Pluskrig

Formål
Aktiviteten træner addition af etcifrede tal evt. med tierovergang og brug af tiervenner og talpar (samt talfornemmelse og talforståelse).

Opdeling
Parvist

Til aktiviteten skal findes

  • Kortspil med tallene 1-10 i alle fire kulører

Sådan foregår aktiviteten
Kortene fordeles ligeligt mellem spillerne i to bunker med bagsiden opad.
Hver spiller vender to kort og finder summen. Spilleren med den højeste sum vinder alle fire kort.

Nogle gange kan spillerne bruge talfornemmelse og talforståelse til at finde ud af, hvem der vinder, uden at regne summerne ud. I så fald er det vigtigt, at spillerne forklarer deres ræsonnementer, fx “Jeg har to lave kort, og han har to høje, så han vinder” eller “Jeg har en 5’er og en 8’er, og han har to 6’ere. Så med det ene kort har han én mere end mig, men med det andet kort har jeg tre mere end ham, så jeg vinder”.

Når spillerne regner summen af deres kort ud, er det vigtigt, at spillerne forklarer deres udregninger og strategier, fx “6+8 er 14, fordi talparret 6+6 er 12 og så er der 2 mere” eller “6+8 er 14, fordi 8 og 2 er tiervenner, og så er der 4 mere”.

Hvis summen af spillernes kort er ens, er der krig, og hver spiller vender to kort mere.
Spilleren med den højeste sum af de to nye kort, vinder alle fire par kort på bordet, dvs. 8 kort.
Mister en spiller alle sine kort, taber hun.

Variation

  • Brug kortene 1-9, træk to eller tre kort hver gang og ‘byg’ det største tal du kan med kortene (6 og 8 kan bygge 68 eller 86).
  • Spil forskelskrig, så spillerne skal finde forskellen mellem tallene på deres kort i stedet for at finde summen. Vælg, om spilleren med den største eller mindste forskel, vinder runden.
  • Spil med lukkede kort. Spillerne trækker to kort op uden at vise til modstanderen, regner summen, siger den højt og spilleren med den største sum vinder. På denne måde bliver spillerne tvunget til at udregne deres summer – de kan ikke bruge talfornemmelse/talforståelse til at vurdere, hvilken spiller der har den højeste sum.

Se aktivitetsbeskrivelse fra familiematematik på Nordvangskolen her.

Tilbage til siden Plus/minus