe og Oliver i krig med dansk, som er det fag, der er vigtigst for Oliver at arbejde med.
”Jeg ved godt, at han er her for at blive bedre til dansk, så jeg er den ’skrappe dame’, der holder ham lidt i ørene,” siger Dorthe og forklarer deres arbejde med at læse:
”Vi får ryddet op efter aftensmaden og går i gang med at læse i en bog, hvor han læser nogle afsnit, og hvis bogen er særligt udfordrende, læser jeg også nogle afsnit. Derefter skal han skrive nogle af de ord, som jeg fangede, var svære for ham. Derudover har jeg nogle helt almindelige hverdagsord, jeg øver med ham hver gang. Når han kan dem, finder jeg på nye ord.”
Selvom Oliver nyder, at Dorthe er god til andet end danskundervisning, så er Oliver også tirsdag efter tirsdag med Dorthes lektiehjælp blevet dygtigere til dansk. Og selvom aldersforskellen mellem de to særligt er noget, som Oliver har bidt mærke i, så er det kun en fordel for deres makkerskab. ”Dorthe er en god mentor, og hun er en halvgammel dame, så hun ved, hvordan man lærer børn en masse dansk, fortæller Oliver med smil i øjnene og tilføjer: “Og så er hun bare en god person.”
Generelt føler Dorthe sig meget investeret i Olivers personlige og faglige udvikling, og hun er stolt af at kunne bidrage til, at han en dag kan bestå folkeskolens afgangsprøve.
”Det motiverer mig meget at gøre en forskel for Oliver. Jeg vil gøre en stor indsats for, at han kan få sin afgangseksamen. Og at kunne se, at han bliver bedre til dansk, er virkelig givende for mig – det er stort at få lov til at være en støttende voksen for ham,” afslutter hun.
Kunne du også tænke dig at blive mentor? Så ansøg her.
Flere nyheder