Før var Torben skoleinspektør, nu er han pensioneret og frivillig hos Lær for Livet

Det var gennem sit forsikringsselskab, LB Forsikring, der støtter op om Lær for Livets mentorordning, at den 69-årige Torben Mørup først hørte om muligheden for at blive mentor. Med sin baggrund som skoleinspektør og nu pensionist følte han sig forpligtet til at gribe chancen.

“Jeg har arbejdet med børn, der på forskellig vis havde udfordringer gennem hele mit arbejdsliv. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg i min pensionisttilværelse skulle bruge tid som frivillig og forhåbentligt kunne gøre en forskel,” fortæller Torben.

Torben bor i Esbjerg Kommune, der i sidste uge løftede sløret for et nyt partnerskab mellem kommunen, Lær for Livet, Lauritzen Fonden og KG Fonden, der skal give 30 udsatte børn fra Esbjerg Kommune en ekstra støtte til at klare sig bedre i skolen og blive en del af fritidslivet. Den tidligere skoleinspektør fremhæver den glæde, det giver ham at være frivillig og pensionist, særligt når man skaber positive oplevelser sammen.

Torben Mørup er nu frivillig som pensionist og hjælper 15-årige Oscar med lektier og fremtidsdrømme.

Torben Mørup er nu frivillig som pensionist og hjælper 15-årige Oscar med lektier og fremtidsdrømme.

Det perfekte match

Efter at have gennemgået Lær for Livets mentoruddannelse, matchede Lær for Livet Torben med den dengang 11-årige Oscar. Det er ifølge Torben selv det ideelle match, for Oscar er en ung dreng med drømme, og hans drøm er at hjælpe Oscar med at realisere de drømme.

“Mit match med Oscar har været perfekt. Vi deler interesser, og noget af det Oscar drømmer om, kan jeg tilbyde ham. Det gør mig glad, hver gang jeg er sammen med Oscar, og jeg kan mærke han får noget ud af vores samvær,” fortæller Torben.

Torben og Oscar er typisk sammen en gang om ugen. Torben henter Oscar efter skole, og så kører de hjem til ham, hvor de får eftermiddagste og frugt. Bagefter bliver der lavet lektier, snakket, spillet yatzy og skak. Andre gange tager de på museum, ser håndbold eller går i biografen. For Torben handler mentorrollen også om at give Oscar gode oplevelser.

Torben blev selv først frivillig som pensionist, men afslutter med en opfordring til alle, der har muligheden, om at overveje at blive mentor:

“Alle, der bare har lidt overskud og brænder for børn og unges trivsel, bør blive mentor og på den både bidrage til et ungt menneskes udvikling.”

Kunne du også tænke dig at blive mentor for et barn? Så ansøg her.

Flere nyheder