Shu-bi-duas bedste sang skal sikre frivillige mentorer

Lene Holm har det seneste år været frivillig mentor for den nu 11-årige Arshia. Det har gjort en verden til forskel for dem begge to. Derfor har de sammen bakket op om en kampagne, der skal skaffe flere frivillige mentorer til Lær for Livet. I kampagnevideoen har Shu-bi-dua for første gang givet lov til brug af deres sang ”Den røde tråd” for at bakke op om den gode sag.

”Bliv mentor for en af os, og hjælp os med, at vi for faen kan blive til noget”. Sådan lyder beskeden fra et af de børn i Lær for Livet, som man kan møde i en ny kampagnevideo fra Lær for Livet, der arbejder for at styrke læring og livsduelighed hos børn og unge i udsatte positioner. Forinden har knapt 30 børn, unge og deres mentorer sunget Shu-bi-duas kendte sang ”Den røde tråd” for at gøre opmærksom på, at flere børn mangler en frivillig mentor.  

For selvom sangen er kendt af de fleste og det er den sang, som danskerne har stemt ind som Shu-bi-dua bedste, er den aldrig blevet brugt i kampagner eller reklamer. Det har Shu-bi-dua ikke tilladt før nu. 

”Vi ser det som et kæmpe skulderklap, at vi har fået lov til at bruge ”Den røde tråd” i vores kampagne for at rekruttere flere frivillige mentorer. Endda uden beregning. Det er vi både ydmyge og taknemmelige overfor. Det er en sang, som alle kender, så vi håber, den vil få flere til at lægge mærke til kampagnen,” siger Karen Haumann, direktør i Lær for Livet, og forsætter: 

Frivillighed er et privilegie
Makkerlæsning er blot en del af den leg og læring, som bringes i spil, når 65-årige Lene Holm hver torsdag mødes med 11- årige Arshia for at støtte ham i at blive bedre til at læse og skrive.

Det var i juli 2021, Lene så en annonce på Facebook om at blive mentor: ”Jeg tænkte bare, det her, det skal jeg, og så sendte jeg en ansøgning med det samme”.  

Lene blev efter en grundig screening og uddannelse matchet med den dengang 10- årige Arshia Javanmiri, som netop var startet et seks-årigt læringsforløb i Lær for Livet.  

Siden da har Arshia rykket sig i forhold til læsningen. Den helt store læsesucces sker, når Lene og Arshia laver makkerlæsning, her skiftes de til at læse højt for hinanden. Arshia fortæller selv, at han synes det er sjovt at læse med Lene, det er som om, de har knækket læsekoden, og lige nu vækker særligt historien om ”Lille Virgil” stor læseglæde. Det giver mening at være mentor siger Lene:  

Jeg har brug for at hjælpe, hvor der er et behov. For mig er et det privilegie at kunne hjælpe frivilligt, uden at der er penge i det. Jeg er her for Arshias skyld, og fordi jeg har lyst. Arshia har spurgt mig: ”Kan du egentlig stoppe som min mentor, hvis du gerne vil?”, så har jeg svaret, at ja det kan jeg godt, men det vil jeg ikke. Det gør det jo også langt nemmere, når man bliver modtaget med smil og åbne arme af Arshia og familien,” understreger Lene.

Men det er ikke kun lektielæsning og biblioteksture, der er på programmet, når Lene og Arshia mødes ugentligt. De er begge to helt pjattede med at tage på ture. Derfor har de både været i Knuthenborg Safaripark og de besøger i ny og næ også det lokale pizzeria.

Hos Lær for Livet er det okay at drømme, også stort. Arshia drømmer om at blive fodboldspiller, når han bliver stor. Arshia skal være en del af Lær for Livet i seks år. Og det giver mening med en mentor.

Lær for Livets ambassadør, skuespillerinden Lise Baastrup har desuden støttet op om kampagnen ved at indtale den afsluttende speak til videoen. 

Siden 2018 har Lær for Livets mentorordning været støttet af LB Forsikring, der består af Lærerstandens Brandforsikring, Bauta og Runa Forsikring. 

 

Flere nyheder