Havde du også en lavine af spørgsmål, da du for første gang flyttede hjemmefra eller skulle søge ind på et studie? Kan du måske genkende, at du ikke altid kan gennemskue din årsopgørelse eller få dit CV til at skille sig ud? Alt for mange unge i Danmark står uden et netværk eller andre voksenrelationer, som de kan trække på, når voksenlivet melder sin ankomst.
Derfor har vi etableret tre ungenetværk i henholdsvis København, Aarhus og Esbjerg, hvor vi søger frivillige, der som udgangspunkt kan deltage hver 14. dag og hjælpe unge mennesker med at finde deres fodfæste i voksenlivet. Som frivillig i ungenetværket bliver du en støtte og sparringspartner for unge i alderen 16-22 år, der står over for udfordringer på deres rejse mod uddannelse og job. Måske kæmper de med ensomhed eller famler efter at finde den rette sti i livet. Det kan være at de står mellem folkeskolen og en evt. ungdomsuddannelse, og skal vælge deres vej, at de mangler en praktikplads eller et fritidsjob, eller at de slet ikke er afklaret med, hvad de egentlig vil. Alt dette hjælper du som frivillig i Lær For Livet UNG, lokale unge med.
Som frivillig i ungenetværket er du derfor med til at skabe en tryg øvebane for de unge. Sammen med de unge og de andre frivillige planlægger I aktiviteter, der omhandler emner så som jobsøgning, eksamensstress eller hvordan man får de gode startredskaber til at flytte hjemmefra. Netværkets aktiviteter tilpasses de unge og deres behov, så de på sigt kan gennemføre en ungdomsuddannelse og styrke deres livsmestring.
Overgangen til voksenlivet kan være udfordrende at håndtere alene, især for unge med anbringelsesbaggrund eller udsatte vilkår. Ungenetværket vil være en ekstra hånd i ryggen for de unge, der har brug for det.
Vi vil være det fællesskab, som de kan læne sig op ad, når det gælder.
Ungenetværk i København:
Vi mødes 1-2 gange om måneden onsdage eller torsdage i tidsrummet kl. 16.30-20.00. Vi mødes på Hejrevej 43, 2200 Nørrebro.
Ungenetværk i Esbjerg:
Vi mødes 2 gange om måneden i hverdage i tidsrummet kl. 17-20. Vi mødes på Platformen, Gl Novrupvej 14, 6705 Esbjerg Kommune.
Ungenetværk Aarhus:
Vi mødes 1-2 gange om måneden enten hverdage i tidsrummet 17-20 eller weekender. Vi mødes i Frivilligcenter Aarhus, Sønder Allé 33, 8000 Aarhus.